Jeg bor pt. på et kollegie uden de store muligheder for at udfolde sig rent boligforholdsmæssigt. It sucks.
Kvarteret er skummelt, stemningen er utryg (medmindre man nyder fulde mennesker og techno-bas) og indbrud er nærmere reglen end undtagelsen.
Min angst har længe været en dominerende faktor i min dagligdag. Alt for mange ting har jeg måttet afskære mig fra, fordi jeg ikke har været stærk nok til at overvinde angsten. Jeg ved nu, at selvfølgelig var jeg stærk nok, selvfølgelig behøvede jeg ikke afskære mig fra ting, men det var rigtig svært i den periode hvor angsten havde så voldsomt et tag i mig. Nu, på den anden side, virker det helt uvirkeligt at jeg har været så hæmmet pga noget så flyvsk som negative tankemønstre. Det er jo ofte desværre de negative tankemønstre der påvirker os mest. De vinder hurtigere over de positive, -i hvert fald inde i mit hoved. Uanset hvad, så havde jeg en lang periode på knap 1½ år, hvor jeg var så gennemsyret af konstante angstanfald, at jeg faktisk ikke rigtig kunne foretage mig noget særligt.
Dertil hjalp min boligsituation mig jo bestemt ikke. Jeg turde ikke være hjemme, -skumle typer lister omkring! Jeg turde ikke forlade lejligheden, -skumle tyve lister omkring! Jeg turde ikke handle, -voldsmænd står i kø rundt om hjørnet for at angribe mig! Jeg turde ikke sove, jeg turde ikke stå op... gaaah! Jeg turde bare intet. Frygt, frygt, frygt!
Lejligheden blev mere og mere beskidt og snavset. Kunne ikke tage mig sammen til noget som helst. Havde jeg stadig været barn, havde jeg anmeldt mig selv til børneforsorgen for misrøgt! Snavs overalt! Det blev værre og værre! Jeg rykkede konstant rundt på møblerne, for at finde mig til rette. Det hjalp IKKE! Lejligheden blev ved med at ligne helvedes forgård! Spildte jeg noget på gulvet, skjulte jeg det med en gammel sok, der burde have været i vaskemaskinen i stedet. Jeg lavede en lagkage af snavs, ved hjælp af mine egne egendele. Det var modbydeligt.
I dag er det et år siden at jeg fik den hjælp jeg trængte til dengang. I dag er det næsten væk, al den angst. Jeg har stadig lidt tilbage af det, men det meste har jeg lært at skubbe fra mig.
...men jeg bor stadig midt i verdens røvhul! Lejligheden er ikke kommet sig over min mishandling, og der skal en total renovering til, for at sikre sig at den bliver lækker-lækker at bo i.
Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville bruge en masse penge på at slibe gulv og male vægge nu. Jeg ville VÆK fra kvarteret! Undersøgte derefter mine muligheder for at låne penge i banken, og fandt en andelslejlighed som både K og jeg gerne vil bo i.
Tanken om at flytte... aaaah... det er det eneste der fylder noget i mit hoved lige for tiden. Jeg er fuldt ud kontrolleret af de her tanker (igen ville jeg ønske mig bedre til at skubbe visse tanker helt ud af hovedet!) og det fylder så meget i min dagligdag, at jeg ikke kan foretage mig noget som helst uden at relatere det, til den måske-nye lejlighed.
Ulempen er bare:
Vi ved slet ikke, om vi vil kunne låne pengene i banken. Altså, jeg tror det! Men der kan sgu ske så meget på så kort tid! Uvisheden omkring om det bliver til noget eller ej, den er enormt tung at gå og bære på. Jeg tænker hele tiden på det faktum at jeg måske om 1½ måned kan stå i en ny lejlighed, klar til at starte helt forfra på en frisk. Men uvisheden om at jeg samtidig også kan risikere stadigvæk at sidde i det her HUL om 5 år.. uff!
Dertil kommer næsten det værste. Jeg har to hunde og to katte... og må ikke medbringe fire husdyr i den lejlighed. Jeg må kun medbring to og er derfor nødt til at fravælge to af mine elskede kræ. Jeg er simpelthen stillet op nu til at vælge mellem mit egoistiske ønske om at komme væk fra det her møgsted, eller blive og beholde alle mine kære små. Enhvert fornuftigt menneske ville... ja, jeg ved det faktisk ikke. Jeg møder lidt blandede reaktioner hist og her. Nogle mener, at dyrene er det vigtigste, andre mener det omvendt. Normalt, ville jeg heppe på dyrene. Pludselig er det dog mig selv der sidder her i lort til halsen, i en lille klam og hærget lejlighed uden fremtid i den... skal jeg ikke tænke på mig selv og min trivsel? Komme væk fra det her dårlige miljø og starte forfra? Jo... det synes jeg egentlig at jeg skal.
Men nu må vi se hvad banken siger! Jeg skal nok opdatere på dét punkt.
/Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar