I går lå jeg i min seng det meste af dagen, og kunne slet ikke se ud over den indre smerte jeg følte indeni. Jeg græd og græd, kunne slet ikke rumme alle de indtryk der bare var overalt, selv herinde i lejligheden.
Det eneste jeg kunne ligge og tænke på, og sige til mig selv var: "Det bliver bedre... du får det bedre.. det går over!" og jeg er rigtig glad for, at jeg har det bedre i dag.
Sådanne dage som i går, giver mig så meget at tænke på, og jeg er glad for at jeg stadig selv i gode perioder, værdsætter de små succeser og fejrer selv små fremskridt.
Jeg er endnu ikke startet op på ny medicin. Er til gengæld gået 25% ned i den medicin jeg allerede er på. Har ikke kunnet starte op på nyt, fordi mit hjerterytme pludselig var forlænget. Det var ikke så godt.
De sidste par uger, har jeg forsøgt at få det hele til at fungere. Passer på dyrene og får ordnet det meste, men jeg er bare så træt... jeg magter ikke særligt meget, og er mildest talt psykisk nedslidt.
/Helle
onsdag den 9. oktober 2013
torsdag den 5. september 2013
Ny medicin i morgen... GISP!
Det bliver en stor dag i morgen! I morgen skal jeg have at vide af min psyk hvad for noget medicin jeg skal skifte over på.
HOV! I må hellere få historien fra start.
Jeg har vist nævnt i et tidligere indlæg, at jeg har været decideret parkeret af systemet i mange år. En af de ting der længe har frustreret mig er, at i 2009 fik jeg at vide at jeg skulle på en ny medicin, der var en slags "sidste-udvej"-medicin. Jeg havde prøvet to andre præparater, uden succes. Dermed mente de, at nu var det tid til dette. En medicin der har ekstremt triste bivirkninger, men som er effektivt.
En af de mest trælse bivirkninger, er forhøjet risiko for hjertefejl. Når man, som jeg, i forvejen er en tyk trunte, vil man nok mene at det ikke er det smarteste at lægge ekstra lod i puljen i dét lotteri, -men det gjorde de. Jeg har derfor gået de sidste 4½ år og været utroligt ked af min medicin. Jeg har været til EKG (hjertediagram) hver 3. måned i alle disse år, for at holde øje med mit hjerte, og jeg bruger en masse energi på at bekymre mig.
For et par år siden fik jeg stærke smerter i venstre side af brystkassen. Min mor styrtede med mig på skadestuen, og jeg kom fluks ind og fik taget EKG. Alt var heldigvis i orden, det viste sig, at det var mine muskler omkring ribbenene der krampede. En "lidelse" jeg desværre oplever tit. Forestil jer at opleve disse kramper, velvidende at du spiser hjertefjendtlig medicin. Not funny!
I år gik min faste læge så på pension. Han har været min familielæge siden jeg var nyfødt, og det var noget af en omvæltning at skulle skifte læge. Jeg må dog indrømme, at min gamle læge ofte var en smule (læs: meget) overfladisk i sine behandlinger, og sjældent lagde nogen anstrengelse i at undersøge en særligt grundigt. Jeg var dog glad ved, at han altid gav mig de henvisninger jeg ønskede og var behagelig at snakke med. Han har, trods sin delvise ligegyldighed, hjulpet mig meget på min vej.
Jeg har siden Juni været nede hos mit nye lægehus tre gange, og det er jo noget helt, helt andet. De undersøger mig, stiller spørgsmål, uddyber deres spørgsmål hvis jeg ikke svarer uddybende nok selv, og de virker interesserede og engagerede. Jeg har været inde hos tre forskellige, og hver gang spørger de hvad jeg spiser af medicin. Når jeg når til min antipsykotiske medicin, får de store øjne og siger:"Hvorfor spiser du det??" og reaktionen er der bare HVER GANG. Folk med medicinsk kendskab VED BARE at det er noget værre gøjl.
I sidste uge var jeg til lægen igen, og denne gang var den søde læge igen bekymret, og sagde til mig: "Jeg synes altså du bør overveje, at snakke med din psykiater om et medicinskift". Jeg orkede det næsten ikke. Siden jeg startede på det, havde jeg flere gange udtryk ønske derom, og var hver gang blevet fejet af vejen. Dog tænkte jeg, at jeg ville give det et sidste forsøg, nu hvor det trods alt var en ny psykiater.
Hendes svar var: "JA!" Hun var jo selv overrasket over at jeg fik det, og nu kendte hun mig efterhånden godt nok til at vurdere mig i et medicinskifte-forløb. So here we go !!
Hun har i løbet af den seneste uge så fundet ud af hvilket præparat vi skal satse på, og i morgen skal vi gennemgå det og så starter vi ellers op. Der bliver selvfølgelig en overlapningsperiode hvor jeg spiser to forskellige slags. Jeg er SÅ spændt og en smule nervøs. Især fordi der aldrig er nogen garanti for hvordan man reagerer på diverse præparater. Så det er med spænding og bævren at jeg skal se hende i morgen.
Held i uheld, så ligger K syg herhjemme for tiden, og er derved herhjemme når jeg kommer hjem fra psyk, så jeg har en at snakke med om det hele.
Kryds fingre for mig!
/Helle
HOV! I må hellere få historien fra start.
Jeg har vist nævnt i et tidligere indlæg, at jeg har været decideret parkeret af systemet i mange år. En af de ting der længe har frustreret mig er, at i 2009 fik jeg at vide at jeg skulle på en ny medicin, der var en slags "sidste-udvej"-medicin. Jeg havde prøvet to andre præparater, uden succes. Dermed mente de, at nu var det tid til dette. En medicin der har ekstremt triste bivirkninger, men som er effektivt.
En af de mest trælse bivirkninger, er forhøjet risiko for hjertefejl. Når man, som jeg, i forvejen er en tyk trunte, vil man nok mene at det ikke er det smarteste at lægge ekstra lod i puljen i dét lotteri, -men det gjorde de. Jeg har derfor gået de sidste 4½ år og været utroligt ked af min medicin. Jeg har været til EKG (hjertediagram) hver 3. måned i alle disse år, for at holde øje med mit hjerte, og jeg bruger en masse energi på at bekymre mig.
For et par år siden fik jeg stærke smerter i venstre side af brystkassen. Min mor styrtede med mig på skadestuen, og jeg kom fluks ind og fik taget EKG. Alt var heldigvis i orden, det viste sig, at det var mine muskler omkring ribbenene der krampede. En "lidelse" jeg desværre oplever tit. Forestil jer at opleve disse kramper, velvidende at du spiser hjertefjendtlig medicin. Not funny!
I år gik min faste læge så på pension. Han har været min familielæge siden jeg var nyfødt, og det var noget af en omvæltning at skulle skifte læge. Jeg må dog indrømme, at min gamle læge ofte var en smule (læs: meget) overfladisk i sine behandlinger, og sjældent lagde nogen anstrengelse i at undersøge en særligt grundigt. Jeg var dog glad ved, at han altid gav mig de henvisninger jeg ønskede og var behagelig at snakke med. Han har, trods sin delvise ligegyldighed, hjulpet mig meget på min vej.
Jeg har siden Juni været nede hos mit nye lægehus tre gange, og det er jo noget helt, helt andet. De undersøger mig, stiller spørgsmål, uddyber deres spørgsmål hvis jeg ikke svarer uddybende nok selv, og de virker interesserede og engagerede. Jeg har været inde hos tre forskellige, og hver gang spørger de hvad jeg spiser af medicin. Når jeg når til min antipsykotiske medicin, får de store øjne og siger:"Hvorfor spiser du det??" og reaktionen er der bare HVER GANG. Folk med medicinsk kendskab VED BARE at det er noget værre gøjl.
I sidste uge var jeg til lægen igen, og denne gang var den søde læge igen bekymret, og sagde til mig: "Jeg synes altså du bør overveje, at snakke med din psykiater om et medicinskift". Jeg orkede det næsten ikke. Siden jeg startede på det, havde jeg flere gange udtryk ønske derom, og var hver gang blevet fejet af vejen. Dog tænkte jeg, at jeg ville give det et sidste forsøg, nu hvor det trods alt var en ny psykiater.
Hendes svar var: "JA!" Hun var jo selv overrasket over at jeg fik det, og nu kendte hun mig efterhånden godt nok til at vurdere mig i et medicinskifte-forløb. So here we go !!
Hun har i løbet af den seneste uge så fundet ud af hvilket præparat vi skal satse på, og i morgen skal vi gennemgå det og så starter vi ellers op. Der bliver selvfølgelig en overlapningsperiode hvor jeg spiser to forskellige slags. Jeg er SÅ spændt og en smule nervøs. Især fordi der aldrig er nogen garanti for hvordan man reagerer på diverse præparater. Så det er med spænding og bævren at jeg skal se hende i morgen.
Held i uheld, så ligger K syg herhjemme for tiden, og er derved herhjemme når jeg kommer hjem fra psyk, så jeg har en at snakke med om det hele.
Kryds fingre for mig!
/Helle
tirsdag den 3. september 2013
dyr... dyr... DYR !!
Jeg ved det, alle ved det, det er ingen hemmelighed! Jeg er besat af dyr!
Siden jeg var barn, har jeg haft en enorm fascination af dyr. Især hunde og gnavere har altid været my thing. Som barn omgav jeg mig med tøjdyr, der alle havde inviklede familiebånd, de havde navne, aldre, racebestemmelser osv. Der var pinligt styr på det hele, og de var mit kæreste eje.
Jeg brugte timer på at læse i bøger om dyr. Jeg kunne nævne hunderacer i flæng, og var det der lille nørdede barn der sagde: "Må jeg klappe din golden retriver?" i stedet for "må jeg klappe din hund", haha.
Jeg har undervejs i min barndom også haft lidt forskellige dyr, men det er aldrig helt gået efter planen. Problemet har nok været, at jeg har været så fandens overbevisende overfor min kære moder, at jeg ofte selv har stået med ansvaret, trods min alder. Min mor har aldrig haft interessen, men jeg har tydeligvis talt min sag, og har fået et kæledyr i ny og næ. Det var dog ofte et for stort ansvar, med en kedelig udgang i sidste ende, og mange af mine dyr er forsvundet mens jeg har været i skole, da min mor ville skåne mig for afskeden, -noget jeg i dag er meget ked af, jeg ville nok selv have grebet det anderledes an som mor, men jeg kan ikke bebrejde hende, for hun har gjort det i bedste mening.
Efterhånden som jeg blev ældre blev det nemmere for mig at passe på mine dyr. Jeg tog mere ansvar og var mere bevidst omkring dem, men der var stadig nogle gevaldige upsere, som jeg må indrømme byggede på uvidenhed. Fx fik mine kaniner ikke hø eller tilstrækkelig plads og motion.
Da jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, havde jeg sammen med min daværende kæreste nogle tamrotter, og et år senere fik jeg mit første helt egen hund. I en lang periode havde vi kun hunden, efterhånden faldt tamrotterne jo fra, og det var egentlig ganske udemærket for mig i den periode, for jeg havde travlt med uddannelse og arbejde. Der var simpelthen ikke tiden til mere.
Som 20-årig går jeg ned psykisk. Jeg bliver indlagt på et dagscenter og stoppede med at arbejde. Jeg fik derfor lov af min kæreste til at anskaffe mig et kæledyr til, og valget faldt på tamrotter. Et år efter går mig og min daværende kæreste fra hinanden, og da står jeg med hunden stadigvæk (som hverken var hans eller min, vi deltes om ansvaret og skiftedes til at passe ham) og 7 tamrotter.
Det eksploderer lige pludselig! Mit dyrehold udvider sig ekstremt, og jeg kommer ind i en sygelig periode der varer flere år, hvor det eneste jeg tænker på er FLERE DYR! I løbet af sommeren møder jeg K, og flytter sammen med ham et halv år senere. Han har selv en ordentlig r*vfuld dyr, blandt andet tamrotter, pigmus, buskhalemus, ørkenspringmus, natalmus og alm. mus. Vores nye lejlighed er bombet med bure, og hver eneste ledige krone går til pasning og pleje af vores sygelige besættelse.
Vi begynder at tilføje flere dyrearter, og skal pludselig også have hamstere (både dværg- og guldhamstere) og selvom nogle andre dyrearter falder fra, får vi bare flere og flere bure fordi vi udvider bestanden af de andre dyrearter. På et tidspunkt har vi næsten 80 tamrotter.
Økonomisk var det en dødssejler. Vi brugte alle vores penge på det, og havde knap råd til mad til os selv. Til gengæld havde dyrene alt de skulle bruge, -og mere til. Vi kan simpelthen ikke stoppe. Vi er begge hjemmegående (mig pga det psykiske, K pga ryggen) og får dagen til at gå med at passe på vores skønne dyr. Vi ELSKER dem! Vi kan ikke forestille os den tomhed der ville fylde os, hvis vi ikke havde vores dyr!
Men... det sker jo selvfølgelig. Vi når bunden! De negative ting ved et stort dyrehold, begynder at presse sig på. Jo flere dyr, jo oftere oplever du sygdom, dødsfald osv. Vi ryger ind i en stime med uheld og vi føler vi drukner i ulemper og har svært ved at holde gejsten oppe. På daværende tidspunkt har vi ikke så mange dyrearter tilbage, men har stadig knap 80 tamrotter der fylder og lugter i hele lejligheden med deres kæmpe bure. Vi træffer en beslutning: vi stopper vores opdræt og stopper indtag af nye tamrotter! De følgende to år er hårde, det er svært at lægge det hele fra sig, det er blevet en vane at leve som vi gør.
Sommeren 2013 er vi nu nede på 4 aktive bure. Et med tamrotter (7 stk, -wow!), et med slanger, et med tre ørkenspringmus og et kaninbur. Det er vidunderligt!! Virkelig, simpelthen, befriende vidunderlig!!
Når man har haft så mange dyr som vi, og mærket på krop og sjæl hvor meget mental energi det sluger når tingene ikke funker, så lærer man det på den hårde måde. Aldrig nogensinde skal vi have så mange dyr igen. Aldrig.
Nu må jeg så selvfølgelig være ærlig og indrømme, at der dog er tre ekstra bure på vej, men to af dem fylder ikke særligt meget. Jeg får snart opfyldt en drøm om at få fedthalemus! Det har længe været en drøm at forsøge mig med en simpel, eksotisk gnaverart, og fedthalemus er bare det oplagte valg. Jeg skal hente dem til Oktober. Derudover skal jeg have en lille trio af egyptiske gerbiler. Igen en simpel eksotisk gnaverart der er ligetil. Begge arter er hverken lugtende eller svinene, -eller dyre i drift. Jeg ser det ikke som at jeg er på vej tilbage til min gamle sti, da dette er meget velovervejet og planlagt.
Det tredje bur er søde K, der gerne vil have en kornsnog. Den skal have et terrarie på 100x50 cm, så det fylder lidt. Men K er for nyligt begyndt at interessere sig meget for krybdyr, så det er jo selvfølgelig noget han skal have lov til.
Det vigtigste for mig er, at det ikke tager overhånd igen. Jeg tror at både K og jeg har haft nogle personlige hurdles der har skabt et enormt behov for at have noget at lave konstant. Men nu hvor K er startet i skole, og jeg har fundet nogle personlige interesser også, så ser det hele mere lyst ud.
/Helle
Siden jeg var barn, har jeg haft en enorm fascination af dyr. Især hunde og gnavere har altid været my thing. Som barn omgav jeg mig med tøjdyr, der alle havde inviklede familiebånd, de havde navne, aldre, racebestemmelser osv. Der var pinligt styr på det hele, og de var mit kæreste eje.
Jeg brugte timer på at læse i bøger om dyr. Jeg kunne nævne hunderacer i flæng, og var det der lille nørdede barn der sagde: "Må jeg klappe din golden retriver?" i stedet for "må jeg klappe din hund", haha.
Jeg har undervejs i min barndom også haft lidt forskellige dyr, men det er aldrig helt gået efter planen. Problemet har nok været, at jeg har været så fandens overbevisende overfor min kære moder, at jeg ofte selv har stået med ansvaret, trods min alder. Min mor har aldrig haft interessen, men jeg har tydeligvis talt min sag, og har fået et kæledyr i ny og næ. Det var dog ofte et for stort ansvar, med en kedelig udgang i sidste ende, og mange af mine dyr er forsvundet mens jeg har været i skole, da min mor ville skåne mig for afskeden, -noget jeg i dag er meget ked af, jeg ville nok selv have grebet det anderledes an som mor, men jeg kan ikke bebrejde hende, for hun har gjort det i bedste mening.
Efterhånden som jeg blev ældre blev det nemmere for mig at passe på mine dyr. Jeg tog mere ansvar og var mere bevidst omkring dem, men der var stadig nogle gevaldige upsere, som jeg må indrømme byggede på uvidenhed. Fx fik mine kaniner ikke hø eller tilstrækkelig plads og motion.
Da jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, havde jeg sammen med min daværende kæreste nogle tamrotter, og et år senere fik jeg mit første helt egen hund. I en lang periode havde vi kun hunden, efterhånden faldt tamrotterne jo fra, og det var egentlig ganske udemærket for mig i den periode, for jeg havde travlt med uddannelse og arbejde. Der var simpelthen ikke tiden til mere.
Som 20-årig går jeg ned psykisk. Jeg bliver indlagt på et dagscenter og stoppede med at arbejde. Jeg fik derfor lov af min kæreste til at anskaffe mig et kæledyr til, og valget faldt på tamrotter. Et år efter går mig og min daværende kæreste fra hinanden, og da står jeg med hunden stadigvæk (som hverken var hans eller min, vi deltes om ansvaret og skiftedes til at passe ham) og 7 tamrotter.
Det eksploderer lige pludselig! Mit dyrehold udvider sig ekstremt, og jeg kommer ind i en sygelig periode der varer flere år, hvor det eneste jeg tænker på er FLERE DYR! I løbet af sommeren møder jeg K, og flytter sammen med ham et halv år senere. Han har selv en ordentlig r*vfuld dyr, blandt andet tamrotter, pigmus, buskhalemus, ørkenspringmus, natalmus og alm. mus. Vores nye lejlighed er bombet med bure, og hver eneste ledige krone går til pasning og pleje af vores sygelige besættelse.
Vi begynder at tilføje flere dyrearter, og skal pludselig også have hamstere (både dværg- og guldhamstere) og selvom nogle andre dyrearter falder fra, får vi bare flere og flere bure fordi vi udvider bestanden af de andre dyrearter. På et tidspunkt har vi næsten 80 tamrotter.
Økonomisk var det en dødssejler. Vi brugte alle vores penge på det, og havde knap råd til mad til os selv. Til gengæld havde dyrene alt de skulle bruge, -og mere til. Vi kan simpelthen ikke stoppe. Vi er begge hjemmegående (mig pga det psykiske, K pga ryggen) og får dagen til at gå med at passe på vores skønne dyr. Vi ELSKER dem! Vi kan ikke forestille os den tomhed der ville fylde os, hvis vi ikke havde vores dyr!
Men... det sker jo selvfølgelig. Vi når bunden! De negative ting ved et stort dyrehold, begynder at presse sig på. Jo flere dyr, jo oftere oplever du sygdom, dødsfald osv. Vi ryger ind i en stime med uheld og vi føler vi drukner i ulemper og har svært ved at holde gejsten oppe. På daværende tidspunkt har vi ikke så mange dyrearter tilbage, men har stadig knap 80 tamrotter der fylder og lugter i hele lejligheden med deres kæmpe bure. Vi træffer en beslutning: vi stopper vores opdræt og stopper indtag af nye tamrotter! De følgende to år er hårde, det er svært at lægge det hele fra sig, det er blevet en vane at leve som vi gør.
Sommeren 2013 er vi nu nede på 4 aktive bure. Et med tamrotter (7 stk, -wow!), et med slanger, et med tre ørkenspringmus og et kaninbur. Det er vidunderligt!! Virkelig, simpelthen, befriende vidunderlig!!
Når man har haft så mange dyr som vi, og mærket på krop og sjæl hvor meget mental energi det sluger når tingene ikke funker, så lærer man det på den hårde måde. Aldrig nogensinde skal vi have så mange dyr igen. Aldrig.
Nu må jeg så selvfølgelig være ærlig og indrømme, at der dog er tre ekstra bure på vej, men to af dem fylder ikke særligt meget. Jeg får snart opfyldt en drøm om at få fedthalemus! Det har længe været en drøm at forsøge mig med en simpel, eksotisk gnaverart, og fedthalemus er bare det oplagte valg. Jeg skal hente dem til Oktober. Derudover skal jeg have en lille trio af egyptiske gerbiler. Igen en simpel eksotisk gnaverart der er ligetil. Begge arter er hverken lugtende eller svinene, -eller dyre i drift. Jeg ser det ikke som at jeg er på vej tilbage til min gamle sti, da dette er meget velovervejet og planlagt.
Det tredje bur er søde K, der gerne vil have en kornsnog. Den skal have et terrarie på 100x50 cm, så det fylder lidt. Men K er for nyligt begyndt at interessere sig meget for krybdyr, så det er jo selvfølgelig noget han skal have lov til.
Det vigtigste for mig er, at det ikke tager overhånd igen. Jeg tror at både K og jeg har haft nogle personlige hurdles der har skabt et enormt behov for at have noget at lave konstant. Men nu hvor K er startet i skole, og jeg har fundet nogle personlige interesser også, så ser det hele mere lyst ud.
/Helle
onsdag den 7. august 2013
Alt kan vendes!
Kender I det der med, at man bare vågner op om morgenen, og ens første udtryk er et kæmpe suk?
Kender I det med, at man står foran en kæmpe oprydning, som virker uoverskuelig bare man prøver at forestille sig hvor man skal starte?
Eller måske noget andet end oprydning, måske bare en udfordring i dagligdagen, som skal overståes, og man ved ikke hvordan man skal gå til den?
Kender I det, når ens fastlagte plan bliver ændret midt i det hele, og man et kort sekund mister pusten?
JEG kender det, -virkelig meget!
Sidst jeg var hos min psyk snakkede vi om "negative symptomer" vs. "positive symptomer". Disse begreber er umiddelbart ikke hvad man tror, men så snart man forstår udtrykkene, giver de rammende meget mening.
Første gang jeg hørte det, tænkte jeg på at positive symptomer, måtte være når man opnåede fremskridt i sin sygdom. Men nej..
Hvis jeg skulle omdøbe de her to begreber, skulle de i stedet hedde:
Positive symptomer = produktive symptomer
Negative symptomer = inadvendte symptomer
Fordi den virkelig mening bag positive symptomer, er ting som:
At høre stemmer
At hallucinere
At være paranoid
At forestille sig absurde ting/vrangforestillinger
osv..
Altså, ting der er "aktive" indeni dig, ting der har en arbejdsom process og skyder "udad" mod verdenen.
De negative derimod... det er jo så selvsagt alt det der bare dvæler indeni dig, og ikke vil slippe dig. Det er, når du mangler det der gør dig til et aktivt levende menneske. Du bliver bare en hul skal, der ikke kan se fremad eller tilbage, og som ikke kan finde drivkraft til selv de mest simple ting. En ting som at gå i bad, eller vaske tøj, det kan virke som et bjerg at komme over.
Jeg har en smule af de positive symptomer. Der er ingen tvivl om, at jeg er paranoid og har visse vrangforestillinger. Men det klarer jeg mig fint med i dagligdagen.
Min psyk fortalte mig også, at det faktisk er de positive symptomer som medicinen hjælper på. De negative skal man selv lære at håndtere. Det er sgu lidt træls, men på den anden side, må jeg jo tage det som en udfordring.
Det er nemlig uden tvivl de negative symptomer, som dominerer min hverdag.
MEN, jeg har fået et nyt mantra: "Det bliver godt når det er overstået!!"
Jeg var kommet ind i en træls periode efter alt det her med mislykket flytning. Humøret var i bund og overskuddet var forsvundet. Lejligheden har lignet en slagsmark i flere uger, og jeg var nødt til at grave noget overskud frem.
Uanset hvor meget K støtter mig og hjælper mig i dagligdagen, så er han ikke just nogen hvid tornado når det kommer til rengøring. Jovist, han er skam rimelig effektiv, men der er år imellem at han får lyst til at gøre rent. Jeg har somend ikke noget imod det, fordi det fjerner unægteligt lidt press fra mig af, at han godt kan klare lidt støv og snavs. Fordi det er utroligt svært for mig, at holde tingene ordentlig rene.
Vi nåede et punkt herhjemme, hvor lejligheden var så ulidelig, at vi simpelthen måtte gøre noget. Jeg forsøgte at gentage mit mantra igen og igen i hovedet, og kæmpede mig langsomt igennem oprydning og rengøring. Det blev jo ikke sterilt, men det blev udholdeligt. -det er godt nok!
Efter lejligheden kom lidt på plads, fortsatte jeg med at bruge mit mantra. Fx når jeg skulle i bad, og ikke kunne rumme det (hvilket er underligt, for for 1 år siden gik jeg i bad 3 x ugentligt, og nu er jeg heldig hvis det er hver halvanden uge...), så hjælper det at tænke på hvor dejligt det bliver at være ren. Når jeg vågnede om morgenen, og hundene står og kigger mig dybt i øjnene med en gåtur for øje, så hjælper det også at tænke på, at det bare lige skal ordnes, så er det overstået.
Alt kan vendes, og jeg har fundet ud af den sidste måned, at hvis jeg fjerner mit fokus fra opvasken på køkkenbordet, og i stedet forestiller mig køkkenbordet når det ER ryddet, så får jeg en smule drive i kroppen, og tingene bliver nemmere gjort.
Rådet er hermed givet videre, til andre der måske pt er på samme stadie som jeg.
Kan derefter afsløre, at jeg i dag både skal ned til centrum, på apoteket og en afsidet 7/11-tank for at hente pakke, og jeg glæder mig ikke! -Så håber at min mantra kan hjælpe mig igen i dag.
/Helle
Kender I det med, at man står foran en kæmpe oprydning, som virker uoverskuelig bare man prøver at forestille sig hvor man skal starte?
Eller måske noget andet end oprydning, måske bare en udfordring i dagligdagen, som skal overståes, og man ved ikke hvordan man skal gå til den?
Kender I det, når ens fastlagte plan bliver ændret midt i det hele, og man et kort sekund mister pusten?
JEG kender det, -virkelig meget!
Sidst jeg var hos min psyk snakkede vi om "negative symptomer" vs. "positive symptomer". Disse begreber er umiddelbart ikke hvad man tror, men så snart man forstår udtrykkene, giver de rammende meget mening.
Første gang jeg hørte det, tænkte jeg på at positive symptomer, måtte være når man opnåede fremskridt i sin sygdom. Men nej..
Hvis jeg skulle omdøbe de her to begreber, skulle de i stedet hedde:
Positive symptomer = produktive symptomer
Negative symptomer = inadvendte symptomer
Fordi den virkelig mening bag positive symptomer, er ting som:
At høre stemmer
At hallucinere
At være paranoid
At forestille sig absurde ting/vrangforestillinger
osv..
Altså, ting der er "aktive" indeni dig, ting der har en arbejdsom process og skyder "udad" mod verdenen.
De negative derimod... det er jo så selvsagt alt det der bare dvæler indeni dig, og ikke vil slippe dig. Det er, når du mangler det der gør dig til et aktivt levende menneske. Du bliver bare en hul skal, der ikke kan se fremad eller tilbage, og som ikke kan finde drivkraft til selv de mest simple ting. En ting som at gå i bad, eller vaske tøj, det kan virke som et bjerg at komme over.
Jeg har en smule af de positive symptomer. Der er ingen tvivl om, at jeg er paranoid og har visse vrangforestillinger. Men det klarer jeg mig fint med i dagligdagen.
Min psyk fortalte mig også, at det faktisk er de positive symptomer som medicinen hjælper på. De negative skal man selv lære at håndtere. Det er sgu lidt træls, men på den anden side, må jeg jo tage det som en udfordring.
Det er nemlig uden tvivl de negative symptomer, som dominerer min hverdag.
MEN, jeg har fået et nyt mantra: "Det bliver godt når det er overstået!!"
Jeg var kommet ind i en træls periode efter alt det her med mislykket flytning. Humøret var i bund og overskuddet var forsvundet. Lejligheden har lignet en slagsmark i flere uger, og jeg var nødt til at grave noget overskud frem.
Uanset hvor meget K støtter mig og hjælper mig i dagligdagen, så er han ikke just nogen hvid tornado når det kommer til rengøring. Jovist, han er skam rimelig effektiv, men der er år imellem at han får lyst til at gøre rent. Jeg har somend ikke noget imod det, fordi det fjerner unægteligt lidt press fra mig af, at han godt kan klare lidt støv og snavs. Fordi det er utroligt svært for mig, at holde tingene ordentlig rene.
Vi nåede et punkt herhjemme, hvor lejligheden var så ulidelig, at vi simpelthen måtte gøre noget. Jeg forsøgte at gentage mit mantra igen og igen i hovedet, og kæmpede mig langsomt igennem oprydning og rengøring. Det blev jo ikke sterilt, men det blev udholdeligt. -det er godt nok!
Efter lejligheden kom lidt på plads, fortsatte jeg med at bruge mit mantra. Fx når jeg skulle i bad, og ikke kunne rumme det (hvilket er underligt, for for 1 år siden gik jeg i bad 3 x ugentligt, og nu er jeg heldig hvis det er hver halvanden uge...), så hjælper det at tænke på hvor dejligt det bliver at være ren. Når jeg vågnede om morgenen, og hundene står og kigger mig dybt i øjnene med en gåtur for øje, så hjælper det også at tænke på, at det bare lige skal ordnes, så er det overstået.
Alt kan vendes, og jeg har fundet ud af den sidste måned, at hvis jeg fjerner mit fokus fra opvasken på køkkenbordet, og i stedet forestiller mig køkkenbordet når det ER ryddet, så får jeg en smule drive i kroppen, og tingene bliver nemmere gjort.
Rådet er hermed givet videre, til andre der måske pt er på samme stadie som jeg.
Kan derefter afsløre, at jeg i dag både skal ned til centrum, på apoteket og en afsidet 7/11-tank for at hente pakke, og jeg glæder mig ikke! -Så håber at min mantra kan hjælpe mig igen i dag.
/Helle
torsdag den 1. august 2013
Første dag på LCHF!
Du godeste, hvor er der mange ting man pludselig skal, når man opstarter livsstilsændring. Jeg har taget tilløb et par måneder, og forberedt mig mentalt på det, men det er jo slet ikke nok.
Jeg lider jo af PCOS, og i Oktober 2011 startede jeg op på KISS-kostplanen, som skulle være gavnligt for folk med min lidelse. Min lidelse af kostbetinget, -stortset. Den forsvinder ikke bare, men man kan mildne sine symptomer i ekstrem grad, hvis man spiser optimalt. KISS-kosten var dog direkte modbydelig. For helvede, jeg skulle veje og måle alting. Kunne ikke spise en skid uden at taste det ind og holde regnskab, jeg blev decideret deprimeret af alt den kontrol jeg skulle have! ÆV!
Jeg nåede kun at være på KISS i få måneder, førend jeg måtte erkende fallit. Derefter gik det helt af h.. til. Jeg havde tabt næsten 40 kg det forgangne år, og da kosten røg fløjten, kom kiloene krybende tilbage.
Efter at have taget 20 kg på igen, besluttede jeg mig for at prøve noget nyt. LCHF-kosten var netop blevet godkendt og anbefalet til PCOS-piger, så jeg undersøgte det. En simpel forklaring på LCHF er, at det står for Low Carb High Fat, og i sig selv går ud på at man kraftigt begrænser ens kulhydratindtag og skruer op for fedtindtaget.
Har ryddet op i skabene i dag og skrevet til folk jeg kender om de vil overtage diverse madvarer. Kan simpelthen ikke have det liggende og friste! Har derudover bagt LCHF valnøddeboller og kernebrød. Nom nom. Det bliver sgu godt det her! Det skal det!
/Helle
Jeg lider jo af PCOS, og i Oktober 2011 startede jeg op på KISS-kostplanen, som skulle være gavnligt for folk med min lidelse. Min lidelse af kostbetinget, -stortset. Den forsvinder ikke bare, men man kan mildne sine symptomer i ekstrem grad, hvis man spiser optimalt. KISS-kosten var dog direkte modbydelig. For helvede, jeg skulle veje og måle alting. Kunne ikke spise en skid uden at taste det ind og holde regnskab, jeg blev decideret deprimeret af alt den kontrol jeg skulle have! ÆV!
Jeg nåede kun at være på KISS i få måneder, førend jeg måtte erkende fallit. Derefter gik det helt af h.. til. Jeg havde tabt næsten 40 kg det forgangne år, og da kosten røg fløjten, kom kiloene krybende tilbage.
Efter at have taget 20 kg på igen, besluttede jeg mig for at prøve noget nyt. LCHF-kosten var netop blevet godkendt og anbefalet til PCOS-piger, så jeg undersøgte det. En simpel forklaring på LCHF er, at det står for Low Carb High Fat, og i sig selv går ud på at man kraftigt begrænser ens kulhydratindtag og skruer op for fedtindtaget.
Har ryddet op i skabene i dag og skrevet til folk jeg kender om de vil overtage diverse madvarer. Kan simpelthen ikke have det liggende og friste! Har derudover bagt LCHF valnøddeboller og kernebrød. Nom nom. Det bliver sgu godt det her! Det skal det!
/Helle
lørdag den 27. juli 2013
Børn og dyr = total happiness!
Jeg ELSKER dyr! Jeg ELSKER børn!
Allermest elsker jeg børn der elsker dyr, og dyr der elsker børn. Gav det mening?
Sankt Hans Aften var vi nede i nærområdet for at se bål. Vi fravalgte bevidst bålet her i kvarteret, da det hele bare handler om at høre høj musik og fulde sig, så vi valgte i stedet at gå 700 meter længere væk, til et familieområde. Faktisk det område vi var ved at flytte ned til, -det var meget velovervejet at vi valgte lige netop der!
Det vrimlede med familier, og vi havde selvfølgelig hundene med. En lille pige, Selma, stod og krammede på Lala i ½ time, og selvom hun ikke kunne sige et eneste ord, så var den sammenhørighed der var mellem hende og Lala bare så smuk og livsbekræftende!
I dag var vi så i skoven, hvor jeg pludselig hører et barneskrig! Hundene gik jo løs, så jeg skyndte mig at lokalisere dem og kalde dem til mig og få dem i snor. Det viste sig dog hurtigt, at det var en bette pige, der stadig gik usikkert på benene, som havde fået øje på Lala og havde skreget af begejstring.
Hendes forældre spurgte pænt, om deres datter måtte hilse på min store hund, og selvfølgelig måtte hun det.
Lala satte sig pænt ved siden af mig, og sad ganske stille mens den lille pige stod foran hende og aede hende. Især den der flappe-hænge-savle-hud som Lala har i mundvigen, det var virkelig skægt at pille ved. Lala sad med tungen ud af munden og prustede, -det var jo varmt. Den lille pige kiggede med et undrende blik på Lala, hvorefter hun selv åbnede munden og efterlignede prusteriet. Det er jo kommunikation i sin enkleste form, og hvor er det smukt at et så lille barn er så observant og reagerende omkring sine omgivelser!
Det var så berigende at se de to sammen. Min 50kgs vuffer med den bette pige der kun lige havde lært at gå, og de kiggede bare hinanden dybt i øjnene.
Når mine niecer på 7 og 11 besøger mig, så er hundene også i højsædet. Det er så fantastisk når dyr og børn bare klikker sammen. Det er næsten som om at mange dyr er så fintfølende omkring børn, og passer ekstra godt på dem.
Så, jeg håber det giver mening nu. Jeg elsker når børn og dyr "finder hinanden", det er noget af det smukkeste jeg ved.
/Helle
Allermest elsker jeg børn der elsker dyr, og dyr der elsker børn. Gav det mening?
Sankt Hans Aften var vi nede i nærområdet for at se bål. Vi fravalgte bevidst bålet her i kvarteret, da det hele bare handler om at høre høj musik og fulde sig, så vi valgte i stedet at gå 700 meter længere væk, til et familieområde. Faktisk det område vi var ved at flytte ned til, -det var meget velovervejet at vi valgte lige netop der!
Det vrimlede med familier, og vi havde selvfølgelig hundene med. En lille pige, Selma, stod og krammede på Lala i ½ time, og selvom hun ikke kunne sige et eneste ord, så var den sammenhørighed der var mellem hende og Lala bare så smuk og livsbekræftende!
I dag var vi så i skoven, hvor jeg pludselig hører et barneskrig! Hundene gik jo løs, så jeg skyndte mig at lokalisere dem og kalde dem til mig og få dem i snor. Det viste sig dog hurtigt, at det var en bette pige, der stadig gik usikkert på benene, som havde fået øje på Lala og havde skreget af begejstring.
Hendes forældre spurgte pænt, om deres datter måtte hilse på min store hund, og selvfølgelig måtte hun det.
Lala satte sig pænt ved siden af mig, og sad ganske stille mens den lille pige stod foran hende og aede hende. Især den der flappe-hænge-savle-hud som Lala har i mundvigen, det var virkelig skægt at pille ved. Lala sad med tungen ud af munden og prustede, -det var jo varmt. Den lille pige kiggede med et undrende blik på Lala, hvorefter hun selv åbnede munden og efterlignede prusteriet. Det er jo kommunikation i sin enkleste form, og hvor er det smukt at et så lille barn er så observant og reagerende omkring sine omgivelser!
Det var så berigende at se de to sammen. Min 50kgs vuffer med den bette pige der kun lige havde lært at gå, og de kiggede bare hinanden dybt i øjnene.
Når mine niecer på 7 og 11 besøger mig, så er hundene også i højsædet. Det er så fantastisk når dyr og børn bare klikker sammen. Det er næsten som om at mange dyr er så fintfølende omkring børn, og passer ekstra godt på dem.
Så, jeg håber det giver mening nu. Jeg elsker når børn og dyr "finder hinanden", det er noget af det smukkeste jeg ved.
/Helle
onsdag den 24. juli 2013
For helvede da også..
Jeg er så vant til at folk løber skrigende væk fra mig. Jeg er så vant til at jeg selv trækker stikket, fordi jeg føler jeg ikke kan være der for folk. Det sker konstant og hele tiden, jeg burde simpelthen bare stoppe NU med at møde nye mennesker. Eller, i det mindste burde jeg have udviklet en vis form for immunitet omkring hele den her situation...
Hvorfor gør det så stadig så ondt i hjertet? Det her ene menneske formåede simpelthen at give mig så stor en lyst til at ændre mig, at den fiasko der fulgte i kølvandet var så tung at bære på, og stadig er det. Jeg græder indvendig når jeg tænker på hende, og jeg savner hende så meget, at jeg er helt skræmt over det.
Jeg kan bare ikke... hun ville flere ting her i livet, der indebar orden og struktur. Jeg er stik modsat. Jeg er alt for spontan og impulsiv, jeg kan ikke have faste aftaler hver uge/måned, jeg er for flyvsk til at putte mig selv ned i faste rammer og blive dér. Jeg kan ikke finde ud af at holde en kontinuerlig kontakt kørende, med daglige sms'er og vedligeholdelse af samtaler man havde for flere uger siden. Jeg kan ikke engang holde styr på mit eget rod indeni hovedet, jeg kan slet ikke huske at tjekke op på andres også.
Jeg skammer mig over at være som jeg er, -især når jeg brænder så inderligt for at hun skal være min veninde. Hun var sjov, skør og samtidig helt nede på jorden. Vi talte samme sprog.
Jeg indrømmer det igen og igen, og siger igen og igen at jeg burde have været ærlig fra start, og meldt ud overfor hende at jeg havde mine barrierer der gjorde mig til en lidt anderledes veninde. Jeg ville bare sååååå gerne være noget andet! Jeg tror egentlig at det primære problem her IKKE er hendes behov for fast struktur og faste aftaler, nej, problemet er 100% at jeg ikke fortalte hende hvordan tingene fungerede bedst for mig! Vi kunne måske være gået på kompromis. Hun kunne have sagt: "Jeg har tid hver onsdag" og jeg kunne have svaret: "Så snakkes vi ved om tirsdagen og ser om det passer!" ...bum! Nemmere kunne det ikke være! Men nej, Helle, din IDIOT.. du skulle absolut "Ja, ja, super!" og så trække dig mere og mere ind i dig selv.. fucking fucktard.
Hmf.. jeg kan jo godt mærke at jeg kører i ring lige nu. Det nytter ikke noget, det er overstået.. men for pokker, hvor jeg savner hende..
/Helle
Hvorfor gør det så stadig så ondt i hjertet? Det her ene menneske formåede simpelthen at give mig så stor en lyst til at ændre mig, at den fiasko der fulgte i kølvandet var så tung at bære på, og stadig er det. Jeg græder indvendig når jeg tænker på hende, og jeg savner hende så meget, at jeg er helt skræmt over det.
Jeg kan bare ikke... hun ville flere ting her i livet, der indebar orden og struktur. Jeg er stik modsat. Jeg er alt for spontan og impulsiv, jeg kan ikke have faste aftaler hver uge/måned, jeg er for flyvsk til at putte mig selv ned i faste rammer og blive dér. Jeg kan ikke finde ud af at holde en kontinuerlig kontakt kørende, med daglige sms'er og vedligeholdelse af samtaler man havde for flere uger siden. Jeg kan ikke engang holde styr på mit eget rod indeni hovedet, jeg kan slet ikke huske at tjekke op på andres også.
Jeg skammer mig over at være som jeg er, -især når jeg brænder så inderligt for at hun skal være min veninde. Hun var sjov, skør og samtidig helt nede på jorden. Vi talte samme sprog.
Jeg indrømmer det igen og igen, og siger igen og igen at jeg burde have været ærlig fra start, og meldt ud overfor hende at jeg havde mine barrierer der gjorde mig til en lidt anderledes veninde. Jeg ville bare sååååå gerne være noget andet! Jeg tror egentlig at det primære problem her IKKE er hendes behov for fast struktur og faste aftaler, nej, problemet er 100% at jeg ikke fortalte hende hvordan tingene fungerede bedst for mig! Vi kunne måske være gået på kompromis. Hun kunne have sagt: "Jeg har tid hver onsdag" og jeg kunne have svaret: "Så snakkes vi ved om tirsdagen og ser om det passer!" ...bum! Nemmere kunne det ikke være! Men nej, Helle, din IDIOT.. du skulle absolut "Ja, ja, super!" og så trække dig mere og mere ind i dig selv.. fucking fucktard.
Hmf.. jeg kan jo godt mærke at jeg kører i ring lige nu. Det nytter ikke noget, det er overstået.. men for pokker, hvor jeg savner hende..
/Helle
Totalt på røven og på rulleskøjter ned af bakken!
Herre Kristus! Jeg bliver fuldstændig vanvittig af det her kaos der hersker i mit liv! Har nonstop i en måned været på kanten af alting, og det stopper simpelthen ikke!
Havde en rar samtale med min psyk, lige indtil hun blev bekymret over mine blodprøver, som viste at jeg havde for højt levertal og for lavt calcium indhold. Hun bad mig søge læge. Juhu.
Jeg har helt med vilje ikke googlet symptomer eller nærmet mig netdoktor.dk, jeg venter tålmodigt til i morgen hvor jeg skal ned til lægen og påbegynde undersøgelser. Alligevel; YES! Det tager vi sgu bare med!
Økonomien, som overskriften indikerer, hænger i den tyndeste tråd ever! Vi har været så meget på nummigøjsen, at vi umuligt har kunnet tilgodese min hormonsygdom, og menuen har stået på billig-mad ala færdigretter, nudler, toast osv. Alt sammen noget der absolut giver mig bøvl! Efter tre uger med denne kost, sank jeg sammen og kunne ikke klare det mere! Nu skal jeg simpelthen have noget ordentligt mad!! Er begyndt at spise æg igen (skal helst have meget fedt og protein, og så få kulhydrater som muligt), og har også fået spist noget af det kød vi havde i fryseren. Fx var der en aften hvor vi kun spiste stegt flæsk, fordi vi ikke havde råd til tilbehør. -Hvilket jo i bund og grund er fint for min hormonsygdom.
Min mor var forbi i dag, og afleverede en bærepose fyldt med madvarer. Det var så pænt af hende. Jeg fik både æg og bacon, majschips, fuldkornskiks, koldskål og kammerjunkere. Jeg fik også en mazarintærte, som jeg nok gemmer til næste gang mine niecer besøger mig, fordi lige nu og her skal jeg bestemt ikke have noget der gør dumt i maven. Jeg blev så glad for hendes gestus, det var sådan en sød ting at gøre.
Det var jo meningen, at vi skulle af med vores dyr til en flink gammel dame, men de sidste par ugers stress og undersøgelse af gældssituationen har gjort det klart at vi nok ikke kommer herfra indenfor et år, som vi ellers håbede. Tidshorisonten hedder lige nu 3-5 år, så nu kan vi sgu godt tillade os at beholde dem, synes jeg. Det var utroligt hårdt at skulle skrive og trække i land, har også tilbudt at dække eventuelle udgifter (EFTER den første i næste måned!) fordi jeg kan forestille mig at hun har glædet sig så meget. Men altså, kan man beholde sine dyr, så gør man det da!
I følge FaceBook blev beskeden fra mig af, læst i morges. Så hun har vished om det nu. Jeg kunne godt tænke mig noget respons, og har gået hele dagen og trippet ekstremt... føj hvor jeg hader at give triste beskeder!
Alt i alt; lort med lort på!
/Helle
Havde en rar samtale med min psyk, lige indtil hun blev bekymret over mine blodprøver, som viste at jeg havde for højt levertal og for lavt calcium indhold. Hun bad mig søge læge. Juhu.
Jeg har helt med vilje ikke googlet symptomer eller nærmet mig netdoktor.dk, jeg venter tålmodigt til i morgen hvor jeg skal ned til lægen og påbegynde undersøgelser. Alligevel; YES! Det tager vi sgu bare med!
Økonomien, som overskriften indikerer, hænger i den tyndeste tråd ever! Vi har været så meget på nummigøjsen, at vi umuligt har kunnet tilgodese min hormonsygdom, og menuen har stået på billig-mad ala færdigretter, nudler, toast osv. Alt sammen noget der absolut giver mig bøvl! Efter tre uger med denne kost, sank jeg sammen og kunne ikke klare det mere! Nu skal jeg simpelthen have noget ordentligt mad!! Er begyndt at spise æg igen (skal helst have meget fedt og protein, og så få kulhydrater som muligt), og har også fået spist noget af det kød vi havde i fryseren. Fx var der en aften hvor vi kun spiste stegt flæsk, fordi vi ikke havde råd til tilbehør. -Hvilket jo i bund og grund er fint for min hormonsygdom.
Min mor var forbi i dag, og afleverede en bærepose fyldt med madvarer. Det var så pænt af hende. Jeg fik både æg og bacon, majschips, fuldkornskiks, koldskål og kammerjunkere. Jeg fik også en mazarintærte, som jeg nok gemmer til næste gang mine niecer besøger mig, fordi lige nu og her skal jeg bestemt ikke have noget der gør dumt i maven. Jeg blev så glad for hendes gestus, det var sådan en sød ting at gøre.
Det var jo meningen, at vi skulle af med vores dyr til en flink gammel dame, men de sidste par ugers stress og undersøgelse af gældssituationen har gjort det klart at vi nok ikke kommer herfra indenfor et år, som vi ellers håbede. Tidshorisonten hedder lige nu 3-5 år, så nu kan vi sgu godt tillade os at beholde dem, synes jeg. Det var utroligt hårdt at skulle skrive og trække i land, har også tilbudt at dække eventuelle udgifter (EFTER den første i næste måned!) fordi jeg kan forestille mig at hun har glædet sig så meget. Men altså, kan man beholde sine dyr, så gør man det da!
I følge FaceBook blev beskeden fra mig af, læst i morges. Så hun har vished om det nu. Jeg kunne godt tænke mig noget respons, og har gået hele dagen og trippet ekstremt... føj hvor jeg hader at give triste beskeder!
Alt i alt; lort med lort på!
/Helle
onsdag den 17. juli 2013
Here Today, Gone Tomorrow!
Ja tak! Det ville sgu være nemt hvis det hele forsvandt i morgen som dug for solen. Al min smerte og alt mit selvpineri.
Der er sgu intet der forsvinder af sig selv, i hvert fald ikke af psykisk tunge ting, -på den ene eller anden måde, er der altid en katalysator der skubber en op over kanten igen.
Men, alligevel er der noget sandhed i dette indlægs titel. "Here today, gone tomorrow".
Hvorfor?
Jo, nu skal I høre: jeg skal nemlig til psykiater i morgen.
Jubii! Først skal det nævnes, at min psykiater er verdensklasse, men hun får ikke sådan mine problemer til at forsvinde ved et fingerknips. Nej, magien ligger simpelthen i, at jeg altid sidder dagen inden en aftale med hende, og skriver en liste over hvad jeg skal huske at nævne. Derefter tager jeg bussen ned til hende næste morgen, og puff! Problemerne er væk!
Altså, listen findes stadig, og minder mig om den forrige måneds bøvl, men som jeg sidder der i hendes stol og skal fortælle og forklare, så virker det så fjollet. Ja, FJOLLET!
Forestil jer, at skulle forklare en højtuddannet person, at hele din verden braser sammen over de mindste små ting. Hvor må det se latterligt ud, fra andres synsvinkel, den skæve tilgang man har til livet, når man er psykisk syg. Jeg sidder i hvert fald i den stol og tænker: "Arj.. det er sgu for fjollet til at fortælle om" og derved bagatelliserer jeg mine problemer og går derfra helt opløftet og føler mig rask og velfungerende.
Jeg nøjes derfor ofte med at fortælle om de virkelig tunge ting, men selv der, prøver jeg at skabe en opfriskende stemning omkring problemet, og forsøger at mildne det. Nu er min "psyk" jo ikke dum, så hun gennemskuer mig jo ofte. Det er også derfor jeg bliver ved med at gå der. Men selvfornægtelsen, den kommer sgu også med hver måned.
Nå, men jeg må hellere begynde at forberede mig på i morgen. Det bliver godt, hun hjælper mig sgu så meget.
10-4
/Helle
Der er sgu intet der forsvinder af sig selv, i hvert fald ikke af psykisk tunge ting, -på den ene eller anden måde, er der altid en katalysator der skubber en op over kanten igen.
Men, alligevel er der noget sandhed i dette indlægs titel. "Here today, gone tomorrow".
Hvorfor?
Jo, nu skal I høre: jeg skal nemlig til psykiater i morgen.
Jubii! Først skal det nævnes, at min psykiater er verdensklasse, men hun får ikke sådan mine problemer til at forsvinde ved et fingerknips. Nej, magien ligger simpelthen i, at jeg altid sidder dagen inden en aftale med hende, og skriver en liste over hvad jeg skal huske at nævne. Derefter tager jeg bussen ned til hende næste morgen, og puff! Problemerne er væk!
Altså, listen findes stadig, og minder mig om den forrige måneds bøvl, men som jeg sidder der i hendes stol og skal fortælle og forklare, så virker det så fjollet. Ja, FJOLLET!
Forestil jer, at skulle forklare en højtuddannet person, at hele din verden braser sammen over de mindste små ting. Hvor må det se latterligt ud, fra andres synsvinkel, den skæve tilgang man har til livet, når man er psykisk syg. Jeg sidder i hvert fald i den stol og tænker: "Arj.. det er sgu for fjollet til at fortælle om" og derved bagatelliserer jeg mine problemer og går derfra helt opløftet og føler mig rask og velfungerende.
Jeg nøjes derfor ofte med at fortælle om de virkelig tunge ting, men selv der, prøver jeg at skabe en opfriskende stemning omkring problemet, og forsøger at mildne det. Nu er min "psyk" jo ikke dum, så hun gennemskuer mig jo ofte. Det er også derfor jeg bliver ved med at gå der. Men selvfornægtelsen, den kommer sgu også med hver måned.
Nå, men jeg må hellere begynde at forberede mig på i morgen. Det bliver godt, hun hjælper mig sgu så meget.
10-4
/Helle
søndag den 14. juli 2013
"Nå.. hvordan går det så?"
Argh!
Nogle gange vil jeg virkelig gerne bare blive usynlig. Ønske at folk havde T-Rex syn så jeg forsvandt fra deres synsevne, når jeg stod helt stille.
Jeg er en pivskid, I know! Men lige for tiden kan jeg slet ikke samle mig om at svare på, hvordan jeg har det. Alt er bare ramlet for vildt den seneste halvanden uge. Vaskemaskinen, mikroovnen, FLYTNINGEN FAILEDE, sengen brast sammen under mig mens jeg lå STILLE i den og dyrene er bare syge på stribe herhjemme. Jeg har gået rundt med et forkølelsessår på størrelse med Fyn pga alt det stress, og jeg kan hverken overskue at gå i bad eller rede hår, jeg er i et zombielignenede stress-stadie der er ved at blive skræmmende af helvedes til!
På med smilet og frem med: "Det går udemærket!" -eller hvad?!
Jeg kan bare ikke...
Skæbnen vil jo absolut, at selvom jeg går mine vante ruter her i området, og normalt aldrig møder folk, så er jeg bare ramlet frontalt ind i gamle bekendtskaber den sidste uge. Endda også telefonisk!
