Ja tak! Det ville sgu være nemt hvis det hele forsvandt i morgen som dug for solen. Al min smerte og alt mit selvpineri.
Der er sgu intet der forsvinder af sig selv, i hvert fald ikke af psykisk tunge ting, -på den ene eller anden måde, er der altid en katalysator der skubber en op over kanten igen.
Men, alligevel er der noget sandhed i dette indlægs titel. "Here today, gone tomorrow".
Hvorfor?
Jo, nu skal I høre: jeg skal nemlig til psykiater i morgen.
Jubii! Først skal det nævnes, at min psykiater er verdensklasse, men hun får ikke sådan mine problemer til at forsvinde ved et fingerknips. Nej, magien ligger simpelthen i, at jeg altid sidder dagen inden en aftale med hende, og skriver en liste over hvad jeg skal huske at nævne. Derefter tager jeg bussen ned til hende næste morgen, og puff! Problemerne er væk!
Altså, listen findes stadig, og minder mig om den forrige måneds bøvl, men som jeg sidder der i hendes stol og skal fortælle og forklare, så virker det så fjollet. Ja, FJOLLET!
Forestil jer, at skulle forklare en højtuddannet person, at hele din verden braser sammen over de mindste små ting. Hvor må det se latterligt ud, fra andres synsvinkel, den skæve tilgang man har til livet, når man er psykisk syg. Jeg sidder i hvert fald i den stol og tænker: "Arj.. det er sgu for fjollet til at fortælle om" og derved bagatelliserer jeg mine problemer og går derfra helt opløftet og føler mig rask og velfungerende.
Jeg nøjes derfor ofte med at fortælle om de virkelig tunge ting, men selv der, prøver jeg at skabe en opfriskende stemning omkring problemet, og forsøger at mildne det. Nu er min "psyk" jo ikke dum, så hun gennemskuer mig jo ofte. Det er også derfor jeg bliver ved med at gå der. Men selvfornægtelsen, den kommer sgu også med hver måned.
Nå, men jeg må hellere begynde at forberede mig på i morgen. Det bliver godt, hun hjælper mig sgu så meget.
10-4
/Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar