Jeg er simpelthen så overkogt oveni hovedet over alt det flytterod. Er bare ét stort virvar inde i hovedet, og mine følelser kan ikke beslutte sig for hvad de vil. Det har simpelthen resulteret i en zombie-lignende tilstand, som jeg bare ikke kan slippe.
Sidder pt. her ved mit spisebord, med et kæmpe glas rødvin. Håber at det kan gøre mig en smule rundtosset, så jeg i det mindste får noget at bryde mig om. Jaaaa, jeg ved godt at alkohol absolut ikke løser noget, men når man er tilpas frustreret er det rart med noget der niver én i kinderne og får tankerne lidt væk.
Vi må da håbe det bliver bedre i morgen..
/Helle
søndag den 30. juni 2013
lørdag den 29. juni 2013
Tålmodighed er en dyd. Hvor er der et kursus?
Som overskriften siger: tålmodighed er en dyd. Ak ja.
Tålmodighed er ikke min stærke side. Kan I huske da man var barn, og ventede på at klokken blev 14 og ens venner kom til ens fødselsdag?? Sådan har jeg det MED ALTING!
Altså, jo mere jeg glæder mig, jo mere utålmodig bliver jeg selvsagt. Men seriøst.
"K, skal du med i Fakta?"
"Ja, vi kan gå om 10 minutter?"
*Helle fiser ud og tager sko og tøj på, og står derefter ti lange minutter lænet op af dørkarmen og venter*
Ej, jeg må godt lige forsvare mig selv lidt og konkludere, at det er som regel hvis jeg skal UD at det er værst. Skal jeg have gæster, har jeg sgu altid en løssluppen nullermand der skal fanges og tæmmes. Men skal jeg bare ud af døren og ud til cyklen eller bussen, så er jeg den der er skredet.
Det har faktisk resulteret i, at jeg tit og ofte får stress-mave, og render på toilettet i vildskab, bare jeg skal en tur ned til Centrum. Så snart jeg beslutter mig for at jeg skal et sted hen, så skal det bare ske med det samme!
Da vi skulle ned og kigge på hund, havde vi aftalt dagen flere uger i forvejen. Prøv at forestil jer, at hvis jeg ikke engang kan vente ti minutter på at komme i Fakta, så at skulle vente flere uger. GISP! Jeg var et nervevrag! Dagene op til, kom vi jo tættere og tættere på, og jeg havde bare opbygget en hel dagdrømmeverden omkring den dag og turen derned. Du godeste.
Det jeg egentlig vil sige med det her indlæg er =
Kan det ikke nok snart blive Tirsdag??! Jeg vil bare have det bankmøde overstået så jeg ved om jeg skal flytte! Så jeg ved om jeg skal af med mine dyr og så jeg ved hvordan min kommende fremtid ser ud.
Det er simpelthen så nerveprirrende. ÆV!
/Helle
Tålmodighed er ikke min stærke side. Kan I huske da man var barn, og ventede på at klokken blev 14 og ens venner kom til ens fødselsdag?? Sådan har jeg det MED ALTING!
Altså, jo mere jeg glæder mig, jo mere utålmodig bliver jeg selvsagt. Men seriøst.
"K, skal du med i Fakta?"
"Ja, vi kan gå om 10 minutter?"
*Helle fiser ud og tager sko og tøj på, og står derefter ti lange minutter lænet op af dørkarmen og venter*
Ej, jeg må godt lige forsvare mig selv lidt og konkludere, at det er som regel hvis jeg skal UD at det er værst. Skal jeg have gæster, har jeg sgu altid en løssluppen nullermand der skal fanges og tæmmes. Men skal jeg bare ud af døren og ud til cyklen eller bussen, så er jeg den der er skredet.
Det har faktisk resulteret i, at jeg tit og ofte får stress-mave, og render på toilettet i vildskab, bare jeg skal en tur ned til Centrum. Så snart jeg beslutter mig for at jeg skal et sted hen, så skal det bare ske med det samme!
Da vi skulle ned og kigge på hund, havde vi aftalt dagen flere uger i forvejen. Prøv at forestil jer, at hvis jeg ikke engang kan vente ti minutter på at komme i Fakta, så at skulle vente flere uger. GISP! Jeg var et nervevrag! Dagene op til, kom vi jo tættere og tættere på, og jeg havde bare opbygget en hel dagdrømmeverden omkring den dag og turen derned. Du godeste.
Det jeg egentlig vil sige med det her indlæg er =
Kan det ikke nok snart blive Tirsdag??! Jeg vil bare have det bankmøde overstået så jeg ved om jeg skal flytte! Så jeg ved om jeg skal af med mine dyr og så jeg ved hvordan min kommende fremtid ser ud.
Det er simpelthen så nerveprirrende. ÆV!
/Helle
Gensynsglæde og forventningens skuffelse. ØV!
Kender I det, når man leder efter noget. Man har egentlig en idé om, at hvis man finder der, så kan man ikke bruge det til noget, men tanken om at stå med det i hænderne igen.. uuuuuuh!
Sådan har jeg tit haft det, og ofte har jeg haft ret i, at da jeg fx endelig fandt min yndlingsbluse fra sommeren 2005, var den jo en million numre for lille. ÆV! Men samtidig, -det sus man får lige når gensynsglæden rammer ens sind. Weehaa, det er narjs!
Sagen er den, at jeg jo er en gal læsehest. Når man er hjemmegående og gerne stadig vil opleve noget, så er bøgernes univers en udemærket måde at flygte lidt fra den triste og grå virkelighed. Jeg kan enormt godt lide bøger der er skrevet i "Jeg-form", fordi det giver mig et helt specielt og voldsomt boost af, at JEG rent faktisk lever indeni en person der duer til noget, -sålænge mine øjne befinder sig på bogsiderne.
Nå, men altså. Jeg har virkelig altid elsket at læse. Engang skrev jeg også meget, og ville være forfatter. Men det var som om at i takt med at min psyke krakelerede mere og mere, så forsvandt mit drive for at skrive. Læselysten har dog holdt ved, -heldigvis.
I folkeskolen læste vi jo en masse bøger i dansktimerne. Normalen var, at vi fik stukket en bog i hånden, og så farede jeg hjem på værelset og læste til jeg løb tør for sider. Så jeg var altid færdig længe før de andre, og var vist lidt kæphøj og arrogant når vi gennemgik bøgerne til timerne. Suk.
Der var nogle bøger der fangede mig mere end andre. Kaskelotternes Sang er stadig en af mine yndlingsbøger. Den rørte mig SÅ dybt dengang, og kan stadig gøre tricket i dag.
En speciel bog kunne jeg kun huske brudstykker af, men jeg vidste bare, at den havde gjort dybt indtryk på mig. Jeg huskede bare ikke titlen eller noget, MEN:
I DAG FANDT JEG DEN!
Jeg gik simpelthen ind på www.bog.nu og søgte på "cyberspace" under ungdomsbøger og vupti! På en af søgeresultaterne var der ganske vist en forside der så bekendt ud.
Det var Psykocyber af Sally Altschuler. Den er virkelig god! Men desværre, som jeg egentlig havde forventet, så er den fuldstændig umulig at opdrive. Så da gensynsglæden var dampet af mit følelsesregister, sad jeg med den vildeste ØV-følelse.
Den ØV-følelse vil jeg nu bruge til at søge videre på bøger fra min tidlige ungdom, og evt. tage mig mod til at besøge nogle aktikvarier (hedder det ikke det?) inde i KBH en dag. Det kunne da være en super god idé, og en god træning i at komme lidt ud. YES!
/Helle
Sådan har jeg tit haft det, og ofte har jeg haft ret i, at da jeg fx endelig fandt min yndlingsbluse fra sommeren 2005, var den jo en million numre for lille. ÆV! Men samtidig, -det sus man får lige når gensynsglæden rammer ens sind. Weehaa, det er narjs!
Sagen er den, at jeg jo er en gal læsehest. Når man er hjemmegående og gerne stadig vil opleve noget, så er bøgernes univers en udemærket måde at flygte lidt fra den triste og grå virkelighed. Jeg kan enormt godt lide bøger der er skrevet i "Jeg-form", fordi det giver mig et helt specielt og voldsomt boost af, at JEG rent faktisk lever indeni en person der duer til noget, -sålænge mine øjne befinder sig på bogsiderne.
Nå, men altså. Jeg har virkelig altid elsket at læse. Engang skrev jeg også meget, og ville være forfatter. Men det var som om at i takt med at min psyke krakelerede mere og mere, så forsvandt mit drive for at skrive. Læselysten har dog holdt ved, -heldigvis.
I folkeskolen læste vi jo en masse bøger i dansktimerne. Normalen var, at vi fik stukket en bog i hånden, og så farede jeg hjem på værelset og læste til jeg løb tør for sider. Så jeg var altid færdig længe før de andre, og var vist lidt kæphøj og arrogant når vi gennemgik bøgerne til timerne. Suk.
Der var nogle bøger der fangede mig mere end andre. Kaskelotternes Sang er stadig en af mine yndlingsbøger. Den rørte mig SÅ dybt dengang, og kan stadig gøre tricket i dag.
En speciel bog kunne jeg kun huske brudstykker af, men jeg vidste bare, at den havde gjort dybt indtryk på mig. Jeg huskede bare ikke titlen eller noget, MEN:
I DAG FANDT JEG DEN!
Jeg gik simpelthen ind på www.bog.nu og søgte på "cyberspace" under ungdomsbøger og vupti! På en af søgeresultaterne var der ganske vist en forside der så bekendt ud.
Det var Psykocyber af Sally Altschuler. Den er virkelig god! Men desværre, som jeg egentlig havde forventet, så er den fuldstændig umulig at opdrive. Så da gensynsglæden var dampet af mit følelsesregister, sad jeg med den vildeste ØV-følelse.
Den ØV-følelse vil jeg nu bruge til at søge videre på bøger fra min tidlige ungdom, og evt. tage mig mod til at besøge nogle aktikvarier (hedder det ikke det?) inde i KBH en dag. Det kunne da være en super god idé, og en god træning i at komme lidt ud. YES!
/Helle
Langdistance-venskab?
Folk der kender mig ved udemærket godt, at det der sociale aspekt i livet, som mange nyder utroligt meget, det er en kæphest i mit liv.
Jeg kan sagtens hygge mig sammen med folk, og nyde deres selskab. Dog bliver det hurtigt svært for mig.
En gang sagde jeg til min kontaktperson: "At møde folk på gaden og small talke, det er det værste jeg ved!"
....men nu har jeg faktisk fundet ud af, at det er det eneste der rent faktisk virkelig fungerer for mig.
Det drejer sig nemlig i sådanne tilfælde om 2-5 minutter hvor jeg skal virke frisk, glad og optimistisk. Bagefter kan jeg gå hjem i min beskidte lejlighed og trøstespise over min selvforskyldte elendighed. Skal jeg derimod være sammen med de sammen folk ofte, af længere varighed, så skal jeg også opretholde min glade facade så meget mere intens, -og så går det galt.
Den kloge læser tænker: "Facade?! Hvorfor?!" og jeg er så enig hele vejen! Facader er noget lort! Jeg kan simpelthen bare ikke holde ud at skulle fortælle folk jeg holder af om, hvor skidt jeg egentlig har det. Hvor ondt det gør indeni mig hver dag. Men hvorfor?
FORDI: Prøv at forklare folk, at en komplet vanvittig, nærmest psykotisk, DIMS indeni dit hoved, fordrejer alting der foregår omkring dig. Jeg er så ekstremt påvirkelig overfor mine omgivelser. Jeg lever livet i konstant yderlighed og sårbarhed. Både på godt og ondt. De små bitte ting som andre slet ikke tænker over, de fylder så meget i mit liv.
Jeg græd en gang af glæde, fordi jeg syntes at min instant kaffe var så uendelig smuk at se på.
Jeg kan sidde og fange luft med fingrene, og nyde følelsen af mine fingerspidser der rammer hinanden, fordi det er som at få energi-stød af sig selv. Jeg kan stoppe op midt i en sætning, og stirre helt betaget på en sky, fordi den minder mig om noget rart. Det bedste jeg ved, er at træde på grankogler om sommeren, når de er rigtig sprøde og knaser. Når det regner kan jeg godt lide fornemmelsen af at stikke det yderste af skoen ned i en vandpyt, og se ringene brede sig i vandet.
Det lyder jo ganske uskyldigt, men hvis det nu bare var dét!
Jeg har jo også den negative side af mig selv, jeg tænker nemlig så ofte dumme tanker som gør ondt helt ind i brystkassen. Jeg vil helst ikke skrive for meget i detaljer om dem, da det er en meget privat og forfærdelig del af mig selv. Men kan prøve at beskrive at ligeså vel som jeg kan have en uskyldig, barnlig tilgang til tingene, så kan jeg også have en meget mørk og dyster tilgang. Selv små ubetydelige ting som folk der passerer mig på gaden, kan være noget af det mest modbydelige. Uff..
Det resulterer i, at jeg har det lang bedre med omgivelser der IKKE giver respons. Gav det mening?
Lad mig prøve at forklare:
Det er svært for mig at være så overfølsom omkring alting, og derfor er det svært for mig at være sammen med mennesker, fordi jeg konstant skal forholde mig til ord, ansigtsudtryk, kropssprog og jeg kan aldrig forudse hvad deres næste sætning bliver eller hvordan de reagerer på de ting jeg siger. Det giver mig en kæmpe utryghed og usikkerhed, og jeg ender ofte med at opføre mig komplet keglet fordi jeg ikke kan håndtere det. Great.
Derfor foretrækker jeg langt oftere at begrænse min menneskelige kontakt til omverdenen. Måske er det derfor jeg er så glad for de dyr. De er meget mere ligetil.
Hvor åndssvagt er det egentlig ikke, at jeg er dårlig til menneskekontakt? Det er jo egentlig skabet og latterligt, især fordi det går ud over folk jeg faktisk holder utroligt meget af. På det punkt er jeg glad for facebook og andre sociale medier, for så kan jeg stadig være en del af folks liv, uden rent faktisk at deltage aktivt (som jo netop er det jeg har svært ved). Jeg er vel en form for tæt-på-langdistance-ven?
Jeg har faktisk af samme grund ikke rigtigt nogen venner. Jeg forstår godt folk. Kæft, jeg er svær at være ven med.
Det gør mig lidt ked af, at jeg har den her evne til at ødelægge alle mine venskaber, for jeg har ofte mødt helt fantastiske personligheder, men jeg bebrejder kun mig selv over, at det aldrig holder i længden. Jeg går fuldstændig i baglås og kan ikke vedligeholde kontakten. De fleste har beskrevet, at jeg langsomt glider ud i baggrunden og bliver inaktiv og usynlig i dagligdagen. Faktum er jo, at det ikke er fordi jeg ikke kan lide personen, jeg overbelaster bare for nemt mig selv og trækker mig (måske lidt for hurtigt) tilbage engang imellem.
Jeg har dog, midt i al den her elendighed, en veninde. Nemlig, D.
Hun har holdt mig ud lige siden børnehaven, og fundet sig i alle mine op- og nedture. Hun presser mig ikke til kontakt, hun lader mig ånde, lader mig være i baggrunden, og vigtigst af alt: hun føler sig ikke overset, hvis jeg i en (ofte lang) periode bruger al min tid på at være sammen med alle mulige andre. Jeg tror simpelthen at det bunder ud i, at D ved præcis hvor hun har mig. Hun ved, at skulle hun efter ½ års tavshed høre fra mig, så har vi hverken været uvenner eller "ikke-på-talefod", vi har simpelthen bare haft travlt med hver vores her og nu-sysler. Hun ved, at hun når som helst kan ringe, og så vil jeg være der for hende, og det er fordi at vi er i balance. Vi når ikke den der "Gaaah, vi har været sammen HVER DAG i en uge!"-ting, fordi vi formår at "dosere" vores venskab i en tilpas mængde. Hun har været min allerbedste veninde i tusindvis af år, og hun vil forhåbentlig altid være det. Hun forstår mit sociale behov, jeg forstår hendes, og heldigvis er vi temmelig ens.
Så selvom jeg i dette indlæg har beskrevet en masse øvsenbøvsen, så er det rart at kunne slutte af med at beskrive, at selv social klaptorsk som jeg selv, kan have en sjælefrænde af en veninde.
/Helle
Jeg kan sagtens hygge mig sammen med folk, og nyde deres selskab. Dog bliver det hurtigt svært for mig.
En gang sagde jeg til min kontaktperson: "At møde folk på gaden og small talke, det er det værste jeg ved!"
....men nu har jeg faktisk fundet ud af, at det er det eneste der rent faktisk virkelig fungerer for mig.
Det drejer sig nemlig i sådanne tilfælde om 2-5 minutter hvor jeg skal virke frisk, glad og optimistisk. Bagefter kan jeg gå hjem i min beskidte lejlighed og trøstespise over min selvforskyldte elendighed. Skal jeg derimod være sammen med de sammen folk ofte, af længere varighed, så skal jeg også opretholde min glade facade så meget mere intens, -og så går det galt.
Den kloge læser tænker: "Facade?! Hvorfor?!" og jeg er så enig hele vejen! Facader er noget lort! Jeg kan simpelthen bare ikke holde ud at skulle fortælle folk jeg holder af om, hvor skidt jeg egentlig har det. Hvor ondt det gør indeni mig hver dag. Men hvorfor?
FORDI: Prøv at forklare folk, at en komplet vanvittig, nærmest psykotisk, DIMS indeni dit hoved, fordrejer alting der foregår omkring dig. Jeg er så ekstremt påvirkelig overfor mine omgivelser. Jeg lever livet i konstant yderlighed og sårbarhed. Både på godt og ondt. De små bitte ting som andre slet ikke tænker over, de fylder så meget i mit liv.
Jeg græd en gang af glæde, fordi jeg syntes at min instant kaffe var så uendelig smuk at se på.
Jeg kan sidde og fange luft med fingrene, og nyde følelsen af mine fingerspidser der rammer hinanden, fordi det er som at få energi-stød af sig selv. Jeg kan stoppe op midt i en sætning, og stirre helt betaget på en sky, fordi den minder mig om noget rart. Det bedste jeg ved, er at træde på grankogler om sommeren, når de er rigtig sprøde og knaser. Når det regner kan jeg godt lide fornemmelsen af at stikke det yderste af skoen ned i en vandpyt, og se ringene brede sig i vandet.
Det lyder jo ganske uskyldigt, men hvis det nu bare var dét!
Jeg har jo også den negative side af mig selv, jeg tænker nemlig så ofte dumme tanker som gør ondt helt ind i brystkassen. Jeg vil helst ikke skrive for meget i detaljer om dem, da det er en meget privat og forfærdelig del af mig selv. Men kan prøve at beskrive at ligeså vel som jeg kan have en uskyldig, barnlig tilgang til tingene, så kan jeg også have en meget mørk og dyster tilgang. Selv små ubetydelige ting som folk der passerer mig på gaden, kan være noget af det mest modbydelige. Uff..
Det resulterer i, at jeg har det lang bedre med omgivelser der IKKE giver respons. Gav det mening?
Lad mig prøve at forklare:
Det er svært for mig at være så overfølsom omkring alting, og derfor er det svært for mig at være sammen med mennesker, fordi jeg konstant skal forholde mig til ord, ansigtsudtryk, kropssprog og jeg kan aldrig forudse hvad deres næste sætning bliver eller hvordan de reagerer på de ting jeg siger. Det giver mig en kæmpe utryghed og usikkerhed, og jeg ender ofte med at opføre mig komplet keglet fordi jeg ikke kan håndtere det. Great.
Derfor foretrækker jeg langt oftere at begrænse min menneskelige kontakt til omverdenen. Måske er det derfor jeg er så glad for de dyr. De er meget mere ligetil.
Hvor åndssvagt er det egentlig ikke, at jeg er dårlig til menneskekontakt? Det er jo egentlig skabet og latterligt, især fordi det går ud over folk jeg faktisk holder utroligt meget af. På det punkt er jeg glad for facebook og andre sociale medier, for så kan jeg stadig være en del af folks liv, uden rent faktisk at deltage aktivt (som jo netop er det jeg har svært ved). Jeg er vel en form for tæt-på-langdistance-ven?
Jeg har faktisk af samme grund ikke rigtigt nogen venner. Jeg forstår godt folk. Kæft, jeg er svær at være ven med.
Det gør mig lidt ked af, at jeg har den her evne til at ødelægge alle mine venskaber, for jeg har ofte mødt helt fantastiske personligheder, men jeg bebrejder kun mig selv over, at det aldrig holder i længden. Jeg går fuldstændig i baglås og kan ikke vedligeholde kontakten. De fleste har beskrevet, at jeg langsomt glider ud i baggrunden og bliver inaktiv og usynlig i dagligdagen. Faktum er jo, at det ikke er fordi jeg ikke kan lide personen, jeg overbelaster bare for nemt mig selv og trækker mig (måske lidt for hurtigt) tilbage engang imellem.
Jeg har dog, midt i al den her elendighed, en veninde. Nemlig, D.
Hun har holdt mig ud lige siden børnehaven, og fundet sig i alle mine op- og nedture. Hun presser mig ikke til kontakt, hun lader mig ånde, lader mig være i baggrunden, og vigtigst af alt: hun føler sig ikke overset, hvis jeg i en (ofte lang) periode bruger al min tid på at være sammen med alle mulige andre. Jeg tror simpelthen at det bunder ud i, at D ved præcis hvor hun har mig. Hun ved, at skulle hun efter ½ års tavshed høre fra mig, så har vi hverken været uvenner eller "ikke-på-talefod", vi har simpelthen bare haft travlt med hver vores her og nu-sysler. Hun ved, at hun når som helst kan ringe, og så vil jeg være der for hende, og det er fordi at vi er i balance. Vi når ikke den der "Gaaah, vi har været sammen HVER DAG i en uge!"-ting, fordi vi formår at "dosere" vores venskab i en tilpas mængde. Hun har været min allerbedste veninde i tusindvis af år, og hun vil forhåbentlig altid være det. Hun forstår mit sociale behov, jeg forstår hendes, og heldigvis er vi temmelig ens.
Så selvom jeg i dette indlæg har beskrevet en masse øvsenbøvsen, så er det rart at kunne slutte af med at beskrive, at selv social klaptorsk som jeg selv, kan have en sjælefrænde af en veninde.
/Helle
fredag den 28. juni 2013
Blodprøver, livmoderhalskræft og ny læge.
Sidste år fik jeg jo at vide, at livmoderhalskræft-vaccinen ville være gratis et år frem. Jeg tænkte straks "Den skal jeg da ha'!", men pga personlige omstændigheder, er det bare blevet udskudt og udskudt og udskudt. Oveni hatten gik min læge på pension, og jeg kunne ikke helt finde ud af det med ny læge midt i det hele.
Forleden ringede min mor dog. NU var det tid! 1. Juli var sidste chance, og jeg burde altså få det sat i gang. Jeg ringede derfor og fik en tid hos min nye læge, og skal nu derop i dag og have første (ud af tre) stik. Godt man lige har sin mor til at sparke en ud af døren, når man selv er en dovenlas.
Sidste gang jeg var hos min psykiater, huskede hun mig på, at jeg også skulle have taget EKG og blodprøver. -Haps! Dem snupper vi da også i dag.
Så i dag skal jeg stikkes til den helt store guldmedalje. Hvad gør man dog ikke, for at være i live et par ekstra år? Der må sgu være noget godt over det hersens liv, .-trods alt!
/Helle
Forleden ringede min mor dog. NU var det tid! 1. Juli var sidste chance, og jeg burde altså få det sat i gang. Jeg ringede derfor og fik en tid hos min nye læge, og skal nu derop i dag og have første (ud af tre) stik. Godt man lige har sin mor til at sparke en ud af døren, når man selv er en dovenlas.
Sidste gang jeg var hos min psykiater, huskede hun mig på, at jeg også skulle have taget EKG og blodprøver. -Haps! Dem snupper vi da også i dag.
Så i dag skal jeg stikkes til den helt store guldmedalje. Hvad gør man dog ikke, for at være i live et par ekstra år? Der må sgu være noget godt over det hersens liv, .-trods alt!
/Helle
torsdag den 27. juni 2013
Flytning, uvished og afsked med mine småere...
Jeg bor pt. på et kollegie uden de store muligheder for at udfolde sig rent boligforholdsmæssigt. It sucks.
Kvarteret er skummelt, stemningen er utryg (medmindre man nyder fulde mennesker og techno-bas) og indbrud er nærmere reglen end undtagelsen.
Min angst har længe været en dominerende faktor i min dagligdag. Alt for mange ting har jeg måttet afskære mig fra, fordi jeg ikke har været stærk nok til at overvinde angsten. Jeg ved nu, at selvfølgelig var jeg stærk nok, selvfølgelig behøvede jeg ikke afskære mig fra ting, men det var rigtig svært i den periode hvor angsten havde så voldsomt et tag i mig. Nu, på den anden side, virker det helt uvirkeligt at jeg har været så hæmmet pga noget så flyvsk som negative tankemønstre. Det er jo ofte desværre de negative tankemønstre der påvirker os mest. De vinder hurtigere over de positive, -i hvert fald inde i mit hoved. Uanset hvad, så havde jeg en lang periode på knap 1½ år, hvor jeg var så gennemsyret af konstante angstanfald, at jeg faktisk ikke rigtig kunne foretage mig noget særligt.
Dertil hjalp min boligsituation mig jo bestemt ikke. Jeg turde ikke være hjemme, -skumle typer lister omkring! Jeg turde ikke forlade lejligheden, -skumle tyve lister omkring! Jeg turde ikke handle, -voldsmænd står i kø rundt om hjørnet for at angribe mig! Jeg turde ikke sove, jeg turde ikke stå op... gaaah! Jeg turde bare intet. Frygt, frygt, frygt!
Lejligheden blev mere og mere beskidt og snavset. Kunne ikke tage mig sammen til noget som helst. Havde jeg stadig været barn, havde jeg anmeldt mig selv til børneforsorgen for misrøgt! Snavs overalt! Det blev værre og værre! Jeg rykkede konstant rundt på møblerne, for at finde mig til rette. Det hjalp IKKE! Lejligheden blev ved med at ligne helvedes forgård! Spildte jeg noget på gulvet, skjulte jeg det med en gammel sok, der burde have været i vaskemaskinen i stedet. Jeg lavede en lagkage af snavs, ved hjælp af mine egne egendele. Det var modbydeligt.
I dag er det et år siden at jeg fik den hjælp jeg trængte til dengang. I dag er det næsten væk, al den angst. Jeg har stadig lidt tilbage af det, men det meste har jeg lært at skubbe fra mig.
...men jeg bor stadig midt i verdens røvhul! Lejligheden er ikke kommet sig over min mishandling, og der skal en total renovering til, for at sikre sig at den bliver lækker-lækker at bo i.
Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville bruge en masse penge på at slibe gulv og male vægge nu. Jeg ville VÆK fra kvarteret! Undersøgte derefter mine muligheder for at låne penge i banken, og fandt en andelslejlighed som både K og jeg gerne vil bo i.
Tanken om at flytte... aaaah... det er det eneste der fylder noget i mit hoved lige for tiden. Jeg er fuldt ud kontrolleret af de her tanker (igen ville jeg ønske mig bedre til at skubbe visse tanker helt ud af hovedet!) og det fylder så meget i min dagligdag, at jeg ikke kan foretage mig noget som helst uden at relatere det, til den måske-nye lejlighed.
Ulempen er bare:
Vi ved slet ikke, om vi vil kunne låne pengene i banken. Altså, jeg tror det! Men der kan sgu ske så meget på så kort tid! Uvisheden omkring om det bliver til noget eller ej, den er enormt tung at gå og bære på. Jeg tænker hele tiden på det faktum at jeg måske om 1½ måned kan stå i en ny lejlighed, klar til at starte helt forfra på en frisk. Men uvisheden om at jeg samtidig også kan risikere stadigvæk at sidde i det her HUL om 5 år.. uff!
Dertil kommer næsten det værste. Jeg har to hunde og to katte... og må ikke medbringe fire husdyr i den lejlighed. Jeg må kun medbring to og er derfor nødt til at fravælge to af mine elskede kræ. Jeg er simpelthen stillet op nu til at vælge mellem mit egoistiske ønske om at komme væk fra det her møgsted, eller blive og beholde alle mine kære små. Enhvert fornuftigt menneske ville... ja, jeg ved det faktisk ikke. Jeg møder lidt blandede reaktioner hist og her. Nogle mener, at dyrene er det vigtigste, andre mener det omvendt. Normalt, ville jeg heppe på dyrene. Pludselig er det dog mig selv der sidder her i lort til halsen, i en lille klam og hærget lejlighed uden fremtid i den... skal jeg ikke tænke på mig selv og min trivsel? Komme væk fra det her dårlige miljø og starte forfra? Jo... det synes jeg egentlig at jeg skal.
Men nu må vi se hvad banken siger! Jeg skal nok opdatere på dét punkt.
/Helle
Kvarteret er skummelt, stemningen er utryg (medmindre man nyder fulde mennesker og techno-bas) og indbrud er nærmere reglen end undtagelsen.
Min angst har længe været en dominerende faktor i min dagligdag. Alt for mange ting har jeg måttet afskære mig fra, fordi jeg ikke har været stærk nok til at overvinde angsten. Jeg ved nu, at selvfølgelig var jeg stærk nok, selvfølgelig behøvede jeg ikke afskære mig fra ting, men det var rigtig svært i den periode hvor angsten havde så voldsomt et tag i mig. Nu, på den anden side, virker det helt uvirkeligt at jeg har været så hæmmet pga noget så flyvsk som negative tankemønstre. Det er jo ofte desværre de negative tankemønstre der påvirker os mest. De vinder hurtigere over de positive, -i hvert fald inde i mit hoved. Uanset hvad, så havde jeg en lang periode på knap 1½ år, hvor jeg var så gennemsyret af konstante angstanfald, at jeg faktisk ikke rigtig kunne foretage mig noget særligt.
Dertil hjalp min boligsituation mig jo bestemt ikke. Jeg turde ikke være hjemme, -skumle typer lister omkring! Jeg turde ikke forlade lejligheden, -skumle tyve lister omkring! Jeg turde ikke handle, -voldsmænd står i kø rundt om hjørnet for at angribe mig! Jeg turde ikke sove, jeg turde ikke stå op... gaaah! Jeg turde bare intet. Frygt, frygt, frygt!
Lejligheden blev mere og mere beskidt og snavset. Kunne ikke tage mig sammen til noget som helst. Havde jeg stadig været barn, havde jeg anmeldt mig selv til børneforsorgen for misrøgt! Snavs overalt! Det blev værre og værre! Jeg rykkede konstant rundt på møblerne, for at finde mig til rette. Det hjalp IKKE! Lejligheden blev ved med at ligne helvedes forgård! Spildte jeg noget på gulvet, skjulte jeg det med en gammel sok, der burde have været i vaskemaskinen i stedet. Jeg lavede en lagkage af snavs, ved hjælp af mine egne egendele. Det var modbydeligt.
I dag er det et år siden at jeg fik den hjælp jeg trængte til dengang. I dag er det næsten væk, al den angst. Jeg har stadig lidt tilbage af det, men det meste har jeg lært at skubbe fra mig.
...men jeg bor stadig midt i verdens røvhul! Lejligheden er ikke kommet sig over min mishandling, og der skal en total renovering til, for at sikre sig at den bliver lækker-lækker at bo i.
Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville bruge en masse penge på at slibe gulv og male vægge nu. Jeg ville VÆK fra kvarteret! Undersøgte derefter mine muligheder for at låne penge i banken, og fandt en andelslejlighed som både K og jeg gerne vil bo i.
Tanken om at flytte... aaaah... det er det eneste der fylder noget i mit hoved lige for tiden. Jeg er fuldt ud kontrolleret af de her tanker (igen ville jeg ønske mig bedre til at skubbe visse tanker helt ud af hovedet!) og det fylder så meget i min dagligdag, at jeg ikke kan foretage mig noget som helst uden at relatere det, til den måske-nye lejlighed.
Ulempen er bare:
Vi ved slet ikke, om vi vil kunne låne pengene i banken. Altså, jeg tror det! Men der kan sgu ske så meget på så kort tid! Uvisheden omkring om det bliver til noget eller ej, den er enormt tung at gå og bære på. Jeg tænker hele tiden på det faktum at jeg måske om 1½ måned kan stå i en ny lejlighed, klar til at starte helt forfra på en frisk. Men uvisheden om at jeg samtidig også kan risikere stadigvæk at sidde i det her HUL om 5 år.. uff!
Dertil kommer næsten det værste. Jeg har to hunde og to katte... og må ikke medbringe fire husdyr i den lejlighed. Jeg må kun medbring to og er derfor nødt til at fravælge to af mine elskede kræ. Jeg er simpelthen stillet op nu til at vælge mellem mit egoistiske ønske om at komme væk fra det her møgsted, eller blive og beholde alle mine kære små. Enhvert fornuftigt menneske ville... ja, jeg ved det faktisk ikke. Jeg møder lidt blandede reaktioner hist og her. Nogle mener, at dyrene er det vigtigste, andre mener det omvendt. Normalt, ville jeg heppe på dyrene. Pludselig er det dog mig selv der sidder her i lort til halsen, i en lille klam og hærget lejlighed uden fremtid i den... skal jeg ikke tænke på mig selv og min trivsel? Komme væk fra det her dårlige miljø og starte forfra? Jo... det synes jeg egentlig at jeg skal.
Men nu må vi se hvad banken siger! Jeg skal nok opdatere på dét punkt.
/Helle
Præsentation!
Hej folkens!
Jeg tror jeg vil starte mit første indlæg ud, med en lille præsentation.
Jeg er en 26-årig tøs, med store fødder og lille selvværd. En dårlig kombi, som jeg helst så ombyttet.
Meningen med den her blog er egentlig ikke det mest banebrydende, jeg tror simpelthen bare jeg vil forsøge at bruge bloggen til at få lidt tanker ned på skrift, og på at få lidt afløb for det mylder der altid er i mit hoved.
Jeg er hjemmegående på førtidspension. En meget splittende tilstand at være i, i så ung en alder. En del af mig er taknemmelig for, at jeg lever i et samfund hvor der tages så stort hensyn til folk som mig, og en del af mig er grædefærdig over at alle de kloge hoveder har stemplet mig som uarbejdsdygtig. Sidstnævnte del, er selvfølgelig min destruktive og negative følgesvend, som jeg slæber med mig overalt.
Jeg er generelt en meget splittet person. Ikke sådan at jeg har flere personligheder, men jeg har svært ved at finde faste holdepunkter her i livet og er konstant i bevægelse for at finde mig til rette her i livet, -hvilket kan være svært, når man som jeg er mentalt ude af balance i mange aspekter. Det gør rigtig mange ting svært for mig, især fordi jeg netop pga min psykiske sårbarhed ville have godt af faste rutiner og planlagte ugeskemaer, -det holder bare ikke særligt længe af gangen her. Jeg starter altid med store ambitioner og gode intentioner, men...
Jeg bor sammen med min kæreste, K. Han er min klippe, min støtte, mit alting! Så kort kan det siges.
Jeg har en kæmpe interesse for dyr! Så er det sagt, nu er det ude! Folk der kender mig ved, at den har været lige lovligt dominerende i mit liv. Jeg havde for nogle år siden et absurd dyrehold i min lille lejlighed, med både tamrotter, hamstere, mus, dværgmus, ørkenspringmus, marsvin, kanin, hund og kat... gisp! Når jeg tænker tilbage, får jeg helt åndenød! Det var sådan et kæmpe arbejde og stortset hver eneste ledige krone i budgettet gik til dyrlægen eller foder. Det var vildt! Jeg er kommet ned på et langt mere velfungerende dyrehold lige nu.
Derudover har jeg en kæmpe interesse i neglelak.
Når man kigger på mig, eller ser mig på gaden, kan man måske undres lidt over denne interesse. Jeg er noget af en sjuskedorthe, går ikke op i tøjet, håret og bruger sjældent sminke. Jeg går ofte ud af døren og handler ind, uden at tænke på at jeg måske lige skulle have fnugget kattehårene af blusen først. Men så kommer jeg med de negle. Suk. Bliver helt manisk hvis mine hænder er udtørrede eller neglebåndene flosser. Altid er de velplejede og velpolerede. Bum. Jeg giver ikke mening, -det har jeg for længst indset! Jeg har en alt for stor samling neglelakker, der til stadighed vokser, men er der noget der kan berolige mig, er det at lægge neglelak, -ligeså vel som det kan hidse mig op hvis jeg forsøger med fancy nail art, så det stoppede jeg hurtigt med. At sidde og lakere i en lækker farve, kan dog bringe mig en hel indre ro. Det' sgu dejligt!
Nu ved I lidt om mig. Det må være en start. Håber jeg kan få gang i det her bloggeri, det kunne da være hyggeligt.
/Helle
Jeg tror jeg vil starte mit første indlæg ud, med en lille præsentation.
Jeg er en 26-årig tøs, med store fødder og lille selvværd. En dårlig kombi, som jeg helst så ombyttet.
Meningen med den her blog er egentlig ikke det mest banebrydende, jeg tror simpelthen bare jeg vil forsøge at bruge bloggen til at få lidt tanker ned på skrift, og på at få lidt afløb for det mylder der altid er i mit hoved.
Jeg er hjemmegående på førtidspension. En meget splittende tilstand at være i, i så ung en alder. En del af mig er taknemmelig for, at jeg lever i et samfund hvor der tages så stort hensyn til folk som mig, og en del af mig er grædefærdig over at alle de kloge hoveder har stemplet mig som uarbejdsdygtig. Sidstnævnte del, er selvfølgelig min destruktive og negative følgesvend, som jeg slæber med mig overalt.
Jeg er generelt en meget splittet person. Ikke sådan at jeg har flere personligheder, men jeg har svært ved at finde faste holdepunkter her i livet og er konstant i bevægelse for at finde mig til rette her i livet, -hvilket kan være svært, når man som jeg er mentalt ude af balance i mange aspekter. Det gør rigtig mange ting svært for mig, især fordi jeg netop pga min psykiske sårbarhed ville have godt af faste rutiner og planlagte ugeskemaer, -det holder bare ikke særligt længe af gangen her. Jeg starter altid med store ambitioner og gode intentioner, men...
Jeg bor sammen med min kæreste, K. Han er min klippe, min støtte, mit alting! Så kort kan det siges.
Jeg har en kæmpe interesse for dyr! Så er det sagt, nu er det ude! Folk der kender mig ved, at den har været lige lovligt dominerende i mit liv. Jeg havde for nogle år siden et absurd dyrehold i min lille lejlighed, med både tamrotter, hamstere, mus, dværgmus, ørkenspringmus, marsvin, kanin, hund og kat... gisp! Når jeg tænker tilbage, får jeg helt åndenød! Det var sådan et kæmpe arbejde og stortset hver eneste ledige krone i budgettet gik til dyrlægen eller foder. Det var vildt! Jeg er kommet ned på et langt mere velfungerende dyrehold lige nu.
Derudover har jeg en kæmpe interesse i neglelak.
Når man kigger på mig, eller ser mig på gaden, kan man måske undres lidt over denne interesse. Jeg er noget af en sjuskedorthe, går ikke op i tøjet, håret og bruger sjældent sminke. Jeg går ofte ud af døren og handler ind, uden at tænke på at jeg måske lige skulle have fnugget kattehårene af blusen først. Men så kommer jeg med de negle. Suk. Bliver helt manisk hvis mine hænder er udtørrede eller neglebåndene flosser. Altid er de velplejede og velpolerede. Bum. Jeg giver ikke mening, -det har jeg for længst indset! Jeg har en alt for stor samling neglelakker, der til stadighed vokser, men er der noget der kan berolige mig, er det at lægge neglelak, -ligeså vel som det kan hidse mig op hvis jeg forsøger med fancy nail art, så det stoppede jeg hurtigt med. At sidde og lakere i en lækker farve, kan dog bringe mig en hel indre ro. Det' sgu dejligt!
Nu ved I lidt om mig. Det må være en start. Håber jeg kan få gang i det her bloggeri, det kunne da være hyggeligt.
/Helle
Abonner på:
Opslag (Atom)