Når de så spørger, så forvandler mit ansigt sig til en sammentrukken grimasse af ubehag og indre smerte, og de første par gange svarede jeg: "Det går sådan lidt op og ned..." og så derefter forsøgte at skifte emne. I går var jeg nået dertil hvor jeg faktisk svarede: "Det orker jeg ikke at svare på, jeg har det af helvedes til og det er alt for indviklet..." og trods jeg følte mig fandens uhøflig, blev jeg faktisk mødt af en enorm forståelse og en "OK, vi snakker om noget andet, så." og så gled samtalen videre til noget mere behageligt, og jeg kunne få lindret den efterhånden fastgroede nedadvendte mundvig.
Egentlig kan jeg godt lige overkomme at snakke om alle de materielle ting der gik i stykker i løbet af tre dage. Det er trods alt meget rart at have fået noget nyt og bedre. Men for hulan da, den lejlighed jeg måtte tage afsked med... det bløder bare indeni mig ved det tab. For pokker hvor gør det ondt. Det brænder indeni mig efter at komme væk herfra, og jeg vil virkelig gøre mit ypperste, for at få det gjort!!
Så det er selvfølgelig primært stressen og nederlaget over lejlighedstabet der gør ondt, og det er sjovt nok det folk spørger mest ind til. Dog kommer der nok en dag, hvor jeg kan tale om det. Uanset hvad, så kan jeg mærke at jeg faktisk bliver nødt til at stoppe dette indlæg nu, fordi nu gør det ondt igen..
/Helle
Nogle gange vil jeg virkelig gerne bare blive usynlig. Ønske at folk havde T-Rex syn så jeg forsvandt fra deres synsevne, når jeg stod helt stille.
Jeg er en pivskid, I know! Men lige for tiden kan jeg slet ikke samle mig om at svare på, hvordan jeg har det. Alt er bare ramlet for vildt den seneste halvanden uge. Vaskemaskinen, mikroovnen, FLYTNINGEN FAILEDE, sengen brast sammen under mig mens jeg lå STILLE i den og dyrene er bare syge på stribe herhjemme. Jeg har gået rundt med et forkølelsessår på størrelse med Fyn pga alt det stress, og jeg kan hverken overskue at gå i bad eller rede hår, jeg er i et zombielignenede stress-stadie der er ved at blive skræmmende af helvedes til!
På med smilet og frem med: "Det går udemærket!" -eller hvad?!
Jeg kan bare ikke...
Skæbnen vil jo absolut, at selvom jeg går mine vante ruter her i området, og normalt aldrig møder folk, så er jeg bare ramlet frontalt ind i gamle bekendtskaber den sidste uge. Endda også telefonisk!
Når de så spørger, så forvandler mit ansigt sig til en sammentrukken grimasse af ubehag og indre smerte, og de første par gange svarede jeg: "Det går sådan lidt op og ned..." og så derefter forsøgte at skifte emne. I går var jeg nået dertil hvor jeg faktisk svarede: "Det orker jeg ikke at svare på, jeg har det af helvedes til og det er alt for indviklet..." og trods jeg følte mig fandens uhøflig, blev jeg faktisk mødt af en enorm forståelse og en "OK, vi snakker om noget andet, så." og så gled samtalen videre til noget mere behageligt, og jeg kunne få lindret den efterhånden fastgroede nedadvendte mundvig.
Egentlig kan jeg godt lige overkomme at snakke om alle de materielle ting der gik i stykker i løbet af tre dage. Det er trods alt meget rart at have fået noget nyt og bedre. Men for hulan da, den lejlighed jeg måtte tage afsked med... det bløder bare indeni mig ved det tab. For pokker hvor gør det ondt. Det brænder indeni mig efter at komme væk herfra, og jeg vil virkelig gøre mit ypperste, for at få det gjort!!
Så det er selvfølgelig primært stressen og nederlaget over lejlighedstabet der gør ondt, og det er sjovt nok det folk spørger mest ind til. Dog kommer der nok en dag, hvor jeg kan tale om det. Uanset hvad, så kan jeg mærke at jeg faktisk bliver nødt til at stoppe dette indlæg nu, fordi nu gør det ondt igen..
/Helle
Min hund er min bedste medicin!
Okey... det lyder lidt forkert i den overskrift. Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg sluger et lille stykke af hunden hver morgen, hehe.
Nej, det skal selvfølgelig forstås sådan, at trods flere års medicinering og diverse forsøg fra "kloge" hoveder der skulle fortælle mig hvordan jeg skulle gøre tingene, så skulle løsningen på mange af mine problemer være, at jeg fik min hund, Lala.
Jeg har sådan set haft hunde i mange år, faktisk siden 2004 (bum-bum, det må så være 9 år), men det har desværre langt oftere været en hæmsko, end en egentlig hjælp. Jeg elsker jo hunde, måske er jeg en tand for hunde-gal i manges øjne. Da jeg var barn, lånte jeg gang på gang bøger om hunderacer, og øvede mig i at genkende dem, og jeg vandre rundt som en anden lille nørd blandt byens hundeejere og bestemte deres hunderacer: "Hej! Er det ikke en Nova Scotia Duck Tolling Retriver??" og min mor har haft sit hyr med, at jeg skulle hilse på samtlige hunde vi passerede.
Jeg har ikke tal på hvor mange fantasi-hunde jeg har haft som barn, hvor ofte jeg har siddet og regnet mig frem til, hvor mange af mine møbler på mit værelse der skulle ud for at jeg havde plads til hundekurv og madskål. Jeg prøvede at lindre min mani, ved at samle på hunde-tøjdyr. Jeg havde mit værelse fyldt op af dem, alle havde de navne og personligheder, samt (til tider indviklede) familiebånd til hinanden.
Heldigvis var min dejligste veninde, D, ligeså dyretosset som jeg selv, og vi havde mange dage hvor vi levede os ind i vores egen fantasiverdener, fyldt med dyr.
I 2004 var jeg flyttet hjemmefra og brændte inderligt efter nu skulle jeg altså have mig min egen hund. Min daværende kæreste og jeg, havde vidt forskellig smag i hunderacer, og vi gik på kompromis og endte med en engelsk bulldog, en race jeg på mange måder både elsker og hader. Bulle-bassen viste sig jo, at have et fremragende temperament, men et utroligt dårligt helbred. Det var et værre rend frem og tilbage fra dyrlægen. Operationer og indlæggelser var hverdagskost, og han døde 5 år gammel, af en mavedrejning, i armene på mig.
Derefter fik jeg, sammen med K, to små skødehunde. Den mindste gik hen og blev mit livs lys. Han var bogstaveligt talt afhængig af mig, og jeg kunne ikke forlade hjemmet uden at hans verden ramlede sammen. Det viste sig med tiden, at han havde en alvorlig mental brist, og hans liv blev mere og mere ubærligt for ham selv, og de mindste små ting i verdenen, resulterede i panikskidning og rysteture. Dyrlægen sagde, at værdigheden var forsvundet, og han fik fred. Det var så hårdt et tab, men det var det bedste.
Så stod vi tilbage med den anden lille fyr. Utrolig sød og dejlig, men vores kemi havde aldrig rigtig været der. Det var fars hund.
Inden jeg fortsætter, skal jeg have en vigtig detalje med. Jeg skrev jo tidligere, at det ofte havde været en hæmsko at have hund, og her er hvorfor: Jeg turde ikke lufte dem!
Kvarteret vi bor i, er ganske vidst ikke synderligt rart, men om jeg så havde boet i et indhegnet parcelkvarter, havde jeg ikke turdet. Jeg var SÅ angst for alting. Jeg gik aldrig i skoven med hundene, medmindre jeg kunne få nogen med mig, for jeg turde ikke gå alene. Morgenturen blev lige akkurat klaret, men det var en meget lille tur. Jeg turde ikke rigtigt forlade lejligheden for fx. at handle, fordi jeg var bange for indbrud. Jeg ville generelt helst blive i min seng og ikke gå nogen steder. Derfor var det skisme lidt besværligt at jeg absolut skulle have hund, som skulle luftes 3-4 gange dagligt, men heldigvis hjalp K mig selvfølgelig med lufteturene.
Aftenturene var især slemme. Sommetider brød jeg ud i gråd når vi kom hjem, fordi angsten havde bygget sig ekstremt op indeni mig. Andre gange rystede jeg på hele turen. Det var så modbydeligt!
Da vi i vinters stod tilbage med den lille fyr, blev det efter en måned mig klart, at der måtte gøres noget. Jeg skulle lære det!
Mit dyreglade hjerte havde et håb. Et håb der havde været i min sjæl i flere år, og som jeg ofte havde tænkt over, uden at dele det med nogen: "Bare jeg havde en større hund, til at passe på mig..."
Jeg delte i Januar mine tanker med K, og i Marts flyttede Lala ind til os. For lige at få en dejlig detajle med, så er D vokset op på en gård hvor denne race (newf) opdrættes, og det var fra denne gård Lala er. Så udover at være min rednings-hund, er hun også relateret til min bedste veninde!
Vi havde kun haft Lala i ganske få uger, da det stod klart at verdensbilledet havde ændret sig. Jeg var ikke bange, Lala var hos mig! Jeg gik ture med hende midt om natten, jeg trodsede kvarteret på alle tider af døgnet og gik lange ture i naturen med hundene, -uden andre mennesker.
Når jeg forlader hjemmet, er jeg tryg, for Lala passer på dyrene.
Den ro jeg har fået i sjælen, den kan ikke beskrives, men jeg er hende evigt taknemmelig, og jeg er blevet et nyt menneske pga hende. Hele min barndoms absurde besættelse af hunde, har endelig fundet sin plads i mit liv, -for nu giver det mening. Det hele er faldet på plads, og Lala hjælper mig i min kamp for at lære, at verdenen altså ikke er så farlig, som jeg gør den til.
Sammen, klarer vi sgu det her.
/Helle
Nej, det skal selvfølgelig forstås sådan, at trods flere års medicinering og diverse forsøg fra "kloge" hoveder der skulle fortælle mig hvordan jeg skulle gøre tingene, så skulle løsningen på mange af mine problemer være, at jeg fik min hund, Lala.
Jeg har sådan set haft hunde i mange år, faktisk siden 2004 (bum-bum, det må så være 9 år), men det har desværre langt oftere været en hæmsko, end en egentlig hjælp. Jeg elsker jo hunde, måske er jeg en tand for hunde-gal i manges øjne. Da jeg var barn, lånte jeg gang på gang bøger om hunderacer, og øvede mig i at genkende dem, og jeg vandre rundt som en anden lille nørd blandt byens hundeejere og bestemte deres hunderacer: "Hej! Er det ikke en Nova Scotia Duck Tolling Retriver??" og min mor har haft sit hyr med, at jeg skulle hilse på samtlige hunde vi passerede.
Jeg har ikke tal på hvor mange fantasi-hunde jeg har haft som barn, hvor ofte jeg har siddet og regnet mig frem til, hvor mange af mine møbler på mit værelse der skulle ud for at jeg havde plads til hundekurv og madskål. Jeg prøvede at lindre min mani, ved at samle på hunde-tøjdyr. Jeg havde mit værelse fyldt op af dem, alle havde de navne og personligheder, samt (til tider indviklede) familiebånd til hinanden.
Heldigvis var min dejligste veninde, D, ligeså dyretosset som jeg selv, og vi havde mange dage hvor vi levede os ind i vores egen fantasiverdener, fyldt med dyr.
I 2004 var jeg flyttet hjemmefra og brændte inderligt efter nu skulle jeg altså have mig min egen hund. Min daværende kæreste og jeg, havde vidt forskellig smag i hunderacer, og vi gik på kompromis og endte med en engelsk bulldog, en race jeg på mange måder både elsker og hader. Bulle-bassen viste sig jo, at have et fremragende temperament, men et utroligt dårligt helbred. Det var et værre rend frem og tilbage fra dyrlægen. Operationer og indlæggelser var hverdagskost, og han døde 5 år gammel, af en mavedrejning, i armene på mig.
Derefter fik jeg, sammen med K, to små skødehunde. Den mindste gik hen og blev mit livs lys. Han var bogstaveligt talt afhængig af mig, og jeg kunne ikke forlade hjemmet uden at hans verden ramlede sammen. Det viste sig med tiden, at han havde en alvorlig mental brist, og hans liv blev mere og mere ubærligt for ham selv, og de mindste små ting i verdenen, resulterede i panikskidning og rysteture. Dyrlægen sagde, at værdigheden var forsvundet, og han fik fred. Det var så hårdt et tab, men det var det bedste.
Så stod vi tilbage med den anden lille fyr. Utrolig sød og dejlig, men vores kemi havde aldrig rigtig været der. Det var fars hund.
Inden jeg fortsætter, skal jeg have en vigtig detalje med. Jeg skrev jo tidligere, at det ofte havde været en hæmsko at have hund, og her er hvorfor: Jeg turde ikke lufte dem!
Kvarteret vi bor i, er ganske vidst ikke synderligt rart, men om jeg så havde boet i et indhegnet parcelkvarter, havde jeg ikke turdet. Jeg var SÅ angst for alting. Jeg gik aldrig i skoven med hundene, medmindre jeg kunne få nogen med mig, for jeg turde ikke gå alene. Morgenturen blev lige akkurat klaret, men det var en meget lille tur. Jeg turde ikke rigtigt forlade lejligheden for fx. at handle, fordi jeg var bange for indbrud. Jeg ville generelt helst blive i min seng og ikke gå nogen steder. Derfor var det skisme lidt besværligt at jeg absolut skulle have hund, som skulle luftes 3-4 gange dagligt, men heldigvis hjalp K mig selvfølgelig med lufteturene.
Aftenturene var især slemme. Sommetider brød jeg ud i gråd når vi kom hjem, fordi angsten havde bygget sig ekstremt op indeni mig. Andre gange rystede jeg på hele turen. Det var så modbydeligt!
Da vi i vinters stod tilbage med den lille fyr, blev det efter en måned mig klart, at der måtte gøres noget. Jeg skulle lære det!
Mit dyreglade hjerte havde et håb. Et håb der havde været i min sjæl i flere år, og som jeg ofte havde tænkt over, uden at dele det med nogen: "Bare jeg havde en større hund, til at passe på mig..."
Jeg delte i Januar mine tanker med K, og i Marts flyttede Lala ind til os. For lige at få en dejlig detajle med, så er D vokset op på en gård hvor denne race (newf) opdrættes, og det var fra denne gård Lala er. Så udover at være min rednings-hund, er hun også relateret til min bedste veninde!
Vi havde kun haft Lala i ganske få uger, da det stod klart at verdensbilledet havde ændret sig. Jeg var ikke bange, Lala var hos mig! Jeg gik ture med hende midt om natten, jeg trodsede kvarteret på alle tider af døgnet og gik lange ture i naturen med hundene, -uden andre mennesker.
Når jeg forlader hjemmet, er jeg tryg, for Lala passer på dyrene.
Den ro jeg har fået i sjælen, den kan ikke beskrives, men jeg er hende evigt taknemmelig, og jeg er blevet et nyt menneske pga hende. Hele min barndoms absurde besættelse af hunde, har endelig fundet sin plads i mit liv, -for nu giver det mening. Det hele er faldet på plads, og Lala hjælper mig i min kamp for at lære, at verdenen altså ikke er så farlig, som jeg gør den til.
Sammen, klarer vi sgu det her.
/Helle
torsdag den 11. juli 2013
Når man ved man er selvskader, men ikke vil indse det.
Et af mine allerstørste problemer her i livet er, at jeg har en utrolig god indsigt i mine egne problemer. Oh, jeg kan tale i evigheder om diverse skavanker og besværligheder, og konkludere meget beslutsomt præcis hvori mine problemer ligger. Hvorfor fa'en gør jeg så intet ved det?
Det irriterer mig grænseløst at jeg er så høj i hatten, at jeg er sådan en know-it-all omkring mine psykiske og fysiske besværligheder, men jeg tager ikke skridtet videre og håndterer problemerne, som jeg burde! Det er jo latterligt!
Man fornemmer nok et vis selvhad heri, og ja, jeg tror sgu egentlig også det er der problemet ligger. Jeg VED jeg har store problemer, og jeg VED at der findes udveje man kan forsøge sig med. Dog tøver jeg.
En af de ting der er min største byrde for tiden, er min selvskadende adfærd. Når folk hører om den tendens, tænker de fleste på cutting, men det er ikke det jeg "praktiserer". Selvskadende adfærd kommer i mange former og farver. Fælles for alle er, at resultatet giver en form for lindring i sindet.
For at forklare hvordan jeg selvskader, skal I nok lige have lidt baggrundshistorie:
Jeg lider af PCOS. En hormonsygdom der påvirker min evne til at producere levedygtige æg i æggestokkene, og jeg kan derfor ikke rigtig blive gravid. Det er desværre ikke kun det, for denne hormonsygdom er enormt styret af insulinproduktion, og som mange ved (fx i forbindelse med sukkersyge) så styres meget af vores insulinproduktion igennem det vi spiser. Derfor, når man har PCOS reagerer ens krop utroligt negativt i forbindelse med mange fødevarer, som får insulinniveauet til at stige drastisk. Heriblandt: sukker, kartofler og hvedemel. Det er selvfølgelig ikke de eneste fødevarer der er dumme, men disse er dem jeg tyer til, fordi de giver den største reaktion i kroppen.
Når jeg spiser fx kartoffel, så svulmer jeg fuldstændig op på maven. Jeg ligner en spærreballon. Oveni købet får jeg forfærdelig ondt i maven, får ofte diarré og kaster op, eller får en hovedpine så stærk at den føles som migræne. Dertil kan jeg næsten ikke få vejret når jeg går rundt omkring, fx når jeg lufter hunde.
Det er derfor tydeligt, at det er meget voldsomt for mig at spise disse ting. I starten, da jeg opdagede hvorfor jeg fik det så skidt hele tiden, da holdt jeg mig troligt væk fra disse madvarer. Jeg fandt dog med tiden en vis tilfredsstillelse i, så at sige at "flytte fokus" når jeg havde det psykisk skidt. Det var nemlig langt nemmere at forholde sig til fysisk sygdom, end at have det skidt psykisk.
I starten var den en sjælden fornøjelse, men i takt med at jeg gjorde det oftere og oftere, aftog virkningen lidt, fordi min krop vænnede sig til at have det skidt. Det sidste år har jeg gjort det hver dag. Jeg havde tabt mig næsten 40 kg, og har taget de 25 kg på igen, pga mit valg om at gøre dette.
Det der irriterer mig mest ved dette er, at jeg taler så stort og flot omkring mit problem. Jeg ved jo derfor tydeligvis godt, at jeg oprigtigt talt har et alvorligt problem, men hvorfor filan gør jeg så intet ved det?
Jeg tror at jeg vil tage problemet op med min psykiater næste gang, og spørge hende hvad hun vil anbefale mig. For det er åbenbart ikke nogen problemløsning, bare at vide man har et problem. Man skal også indse det.
/Helle
Det irriterer mig grænseløst at jeg er så høj i hatten, at jeg er sådan en know-it-all omkring mine psykiske og fysiske besværligheder, men jeg tager ikke skridtet videre og håndterer problemerne, som jeg burde! Det er jo latterligt!
Man fornemmer nok et vis selvhad heri, og ja, jeg tror sgu egentlig også det er der problemet ligger. Jeg VED jeg har store problemer, og jeg VED at der findes udveje man kan forsøge sig med. Dog tøver jeg.
En af de ting der er min største byrde for tiden, er min selvskadende adfærd. Når folk hører om den tendens, tænker de fleste på cutting, men det er ikke det jeg "praktiserer". Selvskadende adfærd kommer i mange former og farver. Fælles for alle er, at resultatet giver en form for lindring i sindet.
For at forklare hvordan jeg selvskader, skal I nok lige have lidt baggrundshistorie:
Jeg lider af PCOS. En hormonsygdom der påvirker min evne til at producere levedygtige æg i æggestokkene, og jeg kan derfor ikke rigtig blive gravid. Det er desværre ikke kun det, for denne hormonsygdom er enormt styret af insulinproduktion, og som mange ved (fx i forbindelse med sukkersyge) så styres meget af vores insulinproduktion igennem det vi spiser. Derfor, når man har PCOS reagerer ens krop utroligt negativt i forbindelse med mange fødevarer, som får insulinniveauet til at stige drastisk. Heriblandt: sukker, kartofler og hvedemel. Det er selvfølgelig ikke de eneste fødevarer der er dumme, men disse er dem jeg tyer til, fordi de giver den største reaktion i kroppen.
Når jeg spiser fx kartoffel, så svulmer jeg fuldstændig op på maven. Jeg ligner en spærreballon. Oveni købet får jeg forfærdelig ondt i maven, får ofte diarré og kaster op, eller får en hovedpine så stærk at den føles som migræne. Dertil kan jeg næsten ikke få vejret når jeg går rundt omkring, fx når jeg lufter hunde.
Det er derfor tydeligt, at det er meget voldsomt for mig at spise disse ting. I starten, da jeg opdagede hvorfor jeg fik det så skidt hele tiden, da holdt jeg mig troligt væk fra disse madvarer. Jeg fandt dog med tiden en vis tilfredsstillelse i, så at sige at "flytte fokus" når jeg havde det psykisk skidt. Det var nemlig langt nemmere at forholde sig til fysisk sygdom, end at have det skidt psykisk.
I starten var den en sjælden fornøjelse, men i takt med at jeg gjorde det oftere og oftere, aftog virkningen lidt, fordi min krop vænnede sig til at have det skidt. Det sidste år har jeg gjort det hver dag. Jeg havde tabt mig næsten 40 kg, og har taget de 25 kg på igen, pga mit valg om at gøre dette.
Det der irriterer mig mest ved dette er, at jeg taler så stort og flot omkring mit problem. Jeg ved jo derfor tydeligvis godt, at jeg oprigtigt talt har et alvorligt problem, men hvorfor filan gør jeg så intet ved det?
Jeg tror at jeg vil tage problemet op med min psykiater næste gang, og spørge hende hvad hun vil anbefale mig. For det er åbenbart ikke nogen problemløsning, bare at vide man har et problem. Man skal også indse det.
/Helle
tirsdag den 9. juli 2013
ZzzzZzzzzzZzz...
I kan nok fornemme det på overskiften. Jeg er dødens træt.
Faktisk, ja, så har der været flere trin på den trappe..
Det startede jo med, at flytteplanerne gik i vasken. Det var virkelig, virkelig en mavepuster. Jeg havde sat mig så meget op efter det (stor fejl!) og mentalt havde jeg allerede pakket alle mine ting. Den lejlighed var PERFEKT!!
Men ja, nu sidder jeg her, og bliver her nok et stykke tid endnu. Det var modbydeligt igen at finde sig "fanget" her i kvarteret, og ikke ane sine levende råd om hvordan man skal komme væk herfra. Der skulle tages nogle tunge beslutninger og gøres noget drastisk!
Hvis man har læst mine tidligere indlæg ved man, at i forbindelse med flytningen havde vi besluttet os for at gå af med to af dyrene, for at sikre os at kunne flytte ind i den nye lejlighed uden at overtræde husdyrreglementet. Det var en beslutning der var så uendelig tung, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg ville træffe. Dog skete det.
Da lejlighedsplanen gik i vasken, stod vi med en bitter smag i munden. Javist, nu kunne vi beholde vores dyr, men ville vi nogensinde kunne kommer herfra, med alle fire? Vi tænkte længe, og i og med at vi jo faktisk allerede havde fundet det mest fantastiske nye hjem hos min venindes mor, så blev vi enige om, at se om de kunne trivedes nede hos hende. Vi så det jo faktisk ikke som en permanent løsning på vores problemer, at vi kunne beholde dem. Nej, vi så det snarere som en udskydelse på et senere problem med den næste lejlighed vi finder. Vi har derfor taget beslutningen om, at selvom vi ikke flytter lige nu og her, så flytter to af dyrene stadig ned på landet. Det bliver modbydeligt at sige farvel til dem, men det er et nødvendigt onde i kampen for at finde et bedre sted at leve.
Jeg har slet ikke lyst til at fortælle det til nogen. Folk dømmer mig så forfærdeligt. Som om jeg ikke bonker mig selv nok i hovedet, som om det ikke gør rigeligt ondt.. nej, folk skal absolut vade rundt i min beslutning. Så det føles nemmere at tie stille, og lade dem flytte i fred og ro alligevel, men jeg skylder trods alt folk der holder af de to kræ, at de får en chance for at sige farvel.
I kølvandet på flyttefiaskoen, blev lejligheden herhjemme ubærlig at befinde sig i. Jeg følte det som, at væggene kravlede hen over mig, og kvalte mig. Hvis jeg skulle blive i den her lejlighed på ubestemt tid, måtte der gøres noget NU!
Den følgende uge blev lejligheden totalt forbedret. Jeg orker faktisk ikke at liste op her, hvad der er ordnet, men det føles faktisk i den rette vinkel som et rart sted at være. Det er dejligt.
Nu vil jeg takke af. Alle de utallige dage i IKEA, hvidevarerforretninger, byggemarkeder og diverse renderi hos sælgere på dba.dk SAMT istandsætning af lejligheden har gjort mig fuldstændig ristet i overetagen. Sov, Helle. Sov nu!
/Helle
Faktisk, ja, så har der været flere trin på den trappe..
Det startede jo med, at flytteplanerne gik i vasken. Det var virkelig, virkelig en mavepuster. Jeg havde sat mig så meget op efter det (stor fejl!) og mentalt havde jeg allerede pakket alle mine ting. Den lejlighed var PERFEKT!!
Men ja, nu sidder jeg her, og bliver her nok et stykke tid endnu. Det var modbydeligt igen at finde sig "fanget" her i kvarteret, og ikke ane sine levende råd om hvordan man skal komme væk herfra. Der skulle tages nogle tunge beslutninger og gøres noget drastisk!
Hvis man har læst mine tidligere indlæg ved man, at i forbindelse med flytningen havde vi besluttet os for at gå af med to af dyrene, for at sikre os at kunne flytte ind i den nye lejlighed uden at overtræde husdyrreglementet. Det var en beslutning der var så uendelig tung, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg ville træffe. Dog skete det.
Da lejlighedsplanen gik i vasken, stod vi med en bitter smag i munden. Javist, nu kunne vi beholde vores dyr, men ville vi nogensinde kunne kommer herfra, med alle fire? Vi tænkte længe, og i og med at vi jo faktisk allerede havde fundet det mest fantastiske nye hjem hos min venindes mor, så blev vi enige om, at se om de kunne trivedes nede hos hende. Vi så det jo faktisk ikke som en permanent løsning på vores problemer, at vi kunne beholde dem. Nej, vi så det snarere som en udskydelse på et senere problem med den næste lejlighed vi finder. Vi har derfor taget beslutningen om, at selvom vi ikke flytter lige nu og her, så flytter to af dyrene stadig ned på landet. Det bliver modbydeligt at sige farvel til dem, men det er et nødvendigt onde i kampen for at finde et bedre sted at leve.
Jeg har slet ikke lyst til at fortælle det til nogen. Folk dømmer mig så forfærdeligt. Som om jeg ikke bonker mig selv nok i hovedet, som om det ikke gør rigeligt ondt.. nej, folk skal absolut vade rundt i min beslutning. Så det føles nemmere at tie stille, og lade dem flytte i fred og ro alligevel, men jeg skylder trods alt folk der holder af de to kræ, at de får en chance for at sige farvel.
I kølvandet på flyttefiaskoen, blev lejligheden herhjemme ubærlig at befinde sig i. Jeg følte det som, at væggene kravlede hen over mig, og kvalte mig. Hvis jeg skulle blive i den her lejlighed på ubestemt tid, måtte der gøres noget NU!
Den følgende uge blev lejligheden totalt forbedret. Jeg orker faktisk ikke at liste op her, hvad der er ordnet, men det føles faktisk i den rette vinkel som et rart sted at være. Det er dejligt.
Nu vil jeg takke af. Alle de utallige dage i IKEA, hvidevarerforretninger, byggemarkeder og diverse renderi hos sælgere på dba.dk SAMT istandsætning af lejligheden har gjort mig fuldstændig ristet i overetagen. Sov, Helle. Sov nu!
/Helle
fredag den 5. juli 2013
Det er faktisk så svært, Krumme!
Føj for søren, hvor kan jeg føle mig multihandikappet på travle dage. Stress og jag - neeeeej! Jeg bliver fuldstændig ristet i hovedet, kan ikke forstå hvad folk siger til mig, og jeg går totalt i overgear og mister enhver form for overblik.
Der er med garanti mange der har det sådan, men jeg sad lige og tænkte på Krumme's sang:
"Det er ikke så svært, når man først får det lært. Man kan gøre hvad man vil."
AAARGH! Jo, Krumme, det er fandme svært nogle gange!
Pyha, det er sgu rart at afreagere lidt på en fiktiv personlighed, og nu vil jeg komme videre med dagens program mens jeg deler mentale tæsk ud til den flabede 11-årig, der jo så tydeligvis burde komme herhjem og ordne alt mit bøvl, når nu det slet ikke er så svært.
/Helle
Der er med garanti mange der har det sådan, men jeg sad lige og tænkte på Krumme's sang:
"Det er ikke så svært, når man først får det lært. Man kan gøre hvad man vil."
AAARGH! Jo, Krumme, det er fandme svært nogle gange!
Pyha, det er sgu rart at afreagere lidt på en fiktiv personlighed, og nu vil jeg komme videre med dagens program mens jeg deler mentale tæsk ud til den flabede 11-årig, der jo så tydeligvis burde komme herhjem og ordne alt mit bøvl, når nu det slet ikke er så svært.
/Helle
"Hvad laver du så til dagligt?"
Jeg er skizofren. Det er ingen hemmelighed, men jeg bryder mig bestemt ikke om ordets klang. Igennem medier, film og bøger, har skizofreni fået et dystert og makabert ansigt. Sandheden er selvfølgelig lang mere avanceret end hvad medierne skriver.
Skizofreni er en utrolig bredspektret diagnose. Indenfor skizofreni-diagnosen finder der underkategorier, som man kan placere folk i for at give et mere præcis billede af deres symptommønster. Jeg er personligt placeret i: F20.0 Paranoid Skizofreni.
Nu kommer det sjove jo; jeg kender mindst 5 andre mennesker i min omgangskreds der har samme diagnose, og vi er fuldstændig vidt forskellige i vores adfærd og symptomer. Det er netop fordi at skizofreni er så bredspektret, at der er plads til mange forskelligheder indenfor diagnosen.
Udover den håndfuld jeg kender personligt, har jeg i min tid i psykiatrien mødt et utal af mennesker, også med F20.0, som igen var mit absolutte modstykke. Det er simpelthen fordi at F20.0 indeholder så mange symptomer, og man skal jo egentlig bare opfylde så og så mange procent. Så der er jo frit valg på alle hylder, og det skaber jo en utrolig stor forskellighed blandt os med denne diagnose.
Derfor er det selvsagt blevet en pine at fortælle hvad man fejler, fordi det er sgu altid en eller anden skizofren der ugen forinden havde skudt vildt omkring sig. Så jeg gør faktisk alt hvad jeg kan, for at undgå at bruge det ord, selvom det er svært.
Jeg er skizofren.
-kan I høre det? Det er ikke fedt.
Endnu bedre bliver det jo, når man til sammenkomster bliver spurgt hvad man laver til dagligt. Mit svar lyder oftest således: "Jeg er hjemmegående pt. Jeg gik ned med stress i 2007 og kæmper stadig mine kampe for at komme op på hesten igen" -BUM! Det er som regel nok til at folk ikke spørger yderligere ind til det, og hvis de gør fortæller jeg sandfærdige ting omkring perioden op til (der skete nemlig nogle traumatiske ting, såsom selvmord i vennekredsen og modbydelig arbejdsplads), og jeg kan faktisk holde en ganske fornuftig samtale kørende på det. For ikke om jeg nogensinde vil stille mig op og sige: "Jeg er hjemmegående, fordi jeg er skizofren"
Been there, done that. Folk flygter.
Lærer jeg folk bedre at kende, bliver det lidt nemmere at forklare den fulde sandhed. Det er bare i bund og grund ikke en god isbryder at smide Skizo-ordet på bordet.
Folk der kender mig, ved jo også at jeg først og fremmest er HELLE! At jeg ikke ER min sygdom og ikke har særligt meget tilfælles med de skrækbilleder der males i medierne. Der er ingen tvivl om, at jeg lider at et svært tilfælde, men de fleste skizofrene der går amok, er altså oveni hatten også ramt af dybe psykoser og voldsomme vrangforestillinger, -noget jeg kun oplever i mindre grad.
Så, her har I mig. Jeg er ikke farlig, jeg er ikke uhyggelig, jeg er bare en af tusinde skizofrene der render rundt og "gemmer" sig i dagens Danmark.
/Helle
Skizofreni er en utrolig bredspektret diagnose. Indenfor skizofreni-diagnosen finder der underkategorier, som man kan placere folk i for at give et mere præcis billede af deres symptommønster. Jeg er personligt placeret i: F20.0 Paranoid Skizofreni.
Nu kommer det sjove jo; jeg kender mindst 5 andre mennesker i min omgangskreds der har samme diagnose, og vi er fuldstændig vidt forskellige i vores adfærd og symptomer. Det er netop fordi at skizofreni er så bredspektret, at der er plads til mange forskelligheder indenfor diagnosen.
Udover den håndfuld jeg kender personligt, har jeg i min tid i psykiatrien mødt et utal af mennesker, også med F20.0, som igen var mit absolutte modstykke. Det er simpelthen fordi at F20.0 indeholder så mange symptomer, og man skal jo egentlig bare opfylde så og så mange procent. Så der er jo frit valg på alle hylder, og det skaber jo en utrolig stor forskellighed blandt os med denne diagnose.
Derfor er det selvsagt blevet en pine at fortælle hvad man fejler, fordi det er sgu altid en eller anden skizofren der ugen forinden havde skudt vildt omkring sig. Så jeg gør faktisk alt hvad jeg kan, for at undgå at bruge det ord, selvom det er svært.
Jeg er skizofren.
-kan I høre det? Det er ikke fedt.
Endnu bedre bliver det jo, når man til sammenkomster bliver spurgt hvad man laver til dagligt. Mit svar lyder oftest således: "Jeg er hjemmegående pt. Jeg gik ned med stress i 2007 og kæmper stadig mine kampe for at komme op på hesten igen" -BUM! Det er som regel nok til at folk ikke spørger yderligere ind til det, og hvis de gør fortæller jeg sandfærdige ting omkring perioden op til (der skete nemlig nogle traumatiske ting, såsom selvmord i vennekredsen og modbydelig arbejdsplads), og jeg kan faktisk holde en ganske fornuftig samtale kørende på det. For ikke om jeg nogensinde vil stille mig op og sige: "Jeg er hjemmegående, fordi jeg er skizofren"
Been there, done that. Folk flygter.
Lærer jeg folk bedre at kende, bliver det lidt nemmere at forklare den fulde sandhed. Det er bare i bund og grund ikke en god isbryder at smide Skizo-ordet på bordet.
Folk der kender mig, ved jo også at jeg først og fremmest er HELLE! At jeg ikke ER min sygdom og ikke har særligt meget tilfælles med de skrækbilleder der males i medierne. Der er ingen tvivl om, at jeg lider at et svært tilfælde, men de fleste skizofrene der går amok, er altså oveni hatten også ramt af dybe psykoser og voldsomme vrangforestillinger, -noget jeg kun oplever i mindre grad.
Så, her har I mig. Jeg er ikke farlig, jeg er ikke uhyggelig, jeg er bare en af tusinde skizofrene der render rundt og "gemmer" sig i dagens Danmark.
/Helle
torsdag den 4. juli 2013
At tro på noget mere, men ikke alt..
Lige siden jeg var ganske ung, har jeg troet på det overnaturlige og det sårbare her i verdenen.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at der var mere mellem himmel og jord end øjet så, og jeg har altid været overbevist om at jeg selv mærkede det omkring mig.
Jeg fik helt lyst til at skrive dette blogindlæg, netop fordi jeg skrev i mit tidligere indlæg, at jeg var blevet små-religiøs. Da jeg havde postet det tænkte jeg: "Er jeg ikke altid det?!" ...og sørme om der ikke ½ time senere ringer den sødeste koreanske pige på, for at prædke om "Mother God".
Når man er en nysgerrig sjæl, lukker man ikke bare døren i hovedet på folk der kommer med nye synspunkter. Jeg har haft lange snakke med Jehovas Vidner, Scientology o.a. men er endnu ikke blevet overbevist om at kalde mig noget specielt endnu. Denne søde pige, Grace, spurgte om hun måtte stjæle tre minutter af min tid.
Trods hun var svær i engelsk, lavede hun en fremragende og rørende præsentation af flere bibelvers, der omhandlede Guds feminine modstykke. Fx "The wife of the Lamb" og "The Holy Spirit and his Bride", og tog spørgsmålet op omkring det, at vi ikke kun havde God Father, men også en God Mother.
Det var utroligt interessant, og hvis jeg ikke havde travlt med at rydde op i alt muligt inde i stuen, havde jeg bestemt snakket med hende længere tid endnu. Jeg sagde til hende, at hun var velkommen en anden gang, og jeg har bestemt tænkt mig at læse den folder hun gav mig.
Nogle vil måske mene, at det er tarveligt at vise interesse, hvis man ikke har oprigtige intentioner, men når man som jeg ikke rigtig kan finde mit ståsted, og samtidig har denne søgen efter "mere", så er det altid mægtigt interessant at høre om forskellige menneskers spirituelle værested. En ting jeg nemlig beundrer ved, religion er den ildhu og opofrelse folk har i livet. Det, der i andres øjne virker fanatisk og tåbeligt, ser i mine øjne ud som noget fantastisk, fordi folk har denne indre ro. "Mit liv er i Guds hænder".
Måske er det egentlig dét som jeg savner, -at kunne fralægge mig ansvaret fuldstændig. Uanset hvad, så har jeg endnu ikke kunnet hellige mig en religion. Trods bibelklub i Gymnasiet og en iver efter at lære om andre religioner, har jeg endnu ikke fundet mit ståsted på det religiøse punkt, og har efterhånden indset at jeg nok ikke finder det.
Jeg tror dog fuldt og fast på at der er "noget", og i realiteten burde det vel egentlig ikke være nødvendigt at presse sig selv ned i en kasse og sætte label på sig selv. Er det ikke nok, at jeg mærker min omverden? Behøver jeg også at have en forklaring på den?
/Helle
Jeg har aldrig været i tvivl om, at der var mere mellem himmel og jord end øjet så, og jeg har altid været overbevist om at jeg selv mærkede det omkring mig.
Jeg fik helt lyst til at skrive dette blogindlæg, netop fordi jeg skrev i mit tidligere indlæg, at jeg var blevet små-religiøs. Da jeg havde postet det tænkte jeg: "Er jeg ikke altid det?!" ...og sørme om der ikke ½ time senere ringer den sødeste koreanske pige på, for at prædke om "Mother God".
Når man er en nysgerrig sjæl, lukker man ikke bare døren i hovedet på folk der kommer med nye synspunkter. Jeg har haft lange snakke med Jehovas Vidner, Scientology o.a. men er endnu ikke blevet overbevist om at kalde mig noget specielt endnu. Denne søde pige, Grace, spurgte om hun måtte stjæle tre minutter af min tid.
Trods hun var svær i engelsk, lavede hun en fremragende og rørende præsentation af flere bibelvers, der omhandlede Guds feminine modstykke. Fx "The wife of the Lamb" og "The Holy Spirit and his Bride", og tog spørgsmålet op omkring det, at vi ikke kun havde God Father, men også en God Mother.
Det var utroligt interessant, og hvis jeg ikke havde travlt med at rydde op i alt muligt inde i stuen, havde jeg bestemt snakket med hende længere tid endnu. Jeg sagde til hende, at hun var velkommen en anden gang, og jeg har bestemt tænkt mig at læse den folder hun gav mig.
Nogle vil måske mene, at det er tarveligt at vise interesse, hvis man ikke har oprigtige intentioner, men når man som jeg ikke rigtig kan finde mit ståsted, og samtidig har denne søgen efter "mere", så er det altid mægtigt interessant at høre om forskellige menneskers spirituelle værested. En ting jeg nemlig beundrer ved, religion er den ildhu og opofrelse folk har i livet. Det, der i andres øjne virker fanatisk og tåbeligt, ser i mine øjne ud som noget fantastisk, fordi folk har denne indre ro. "Mit liv er i Guds hænder".
Måske er det egentlig dét som jeg savner, -at kunne fralægge mig ansvaret fuldstændig. Uanset hvad, så har jeg endnu ikke kunnet hellige mig en religion. Trods bibelklub i Gymnasiet og en iver efter at lære om andre religioner, har jeg endnu ikke fundet mit ståsted på det religiøse punkt, og har efterhånden indset at jeg nok ikke finder det.
Jeg tror dog fuldt og fast på at der er "noget", og i realiteten burde det vel egentlig ikke være nødvendigt at presse sig selv ned i en kasse og sætte label på sig selv. Er det ikke nok, at jeg mærker min omverden? Behøver jeg også at have en forklaring på den?
/Helle
Status: Flytning annulleret!
Dybt suk! Man tror sgu man har fod på tingene, og så sidder man nede hos sin bankrådgiver og taber kæben. Javist, sommetider bør man nok forberede sig en lille smule, men altså..
Det viser sig tydeligvis, at for at banken vil låne en bare fem flade ører, skal man have et helt absurd højt rådighedsbeløb efter regninger hver måned. Jeg forstår egentlig godt princippet. Men, wow!
Jeg havde lige akkurat IKKE nok!
Det virker bare så fjollet.. at man sætter en standart for hvordan folk skal bruge deres penge, for hvor meget de bruger i dagligdagen på diverse ting. Jeg forstår godt at man har været nødt til at sætte nogen rammer, men det føles så fuldstændig åndssvagt at sidde nede i banken med sit budget, og have den indstilling at der bliver masser af penge til overs hver måned, og så siger ens bankrådgiver: "Det er jo dyrt at leve i Danmark.."
Javel.
Jeg må nu give hende ret; jeg har ikke altid selv været den mest fornuftige. Er det til tider stadig ikke, og er nok rigeligt spontan når jeg handler ind. Men det er sguda også fordi jeg kan tillade mig det! Jeg har jo de penge jeg ved jeg har, og jeg har aldrig været god til at spare hvis der ikke var en decideret ting jeg sparede op til. Så har jeg lidt ekstra penge ved hånden, så spiser jeg sgu god mad i den måned.
Uanset hvad, så mindede min moster mig om, at det nok var et tegn om at det ikke var skæbnen at det blev lige denne gang at vi flyttede. Så, jeg er blevet små-religiøs og har konkluderet at kharma nok har fingrene i mig, og at der nok kommer en anden gang.
Så.... jeg er her endnu.
/Helle
Det viser sig tydeligvis, at for at banken vil låne en bare fem flade ører, skal man have et helt absurd højt rådighedsbeløb efter regninger hver måned. Jeg forstår egentlig godt princippet. Men, wow!
Jeg havde lige akkurat IKKE nok!
Det virker bare så fjollet.. at man sætter en standart for hvordan folk skal bruge deres penge, for hvor meget de bruger i dagligdagen på diverse ting. Jeg forstår godt at man har været nødt til at sætte nogen rammer, men det føles så fuldstændig åndssvagt at sidde nede i banken med sit budget, og have den indstilling at der bliver masser af penge til overs hver måned, og så siger ens bankrådgiver: "Det er jo dyrt at leve i Danmark.."
Javel.
Jeg må nu give hende ret; jeg har ikke altid selv været den mest fornuftige. Er det til tider stadig ikke, og er nok rigeligt spontan når jeg handler ind. Men det er sguda også fordi jeg kan tillade mig det! Jeg har jo de penge jeg ved jeg har, og jeg har aldrig været god til at spare hvis der ikke var en decideret ting jeg sparede op til. Så har jeg lidt ekstra penge ved hånden, så spiser jeg sgu god mad i den måned.
Uanset hvad, så mindede min moster mig om, at det nok var et tegn om at det ikke var skæbnen at det blev lige denne gang at vi flyttede. Så, jeg er blevet små-religiøs og har konkluderet at kharma nok har fingrene i mig, og at der nok kommer en anden gang.
Så.... jeg er her endnu.
/Helle
mandag den 1. juli 2013
Når man mister venner, fordi man er et skvat!
Jeg har før skrevet herinde om det faktum, at jeg er en kæmpe torsk når det kommer til at vedligeholde venskaber.
Som regel er jeg ret afklaret med det, og holder mig på afstand af folk. Primært for ikke at såre dem.
Ja, ja, nu lyder det som om mit bekendtskab er så fantastisk at folk får tårer i øjnene hvis jeg ikke tager telefonen, men det er selvfølgelig ikke dét jeg mener.
Jeg har bare gentagende gange gjort folk rigtig, rigtig, rigtig kede af det, fordi jeg er sådan en røv. Så det er blevet nemmere med tiden, bare at forsøge at holde en tilpas afstand, sådan så folk ikke får et for stærkt tilhørsforhold til én.
For nyligt gik det dog helt galt, og det sidder stadig som en klump i halsen på mig, når jeg tænker på det.
Jeg mødte en af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Hun var skør, sjov og havde en fantastisk indsigt i livet. Det var som at få endnu en søster.
Alligevel gik det galt. Jeg trak mig væk, som hun havde allermest brug for mig.
Da jeg stod i situationen, var jeg utroligt gal på mig selv, over at jeg havde kørt den så langt. Hun havde brug for mig.
Folk skal bare ikke have brug for mig.. jeg er ikke en man kan regne med, fordi jeg er så ustabil i krop og sind. Men åh. Jeg ville SÅ gerne være hendes veninde, og jeg ville så gerne være der for hende. Det gik bare så galt, fordi jeg igen ikke tog hensyn til folk og ikke var ærlig omkring mig selv.
Havde jeg nu bare været ærlig fra start. Havde jeg fortalt hende om mine op- og nedture. Men nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er et fjols.
Det kunne jo godt være, at hun havde accepteret mig, og ikke havde haft noget imod at jeg er som jeg er. Men det finder jeg jo aldrig ud af nu.
Det sker, som skrevet, tit at jeg mister bekendtskaber. Som regel har jeg dog en nem tilgang til afstand overfor det, sådan at jeg ikke går og hænger over det faktum at jeg igen har klokket i det. Men hende her, hun var bare så speciel.
Jeg tror ikke at hun læser min blog. Det tror jeg faktisk ikke rigtigt at der er nogen der gør.. men jeg håber at hun ved at jeg aldrig mente hende ondt.
Man må nok indstille sig på, at det ikke er sidste gang jeg oplever det her, men føj, hvor gør det ondt at gøre folk så kede af det.
Undskyld!
/Helle
Som regel er jeg ret afklaret med det, og holder mig på afstand af folk. Primært for ikke at såre dem.
Ja, ja, nu lyder det som om mit bekendtskab er så fantastisk at folk får tårer i øjnene hvis jeg ikke tager telefonen, men det er selvfølgelig ikke dét jeg mener.
Jeg har bare gentagende gange gjort folk rigtig, rigtig, rigtig kede af det, fordi jeg er sådan en røv. Så det er blevet nemmere med tiden, bare at forsøge at holde en tilpas afstand, sådan så folk ikke får et for stærkt tilhørsforhold til én.
For nyligt gik det dog helt galt, og det sidder stadig som en klump i halsen på mig, når jeg tænker på det.
Jeg mødte en af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Hun var skør, sjov og havde en fantastisk indsigt i livet. Det var som at få endnu en søster.
Alligevel gik det galt. Jeg trak mig væk, som hun havde allermest brug for mig.
Da jeg stod i situationen, var jeg utroligt gal på mig selv, over at jeg havde kørt den så langt. Hun havde brug for mig.
Folk skal bare ikke have brug for mig.. jeg er ikke en man kan regne med, fordi jeg er så ustabil i krop og sind. Men åh. Jeg ville SÅ gerne være hendes veninde, og jeg ville så gerne være der for hende. Det gik bare så galt, fordi jeg igen ikke tog hensyn til folk og ikke var ærlig omkring mig selv.
Havde jeg nu bare været ærlig fra start. Havde jeg fortalt hende om mine op- og nedture. Men nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er et fjols.
Det kunne jo godt være, at hun havde accepteret mig, og ikke havde haft noget imod at jeg er som jeg er. Men det finder jeg jo aldrig ud af nu.
Det sker, som skrevet, tit at jeg mister bekendtskaber. Som regel har jeg dog en nem tilgang til afstand overfor det, sådan at jeg ikke går og hænger over det faktum at jeg igen har klokket i det. Men hende her, hun var bare så speciel.
Jeg tror ikke at hun læser min blog. Det tror jeg faktisk ikke rigtigt at der er nogen der gør.. men jeg håber at hun ved at jeg aldrig mente hende ondt.
Man må nok indstille sig på, at det ikke er sidste gang jeg oplever det her, men føj, hvor gør det ondt at gøre folk så kede af det.
Undskyld!
/Helle
søndag den 30. juni 2013
Når ligegyldigheden rammer én..
Jeg er simpelthen så overkogt oveni hovedet over alt det flytterod. Er bare ét stort virvar inde i hovedet, og mine følelser kan ikke beslutte sig for hvad de vil. Det har simpelthen resulteret i en zombie-lignende tilstand, som jeg bare ikke kan slippe.
Sidder pt. her ved mit spisebord, med et kæmpe glas rødvin. Håber at det kan gøre mig en smule rundtosset, så jeg i det mindste får noget at bryde mig om. Jaaaa, jeg ved godt at alkohol absolut ikke løser noget, men når man er tilpas frustreret er det rart med noget der niver én i kinderne og får tankerne lidt væk.
Vi må da håbe det bliver bedre i morgen..
/Helle
Sidder pt. her ved mit spisebord, med et kæmpe glas rødvin. Håber at det kan gøre mig en smule rundtosset, så jeg i det mindste får noget at bryde mig om. Jaaaa, jeg ved godt at alkohol absolut ikke løser noget, men når man er tilpas frustreret er det rart med noget der niver én i kinderne og får tankerne lidt væk.
Vi må da håbe det bliver bedre i morgen..
/Helle
lørdag den 29. juni 2013
Tålmodighed er en dyd. Hvor er der et kursus?
Som overskriften siger: tålmodighed er en dyd. Ak ja.
Tålmodighed er ikke min stærke side. Kan I huske da man var barn, og ventede på at klokken blev 14 og ens venner kom til ens fødselsdag?? Sådan har jeg det MED ALTING!
Altså, jo mere jeg glæder mig, jo mere utålmodig bliver jeg selvsagt. Men seriøst.
"K, skal du med i Fakta?"
"Ja, vi kan gå om 10 minutter?"
*Helle fiser ud og tager sko og tøj på, og står derefter ti lange minutter lænet op af dørkarmen og venter*
Ej, jeg må godt lige forsvare mig selv lidt og konkludere, at det er som regel hvis jeg skal UD at det er værst. Skal jeg have gæster, har jeg sgu altid en løssluppen nullermand der skal fanges og tæmmes. Men skal jeg bare ud af døren og ud til cyklen eller bussen, så er jeg den der er skredet.
Det har faktisk resulteret i, at jeg tit og ofte får stress-mave, og render på toilettet i vildskab, bare jeg skal en tur ned til Centrum. Så snart jeg beslutter mig for at jeg skal et sted hen, så skal det bare ske med det samme!
Da vi skulle ned og kigge på hund, havde vi aftalt dagen flere uger i forvejen. Prøv at forestil jer, at hvis jeg ikke engang kan vente ti minutter på at komme i Fakta, så at skulle vente flere uger. GISP! Jeg var et nervevrag! Dagene op til, kom vi jo tættere og tættere på, og jeg havde bare opbygget en hel dagdrømmeverden omkring den dag og turen derned. Du godeste.
Det jeg egentlig vil sige med det her indlæg er =
Kan det ikke nok snart blive Tirsdag??! Jeg vil bare have det bankmøde overstået så jeg ved om jeg skal flytte! Så jeg ved om jeg skal af med mine dyr og så jeg ved hvordan min kommende fremtid ser ud.
Det er simpelthen så nerveprirrende. ÆV!
/Helle
Tålmodighed er ikke min stærke side. Kan I huske da man var barn, og ventede på at klokken blev 14 og ens venner kom til ens fødselsdag?? Sådan har jeg det MED ALTING!
Altså, jo mere jeg glæder mig, jo mere utålmodig bliver jeg selvsagt. Men seriøst.
"K, skal du med i Fakta?"
"Ja, vi kan gå om 10 minutter?"
*Helle fiser ud og tager sko og tøj på, og står derefter ti lange minutter lænet op af dørkarmen og venter*
Ej, jeg må godt lige forsvare mig selv lidt og konkludere, at det er som regel hvis jeg skal UD at det er værst. Skal jeg have gæster, har jeg sgu altid en løssluppen nullermand der skal fanges og tæmmes. Men skal jeg bare ud af døren og ud til cyklen eller bussen, så er jeg den der er skredet.
Det har faktisk resulteret i, at jeg tit og ofte får stress-mave, og render på toilettet i vildskab, bare jeg skal en tur ned til Centrum. Så snart jeg beslutter mig for at jeg skal et sted hen, så skal det bare ske med det samme!
Da vi skulle ned og kigge på hund, havde vi aftalt dagen flere uger i forvejen. Prøv at forestil jer, at hvis jeg ikke engang kan vente ti minutter på at komme i Fakta, så at skulle vente flere uger. GISP! Jeg var et nervevrag! Dagene op til, kom vi jo tættere og tættere på, og jeg havde bare opbygget en hel dagdrømmeverden omkring den dag og turen derned. Du godeste.
Det jeg egentlig vil sige med det her indlæg er =
Kan det ikke nok snart blive Tirsdag??! Jeg vil bare have det bankmøde overstået så jeg ved om jeg skal flytte! Så jeg ved om jeg skal af med mine dyr og så jeg ved hvordan min kommende fremtid ser ud.
Det er simpelthen så nerveprirrende. ÆV!
/Helle
Gensynsglæde og forventningens skuffelse. ØV!
Kender I det, når man leder efter noget. Man har egentlig en idé om, at hvis man finder der, så kan man ikke bruge det til noget, men tanken om at stå med det i hænderne igen.. uuuuuuh!
Sådan har jeg tit haft det, og ofte har jeg haft ret i, at da jeg fx endelig fandt min yndlingsbluse fra sommeren 2005, var den jo en million numre for lille. ÆV! Men samtidig, -det sus man får lige når gensynsglæden rammer ens sind. Weehaa, det er narjs!
Sagen er den, at jeg jo er en gal læsehest. Når man er hjemmegående og gerne stadig vil opleve noget, så er bøgernes univers en udemærket måde at flygte lidt fra den triste og grå virkelighed. Jeg kan enormt godt lide bøger der er skrevet i "Jeg-form", fordi det giver mig et helt specielt og voldsomt boost af, at JEG rent faktisk lever indeni en person der duer til noget, -sålænge mine øjne befinder sig på bogsiderne.
Nå, men altså. Jeg har virkelig altid elsket at læse. Engang skrev jeg også meget, og ville være forfatter. Men det var som om at i takt med at min psyke krakelerede mere og mere, så forsvandt mit drive for at skrive. Læselysten har dog holdt ved, -heldigvis.
I folkeskolen læste vi jo en masse bøger i dansktimerne. Normalen var, at vi fik stukket en bog i hånden, og så farede jeg hjem på værelset og læste til jeg løb tør for sider. Så jeg var altid færdig længe før de andre, og var vist lidt kæphøj og arrogant når vi gennemgik bøgerne til timerne. Suk.
Der var nogle bøger der fangede mig mere end andre. Kaskelotternes Sang er stadig en af mine yndlingsbøger. Den rørte mig SÅ dybt dengang, og kan stadig gøre tricket i dag.
En speciel bog kunne jeg kun huske brudstykker af, men jeg vidste bare, at den havde gjort dybt indtryk på mig. Jeg huskede bare ikke titlen eller noget, MEN:
I DAG FANDT JEG DEN!
Jeg gik simpelthen ind på www.bog.nu og søgte på "cyberspace" under ungdomsbøger og vupti! På en af søgeresultaterne var der ganske vist en forside der så bekendt ud.
Det var Psykocyber af Sally Altschuler. Den er virkelig god! Men desværre, som jeg egentlig havde forventet, så er den fuldstændig umulig at opdrive. Så da gensynsglæden var dampet af mit følelsesregister, sad jeg med den vildeste ØV-følelse.
Den ØV-følelse vil jeg nu bruge til at søge videre på bøger fra min tidlige ungdom, og evt. tage mig mod til at besøge nogle aktikvarier (hedder det ikke det?) inde i KBH en dag. Det kunne da være en super god idé, og en god træning i at komme lidt ud. YES!
/Helle
Sådan har jeg tit haft det, og ofte har jeg haft ret i, at da jeg fx endelig fandt min yndlingsbluse fra sommeren 2005, var den jo en million numre for lille. ÆV! Men samtidig, -det sus man får lige når gensynsglæden rammer ens sind. Weehaa, det er narjs!
Sagen er den, at jeg jo er en gal læsehest. Når man er hjemmegående og gerne stadig vil opleve noget, så er bøgernes univers en udemærket måde at flygte lidt fra den triste og grå virkelighed. Jeg kan enormt godt lide bøger der er skrevet i "Jeg-form", fordi det giver mig et helt specielt og voldsomt boost af, at JEG rent faktisk lever indeni en person der duer til noget, -sålænge mine øjne befinder sig på bogsiderne.
Nå, men altså. Jeg har virkelig altid elsket at læse. Engang skrev jeg også meget, og ville være forfatter. Men det var som om at i takt med at min psyke krakelerede mere og mere, så forsvandt mit drive for at skrive. Læselysten har dog holdt ved, -heldigvis.
I folkeskolen læste vi jo en masse bøger i dansktimerne. Normalen var, at vi fik stukket en bog i hånden, og så farede jeg hjem på værelset og læste til jeg løb tør for sider. Så jeg var altid færdig længe før de andre, og var vist lidt kæphøj og arrogant når vi gennemgik bøgerne til timerne. Suk.
Der var nogle bøger der fangede mig mere end andre. Kaskelotternes Sang er stadig en af mine yndlingsbøger. Den rørte mig SÅ dybt dengang, og kan stadig gøre tricket i dag.
En speciel bog kunne jeg kun huske brudstykker af, men jeg vidste bare, at den havde gjort dybt indtryk på mig. Jeg huskede bare ikke titlen eller noget, MEN:
I DAG FANDT JEG DEN!
Jeg gik simpelthen ind på www.bog.nu og søgte på "cyberspace" under ungdomsbøger og vupti! På en af søgeresultaterne var der ganske vist en forside der så bekendt ud.
Det var Psykocyber af Sally Altschuler. Den er virkelig god! Men desværre, som jeg egentlig havde forventet, så er den fuldstændig umulig at opdrive. Så da gensynsglæden var dampet af mit følelsesregister, sad jeg med den vildeste ØV-følelse.
Den ØV-følelse vil jeg nu bruge til at søge videre på bøger fra min tidlige ungdom, og evt. tage mig mod til at besøge nogle aktikvarier (hedder det ikke det?) inde i KBH en dag. Det kunne da være en super god idé, og en god træning i at komme lidt ud. YES!
/Helle
Langdistance-venskab?
Folk der kender mig ved udemærket godt, at det der sociale aspekt i livet, som mange nyder utroligt meget, det er en kæphest i mit liv.
Jeg kan sagtens hygge mig sammen med folk, og nyde deres selskab. Dog bliver det hurtigt svært for mig.
En gang sagde jeg til min kontaktperson: "At møde folk på gaden og small talke, det er det værste jeg ved!"
....men nu har jeg faktisk fundet ud af, at det er det eneste der rent faktisk virkelig fungerer for mig.
Det drejer sig nemlig i sådanne tilfælde om 2-5 minutter hvor jeg skal virke frisk, glad og optimistisk. Bagefter kan jeg gå hjem i min beskidte lejlighed og trøstespise over min selvforskyldte elendighed. Skal jeg derimod være sammen med de sammen folk ofte, af længere varighed, så skal jeg også opretholde min glade facade så meget mere intens, -og så går det galt.
Den kloge læser tænker: "Facade?! Hvorfor?!" og jeg er så enig hele vejen! Facader er noget lort! Jeg kan simpelthen bare ikke holde ud at skulle fortælle folk jeg holder af om, hvor skidt jeg egentlig har det. Hvor ondt det gør indeni mig hver dag. Men hvorfor?
FORDI: Prøv at forklare folk, at en komplet vanvittig, nærmest psykotisk, DIMS indeni dit hoved, fordrejer alting der foregår omkring dig. Jeg er så ekstremt påvirkelig overfor mine omgivelser. Jeg lever livet i konstant yderlighed og sårbarhed. Både på godt og ondt. De små bitte ting som andre slet ikke tænker over, de fylder så meget i mit liv.
Jeg græd en gang af glæde, fordi jeg syntes at min instant kaffe var så uendelig smuk at se på.
Jeg kan sidde og fange luft med fingrene, og nyde følelsen af mine fingerspidser der rammer hinanden, fordi det er som at få energi-stød af sig selv. Jeg kan stoppe op midt i en sætning, og stirre helt betaget på en sky, fordi den minder mig om noget rart. Det bedste jeg ved, er at træde på grankogler om sommeren, når de er rigtig sprøde og knaser. Når det regner kan jeg godt lide fornemmelsen af at stikke det yderste af skoen ned i en vandpyt, og se ringene brede sig i vandet.
Det lyder jo ganske uskyldigt, men hvis det nu bare var dét!
Jeg har jo også den negative side af mig selv, jeg tænker nemlig så ofte dumme tanker som gør ondt helt ind i brystkassen. Jeg vil helst ikke skrive for meget i detaljer om dem, da det er en meget privat og forfærdelig del af mig selv. Men kan prøve at beskrive at ligeså vel som jeg kan have en uskyldig, barnlig tilgang til tingene, så kan jeg også have en meget mørk og dyster tilgang. Selv små ubetydelige ting som folk der passerer mig på gaden, kan være noget af det mest modbydelige. Uff..
Det resulterer i, at jeg har det lang bedre med omgivelser der IKKE giver respons. Gav det mening?
Lad mig prøve at forklare:
Det er svært for mig at være så overfølsom omkring alting, og derfor er det svært for mig at være sammen med mennesker, fordi jeg konstant skal forholde mig til ord, ansigtsudtryk, kropssprog og jeg kan aldrig forudse hvad deres næste sætning bliver eller hvordan de reagerer på de ting jeg siger. Det giver mig en kæmpe utryghed og usikkerhed, og jeg ender ofte med at opføre mig komplet keglet fordi jeg ikke kan håndtere det. Great.
Derfor foretrækker jeg langt oftere at begrænse min menneskelige kontakt til omverdenen. Måske er det derfor jeg er så glad for de dyr. De er meget mere ligetil.
Hvor åndssvagt er det egentlig ikke, at jeg er dårlig til menneskekontakt? Det er jo egentlig skabet og latterligt, især fordi det går ud over folk jeg faktisk holder utroligt meget af. På det punkt er jeg glad for facebook og andre sociale medier, for så kan jeg stadig være en del af folks liv, uden rent faktisk at deltage aktivt (som jo netop er det jeg har svært ved). Jeg er vel en form for tæt-på-langdistance-ven?
Jeg har faktisk af samme grund ikke rigtigt nogen venner. Jeg forstår godt folk. Kæft, jeg er svær at være ven med.
Det gør mig lidt ked af, at jeg har den her evne til at ødelægge alle mine venskaber, for jeg har ofte mødt helt fantastiske personligheder, men jeg bebrejder kun mig selv over, at det aldrig holder i længden. Jeg går fuldstændig i baglås og kan ikke vedligeholde kontakten. De fleste har beskrevet, at jeg langsomt glider ud i baggrunden og bliver inaktiv og usynlig i dagligdagen. Faktum er jo, at det ikke er fordi jeg ikke kan lide personen, jeg overbelaster bare for nemt mig selv og trækker mig (måske lidt for hurtigt) tilbage engang imellem.
Jeg har dog, midt i al den her elendighed, en veninde. Nemlig, D.
Hun har holdt mig ud lige siden børnehaven, og fundet sig i alle mine op- og nedture. Hun presser mig ikke til kontakt, hun lader mig ånde, lader mig være i baggrunden, og vigtigst af alt: hun føler sig ikke overset, hvis jeg i en (ofte lang) periode bruger al min tid på at være sammen med alle mulige andre. Jeg tror simpelthen at det bunder ud i, at D ved præcis hvor hun har mig. Hun ved, at skulle hun efter ½ års tavshed høre fra mig, så har vi hverken været uvenner eller "ikke-på-talefod", vi har simpelthen bare haft travlt med hver vores her og nu-sysler. Hun ved, at hun når som helst kan ringe, og så vil jeg være der for hende, og det er fordi at vi er i balance. Vi når ikke den der "Gaaah, vi har været sammen HVER DAG i en uge!"-ting, fordi vi formår at "dosere" vores venskab i en tilpas mængde. Hun har været min allerbedste veninde i tusindvis af år, og hun vil forhåbentlig altid være det. Hun forstår mit sociale behov, jeg forstår hendes, og heldigvis er vi temmelig ens.
Så selvom jeg i dette indlæg har beskrevet en masse øvsenbøvsen, så er det rart at kunne slutte af med at beskrive, at selv social klaptorsk som jeg selv, kan have en sjælefrænde af en veninde.
/Helle
Jeg kan sagtens hygge mig sammen med folk, og nyde deres selskab. Dog bliver det hurtigt svært for mig.
En gang sagde jeg til min kontaktperson: "At møde folk på gaden og small talke, det er det værste jeg ved!"
....men nu har jeg faktisk fundet ud af, at det er det eneste der rent faktisk virkelig fungerer for mig.
Det drejer sig nemlig i sådanne tilfælde om 2-5 minutter hvor jeg skal virke frisk, glad og optimistisk. Bagefter kan jeg gå hjem i min beskidte lejlighed og trøstespise over min selvforskyldte elendighed. Skal jeg derimod være sammen med de sammen folk ofte, af længere varighed, så skal jeg også opretholde min glade facade så meget mere intens, -og så går det galt.
Den kloge læser tænker: "Facade?! Hvorfor?!" og jeg er så enig hele vejen! Facader er noget lort! Jeg kan simpelthen bare ikke holde ud at skulle fortælle folk jeg holder af om, hvor skidt jeg egentlig har det. Hvor ondt det gør indeni mig hver dag. Men hvorfor?
FORDI: Prøv at forklare folk, at en komplet vanvittig, nærmest psykotisk, DIMS indeni dit hoved, fordrejer alting der foregår omkring dig. Jeg er så ekstremt påvirkelig overfor mine omgivelser. Jeg lever livet i konstant yderlighed og sårbarhed. Både på godt og ondt. De små bitte ting som andre slet ikke tænker over, de fylder så meget i mit liv.
Jeg græd en gang af glæde, fordi jeg syntes at min instant kaffe var så uendelig smuk at se på.
Jeg kan sidde og fange luft med fingrene, og nyde følelsen af mine fingerspidser der rammer hinanden, fordi det er som at få energi-stød af sig selv. Jeg kan stoppe op midt i en sætning, og stirre helt betaget på en sky, fordi den minder mig om noget rart. Det bedste jeg ved, er at træde på grankogler om sommeren, når de er rigtig sprøde og knaser. Når det regner kan jeg godt lide fornemmelsen af at stikke det yderste af skoen ned i en vandpyt, og se ringene brede sig i vandet.
Det lyder jo ganske uskyldigt, men hvis det nu bare var dét!
Jeg har jo også den negative side af mig selv, jeg tænker nemlig så ofte dumme tanker som gør ondt helt ind i brystkassen. Jeg vil helst ikke skrive for meget i detaljer om dem, da det er en meget privat og forfærdelig del af mig selv. Men kan prøve at beskrive at ligeså vel som jeg kan have en uskyldig, barnlig tilgang til tingene, så kan jeg også have en meget mørk og dyster tilgang. Selv små ubetydelige ting som folk der passerer mig på gaden, kan være noget af det mest modbydelige. Uff..
Det resulterer i, at jeg har det lang bedre med omgivelser der IKKE giver respons. Gav det mening?
Lad mig prøve at forklare:
Det er svært for mig at være så overfølsom omkring alting, og derfor er det svært for mig at være sammen med mennesker, fordi jeg konstant skal forholde mig til ord, ansigtsudtryk, kropssprog og jeg kan aldrig forudse hvad deres næste sætning bliver eller hvordan de reagerer på de ting jeg siger. Det giver mig en kæmpe utryghed og usikkerhed, og jeg ender ofte med at opføre mig komplet keglet fordi jeg ikke kan håndtere det. Great.
Derfor foretrækker jeg langt oftere at begrænse min menneskelige kontakt til omverdenen. Måske er det derfor jeg er så glad for de dyr. De er meget mere ligetil.
Hvor åndssvagt er det egentlig ikke, at jeg er dårlig til menneskekontakt? Det er jo egentlig skabet og latterligt, især fordi det går ud over folk jeg faktisk holder utroligt meget af. På det punkt er jeg glad for facebook og andre sociale medier, for så kan jeg stadig være en del af folks liv, uden rent faktisk at deltage aktivt (som jo netop er det jeg har svært ved). Jeg er vel en form for tæt-på-langdistance-ven?
Jeg har faktisk af samme grund ikke rigtigt nogen venner. Jeg forstår godt folk. Kæft, jeg er svær at være ven med.
Det gør mig lidt ked af, at jeg har den her evne til at ødelægge alle mine venskaber, for jeg har ofte mødt helt fantastiske personligheder, men jeg bebrejder kun mig selv over, at det aldrig holder i længden. Jeg går fuldstændig i baglås og kan ikke vedligeholde kontakten. De fleste har beskrevet, at jeg langsomt glider ud i baggrunden og bliver inaktiv og usynlig i dagligdagen. Faktum er jo, at det ikke er fordi jeg ikke kan lide personen, jeg overbelaster bare for nemt mig selv og trækker mig (måske lidt for hurtigt) tilbage engang imellem.
Jeg har dog, midt i al den her elendighed, en veninde. Nemlig, D.
Hun har holdt mig ud lige siden børnehaven, og fundet sig i alle mine op- og nedture. Hun presser mig ikke til kontakt, hun lader mig ånde, lader mig være i baggrunden, og vigtigst af alt: hun føler sig ikke overset, hvis jeg i en (ofte lang) periode bruger al min tid på at være sammen med alle mulige andre. Jeg tror simpelthen at det bunder ud i, at D ved præcis hvor hun har mig. Hun ved, at skulle hun efter ½ års tavshed høre fra mig, så har vi hverken været uvenner eller "ikke-på-talefod", vi har simpelthen bare haft travlt med hver vores her og nu-sysler. Hun ved, at hun når som helst kan ringe, og så vil jeg være der for hende, og det er fordi at vi er i balance. Vi når ikke den der "Gaaah, vi har været sammen HVER DAG i en uge!"-ting, fordi vi formår at "dosere" vores venskab i en tilpas mængde. Hun har været min allerbedste veninde i tusindvis af år, og hun vil forhåbentlig altid være det. Hun forstår mit sociale behov, jeg forstår hendes, og heldigvis er vi temmelig ens.
Så selvom jeg i dette indlæg har beskrevet en masse øvsenbøvsen, så er det rart at kunne slutte af med at beskrive, at selv social klaptorsk som jeg selv, kan have en sjælefrænde af en veninde.
/Helle
fredag den 28. juni 2013
Blodprøver, livmoderhalskræft og ny læge.
Sidste år fik jeg jo at vide, at livmoderhalskræft-vaccinen ville være gratis et år frem. Jeg tænkte straks "Den skal jeg da ha'!", men pga personlige omstændigheder, er det bare blevet udskudt og udskudt og udskudt. Oveni hatten gik min læge på pension, og jeg kunne ikke helt finde ud af det med ny læge midt i det hele.
Forleden ringede min mor dog. NU var det tid! 1. Juli var sidste chance, og jeg burde altså få det sat i gang. Jeg ringede derfor og fik en tid hos min nye læge, og skal nu derop i dag og have første (ud af tre) stik. Godt man lige har sin mor til at sparke en ud af døren, når man selv er en dovenlas.
Sidste gang jeg var hos min psykiater, huskede hun mig på, at jeg også skulle have taget EKG og blodprøver. -Haps! Dem snupper vi da også i dag.
Så i dag skal jeg stikkes til den helt store guldmedalje. Hvad gør man dog ikke, for at være i live et par ekstra år? Der må sgu være noget godt over det hersens liv, .-trods alt!
/Helle
Forleden ringede min mor dog. NU var det tid! 1. Juli var sidste chance, og jeg burde altså få det sat i gang. Jeg ringede derfor og fik en tid hos min nye læge, og skal nu derop i dag og have første (ud af tre) stik. Godt man lige har sin mor til at sparke en ud af døren, når man selv er en dovenlas.
Sidste gang jeg var hos min psykiater, huskede hun mig på, at jeg også skulle have taget EKG og blodprøver. -Haps! Dem snupper vi da også i dag.
Så i dag skal jeg stikkes til den helt store guldmedalje. Hvad gør man dog ikke, for at være i live et par ekstra år? Der må sgu være noget godt over det hersens liv, .-trods alt!
/Helle
torsdag den 27. juni 2013
Flytning, uvished og afsked med mine småere...
Jeg bor pt. på et kollegie uden de store muligheder for at udfolde sig rent boligforholdsmæssigt. It sucks.
Kvarteret er skummelt, stemningen er utryg (medmindre man nyder fulde mennesker og techno-bas) og indbrud er nærmere reglen end undtagelsen.
Min angst har længe været en dominerende faktor i min dagligdag. Alt for mange ting har jeg måttet afskære mig fra, fordi jeg ikke har været stærk nok til at overvinde angsten. Jeg ved nu, at selvfølgelig var jeg stærk nok, selvfølgelig behøvede jeg ikke afskære mig fra ting, men det var rigtig svært i den periode hvor angsten havde så voldsomt et tag i mig. Nu, på den anden side, virker det helt uvirkeligt at jeg har været så hæmmet pga noget så flyvsk som negative tankemønstre. Det er jo ofte desværre de negative tankemønstre der påvirker os mest. De vinder hurtigere over de positive, -i hvert fald inde i mit hoved. Uanset hvad, så havde jeg en lang periode på knap 1½ år, hvor jeg var så gennemsyret af konstante angstanfald, at jeg faktisk ikke rigtig kunne foretage mig noget særligt.
Dertil hjalp min boligsituation mig jo bestemt ikke. Jeg turde ikke være hjemme, -skumle typer lister omkring! Jeg turde ikke forlade lejligheden, -skumle tyve lister omkring! Jeg turde ikke handle, -voldsmænd står i kø rundt om hjørnet for at angribe mig! Jeg turde ikke sove, jeg turde ikke stå op... gaaah! Jeg turde bare intet. Frygt, frygt, frygt!
Lejligheden blev mere og mere beskidt og snavset. Kunne ikke tage mig sammen til noget som helst. Havde jeg stadig været barn, havde jeg anmeldt mig selv til børneforsorgen for misrøgt! Snavs overalt! Det blev værre og værre! Jeg rykkede konstant rundt på møblerne, for at finde mig til rette. Det hjalp IKKE! Lejligheden blev ved med at ligne helvedes forgård! Spildte jeg noget på gulvet, skjulte jeg det med en gammel sok, der burde have været i vaskemaskinen i stedet. Jeg lavede en lagkage af snavs, ved hjælp af mine egne egendele. Det var modbydeligt.
I dag er det et år siden at jeg fik den hjælp jeg trængte til dengang. I dag er det næsten væk, al den angst. Jeg har stadig lidt tilbage af det, men det meste har jeg lært at skubbe fra mig.
...men jeg bor stadig midt i verdens røvhul! Lejligheden er ikke kommet sig over min mishandling, og der skal en total renovering til, for at sikre sig at den bliver lækker-lækker at bo i.
Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville bruge en masse penge på at slibe gulv og male vægge nu. Jeg ville VÆK fra kvarteret! Undersøgte derefter mine muligheder for at låne penge i banken, og fandt en andelslejlighed som både K og jeg gerne vil bo i.
Tanken om at flytte... aaaah... det er det eneste der fylder noget i mit hoved lige for tiden. Jeg er fuldt ud kontrolleret af de her tanker (igen ville jeg ønske mig bedre til at skubbe visse tanker helt ud af hovedet!) og det fylder så meget i min dagligdag, at jeg ikke kan foretage mig noget som helst uden at relatere det, til den måske-nye lejlighed.
Ulempen er bare:
Vi ved slet ikke, om vi vil kunne låne pengene i banken. Altså, jeg tror det! Men der kan sgu ske så meget på så kort tid! Uvisheden omkring om det bliver til noget eller ej, den er enormt tung at gå og bære på. Jeg tænker hele tiden på det faktum at jeg måske om 1½ måned kan stå i en ny lejlighed, klar til at starte helt forfra på en frisk. Men uvisheden om at jeg samtidig også kan risikere stadigvæk at sidde i det her HUL om 5 år.. uff!
Dertil kommer næsten det værste. Jeg har to hunde og to katte... og må ikke medbringe fire husdyr i den lejlighed. Jeg må kun medbring to og er derfor nødt til at fravælge to af mine elskede kræ. Jeg er simpelthen stillet op nu til at vælge mellem mit egoistiske ønske om at komme væk fra det her møgsted, eller blive og beholde alle mine kære små. Enhvert fornuftigt menneske ville... ja, jeg ved det faktisk ikke. Jeg møder lidt blandede reaktioner hist og her. Nogle mener, at dyrene er det vigtigste, andre mener det omvendt. Normalt, ville jeg heppe på dyrene. Pludselig er det dog mig selv der sidder her i lort til halsen, i en lille klam og hærget lejlighed uden fremtid i den... skal jeg ikke tænke på mig selv og min trivsel? Komme væk fra det her dårlige miljø og starte forfra? Jo... det synes jeg egentlig at jeg skal.
Men nu må vi se hvad banken siger! Jeg skal nok opdatere på dét punkt.
/Helle
Kvarteret er skummelt, stemningen er utryg (medmindre man nyder fulde mennesker og techno-bas) og indbrud er nærmere reglen end undtagelsen.
Min angst har længe været en dominerende faktor i min dagligdag. Alt for mange ting har jeg måttet afskære mig fra, fordi jeg ikke har været stærk nok til at overvinde angsten. Jeg ved nu, at selvfølgelig var jeg stærk nok, selvfølgelig behøvede jeg ikke afskære mig fra ting, men det var rigtig svært i den periode hvor angsten havde så voldsomt et tag i mig. Nu, på den anden side, virker det helt uvirkeligt at jeg har været så hæmmet pga noget så flyvsk som negative tankemønstre. Det er jo ofte desværre de negative tankemønstre der påvirker os mest. De vinder hurtigere over de positive, -i hvert fald inde i mit hoved. Uanset hvad, så havde jeg en lang periode på knap 1½ år, hvor jeg var så gennemsyret af konstante angstanfald, at jeg faktisk ikke rigtig kunne foretage mig noget særligt.
Dertil hjalp min boligsituation mig jo bestemt ikke. Jeg turde ikke være hjemme, -skumle typer lister omkring! Jeg turde ikke forlade lejligheden, -skumle tyve lister omkring! Jeg turde ikke handle, -voldsmænd står i kø rundt om hjørnet for at angribe mig! Jeg turde ikke sove, jeg turde ikke stå op... gaaah! Jeg turde bare intet. Frygt, frygt, frygt!
Lejligheden blev mere og mere beskidt og snavset. Kunne ikke tage mig sammen til noget som helst. Havde jeg stadig været barn, havde jeg anmeldt mig selv til børneforsorgen for misrøgt! Snavs overalt! Det blev værre og værre! Jeg rykkede konstant rundt på møblerne, for at finde mig til rette. Det hjalp IKKE! Lejligheden blev ved med at ligne helvedes forgård! Spildte jeg noget på gulvet, skjulte jeg det med en gammel sok, der burde have været i vaskemaskinen i stedet. Jeg lavede en lagkage af snavs, ved hjælp af mine egne egendele. Det var modbydeligt.
I dag er det et år siden at jeg fik den hjælp jeg trængte til dengang. I dag er det næsten væk, al den angst. Jeg har stadig lidt tilbage af det, men det meste har jeg lært at skubbe fra mig.
...men jeg bor stadig midt i verdens røvhul! Lejligheden er ikke kommet sig over min mishandling, og der skal en total renovering til, for at sikre sig at den bliver lækker-lækker at bo i.
Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville bruge en masse penge på at slibe gulv og male vægge nu. Jeg ville VÆK fra kvarteret! Undersøgte derefter mine muligheder for at låne penge i banken, og fandt en andelslejlighed som både K og jeg gerne vil bo i.
Tanken om at flytte... aaaah... det er det eneste der fylder noget i mit hoved lige for tiden. Jeg er fuldt ud kontrolleret af de her tanker (igen ville jeg ønske mig bedre til at skubbe visse tanker helt ud af hovedet!) og det fylder så meget i min dagligdag, at jeg ikke kan foretage mig noget som helst uden at relatere det, til den måske-nye lejlighed.
Ulempen er bare:
Vi ved slet ikke, om vi vil kunne låne pengene i banken. Altså, jeg tror det! Men der kan sgu ske så meget på så kort tid! Uvisheden omkring om det bliver til noget eller ej, den er enormt tung at gå og bære på. Jeg tænker hele tiden på det faktum at jeg måske om 1½ måned kan stå i en ny lejlighed, klar til at starte helt forfra på en frisk. Men uvisheden om at jeg samtidig også kan risikere stadigvæk at sidde i det her HUL om 5 år.. uff!
Dertil kommer næsten det værste. Jeg har to hunde og to katte... og må ikke medbringe fire husdyr i den lejlighed. Jeg må kun medbring to og er derfor nødt til at fravælge to af mine elskede kræ. Jeg er simpelthen stillet op nu til at vælge mellem mit egoistiske ønske om at komme væk fra det her møgsted, eller blive og beholde alle mine kære små. Enhvert fornuftigt menneske ville... ja, jeg ved det faktisk ikke. Jeg møder lidt blandede reaktioner hist og her. Nogle mener, at dyrene er det vigtigste, andre mener det omvendt. Normalt, ville jeg heppe på dyrene. Pludselig er det dog mig selv der sidder her i lort til halsen, i en lille klam og hærget lejlighed uden fremtid i den... skal jeg ikke tænke på mig selv og min trivsel? Komme væk fra det her dårlige miljø og starte forfra? Jo... det synes jeg egentlig at jeg skal.
Men nu må vi se hvad banken siger! Jeg skal nok opdatere på dét punkt.
/Helle
Præsentation!
Hej folkens!
Jeg tror jeg vil starte mit første indlæg ud, med en lille præsentation.
Jeg er en 26-årig tøs, med store fødder og lille selvværd. En dårlig kombi, som jeg helst så ombyttet.
Meningen med den her blog er egentlig ikke det mest banebrydende, jeg tror simpelthen bare jeg vil forsøge at bruge bloggen til at få lidt tanker ned på skrift, og på at få lidt afløb for det mylder der altid er i mit hoved.
Jeg er hjemmegående på førtidspension. En meget splittende tilstand at være i, i så ung en alder. En del af mig er taknemmelig for, at jeg lever i et samfund hvor der tages så stort hensyn til folk som mig, og en del af mig er grædefærdig over at alle de kloge hoveder har stemplet mig som uarbejdsdygtig. Sidstnævnte del, er selvfølgelig min destruktive og negative følgesvend, som jeg slæber med mig overalt.
Jeg er generelt en meget splittet person. Ikke sådan at jeg har flere personligheder, men jeg har svært ved at finde faste holdepunkter her i livet og er konstant i bevægelse for at finde mig til rette her i livet, -hvilket kan være svært, når man som jeg er mentalt ude af balance i mange aspekter. Det gør rigtig mange ting svært for mig, især fordi jeg netop pga min psykiske sårbarhed ville have godt af faste rutiner og planlagte ugeskemaer, -det holder bare ikke særligt længe af gangen her. Jeg starter altid med store ambitioner og gode intentioner, men...
Jeg bor sammen med min kæreste, K. Han er min klippe, min støtte, mit alting! Så kort kan det siges.
Jeg har en kæmpe interesse for dyr! Så er det sagt, nu er det ude! Folk der kender mig ved, at den har været lige lovligt dominerende i mit liv. Jeg havde for nogle år siden et absurd dyrehold i min lille lejlighed, med både tamrotter, hamstere, mus, dværgmus, ørkenspringmus, marsvin, kanin, hund og kat... gisp! Når jeg tænker tilbage, får jeg helt åndenød! Det var sådan et kæmpe arbejde og stortset hver eneste ledige krone i budgettet gik til dyrlægen eller foder. Det var vildt! Jeg er kommet ned på et langt mere velfungerende dyrehold lige nu.
Derudover har jeg en kæmpe interesse i neglelak.
Når man kigger på mig, eller ser mig på gaden, kan man måske undres lidt over denne interesse. Jeg er noget af en sjuskedorthe, går ikke op i tøjet, håret og bruger sjældent sminke. Jeg går ofte ud af døren og handler ind, uden at tænke på at jeg måske lige skulle have fnugget kattehårene af blusen først. Men så kommer jeg med de negle. Suk. Bliver helt manisk hvis mine hænder er udtørrede eller neglebåndene flosser. Altid er de velplejede og velpolerede. Bum. Jeg giver ikke mening, -det har jeg for længst indset! Jeg har en alt for stor samling neglelakker, der til stadighed vokser, men er der noget der kan berolige mig, er det at lægge neglelak, -ligeså vel som det kan hidse mig op hvis jeg forsøger med fancy nail art, så det stoppede jeg hurtigt med. At sidde og lakere i en lækker farve, kan dog bringe mig en hel indre ro. Det' sgu dejligt!
Nu ved I lidt om mig. Det må være en start. Håber jeg kan få gang i det her bloggeri, det kunne da være hyggeligt.
/Helle
Jeg tror jeg vil starte mit første indlæg ud, med en lille præsentation.
Jeg er en 26-årig tøs, med store fødder og lille selvværd. En dårlig kombi, som jeg helst så ombyttet.
Meningen med den her blog er egentlig ikke det mest banebrydende, jeg tror simpelthen bare jeg vil forsøge at bruge bloggen til at få lidt tanker ned på skrift, og på at få lidt afløb for det mylder der altid er i mit hoved.
Jeg er hjemmegående på førtidspension. En meget splittende tilstand at være i, i så ung en alder. En del af mig er taknemmelig for, at jeg lever i et samfund hvor der tages så stort hensyn til folk som mig, og en del af mig er grædefærdig over at alle de kloge hoveder har stemplet mig som uarbejdsdygtig. Sidstnævnte del, er selvfølgelig min destruktive og negative følgesvend, som jeg slæber med mig overalt.
Jeg er generelt en meget splittet person. Ikke sådan at jeg har flere personligheder, men jeg har svært ved at finde faste holdepunkter her i livet og er konstant i bevægelse for at finde mig til rette her i livet, -hvilket kan være svært, når man som jeg er mentalt ude af balance i mange aspekter. Det gør rigtig mange ting svært for mig, især fordi jeg netop pga min psykiske sårbarhed ville have godt af faste rutiner og planlagte ugeskemaer, -det holder bare ikke særligt længe af gangen her. Jeg starter altid med store ambitioner og gode intentioner, men...
Jeg bor sammen med min kæreste, K. Han er min klippe, min støtte, mit alting! Så kort kan det siges.
Jeg har en kæmpe interesse for dyr! Så er det sagt, nu er det ude! Folk der kender mig ved, at den har været lige lovligt dominerende i mit liv. Jeg havde for nogle år siden et absurd dyrehold i min lille lejlighed, med både tamrotter, hamstere, mus, dværgmus, ørkenspringmus, marsvin, kanin, hund og kat... gisp! Når jeg tænker tilbage, får jeg helt åndenød! Det var sådan et kæmpe arbejde og stortset hver eneste ledige krone i budgettet gik til dyrlægen eller foder. Det var vildt! Jeg er kommet ned på et langt mere velfungerende dyrehold lige nu.
Derudover har jeg en kæmpe interesse i neglelak.
Når man kigger på mig, eller ser mig på gaden, kan man måske undres lidt over denne interesse. Jeg er noget af en sjuskedorthe, går ikke op i tøjet, håret og bruger sjældent sminke. Jeg går ofte ud af døren og handler ind, uden at tænke på at jeg måske lige skulle have fnugget kattehårene af blusen først. Men så kommer jeg med de negle. Suk. Bliver helt manisk hvis mine hænder er udtørrede eller neglebåndene flosser. Altid er de velplejede og velpolerede. Bum. Jeg giver ikke mening, -det har jeg for længst indset! Jeg har en alt for stor samling neglelakker, der til stadighed vokser, men er der noget der kan berolige mig, er det at lægge neglelak, -ligeså vel som det kan hidse mig op hvis jeg forsøger med fancy nail art, så det stoppede jeg hurtigt med. At sidde og lakere i en lækker farve, kan dog bringe mig en hel indre ro. Det' sgu dejligt!
Nu ved I lidt om mig. Det må være en start. Håber jeg kan få gang i det her bloggeri, det kunne da være hyggeligt.
/Helle
Abonner på:
Opslag (Atom)