Børn og dyr = total happiness!

Jeg ELSKER dyr! Jeg ELSKER børn!
Allermest elsker jeg børn der elsker dyr, og dyr der elsker børn. Gav det mening?

Sankt Hans Aften var vi nede i nærområdet for at se bål. Vi fravalgte bevidst bålet her i kvarteret, da det hele bare handler om at høre høj musik og fulde sig, så vi valgte i stedet at gå 700 meter længere væk, til et familieområde. Faktisk det område vi var ved at flytte ned til, -det var meget velovervejet at vi valgte lige netop der!
Det vrimlede med familier, og vi havde selvfølgelig hundene med. En lille pige, Selma, stod og krammede på Lala i ½ time, og selvom hun ikke kunne sige et eneste ord, så var den sammenhørighed der var mellem hende og Lala bare så smuk og livsbekræftende!

I dag var vi så i skoven, hvor jeg pludselig hører et barneskrig! Hundene gik jo løs, så jeg skyndte mig at lokalisere dem og kalde dem til mig og få dem i snor. Det viste sig dog hurtigt, at det var en bette pige, der stadig gik usikkert på benene, som havde fået øje på Lala og havde skreget af begejstring.
Hendes forældre spurgte pænt, om deres datter måtte hilse på min store hund, og selvfølgelig måtte hun det.

Lala satte sig pænt ved siden af mig, og sad ganske stille mens den lille pige stod foran hende og aede hende. Især den der flappe-hænge-savle-hud som Lala har i mundvigen, det var virkelig skægt at pille ved. Lala sad med tungen ud af munden og prustede, -det var jo varmt. Den lille pige kiggede med et undrende blik på Lala, hvorefter hun selv åbnede munden og efterlignede prusteriet. Det er jo kommunikation i sin enkleste form, og hvor er det smukt at et så lille barn er så observant og reagerende omkring sine omgivelser!

Det var så berigende at se de to sammen. Min 50kgs vuffer med den bette pige der kun lige havde lært at gå, og de kiggede bare hinanden dybt i øjnene.

Når mine niecer på 7 og 11 besøger mig, så er hundene også i højsædet. Det er så fantastisk når dyr og børn bare klikker sammen. Det er næsten som om at mange dyr er så fintfølende omkring børn, og passer ekstra godt på dem.

Så, jeg håber det giver mening nu. Jeg elsker når børn og dyr "finder hinanden", det er noget af det smukkeste jeg ved.
/Helle

For helvede da også..

Jeg er så vant til at folk løber skrigende væk fra mig. Jeg er så vant til at jeg selv trækker stikket, fordi jeg føler jeg ikke kan være der for folk. Det sker konstant og hele tiden, jeg burde simpelthen bare stoppe NU med at møde nye mennesker. Eller, i det mindste burde jeg have udviklet en vis form for immunitet omkring hele den her situation...

Hvorfor gør det så stadig så ondt i hjertet? Det her ene menneske formåede simpelthen at give mig så stor en lyst til at ændre mig, at den fiasko der fulgte i kølvandet var så tung at bære på, og stadig er det. Jeg græder indvendig når jeg tænker på hende, og jeg savner hende så meget, at jeg er helt skræmt over det.

Jeg kan bare ikke... hun ville flere ting her i  livet, der indebar orden og struktur. Jeg er stik modsat. Jeg er alt for spontan og impulsiv, jeg kan ikke have faste aftaler hver uge/måned, jeg er for flyvsk til at putte mig selv ned i faste rammer og blive dér. Jeg kan ikke finde ud af at holde en kontinuerlig kontakt kørende, med daglige sms'er og vedligeholdelse af samtaler man havde for flere uger siden. Jeg kan ikke engang holde styr på mit eget rod indeni hovedet, jeg kan slet ikke huske at tjekke op på andres også.

Jeg skammer mig over at være som jeg er, -især når jeg brænder så inderligt for at hun skal være min veninde. Hun var sjov, skør og samtidig helt nede på jorden. Vi talte samme sprog.

Jeg indrømmer det igen og igen, og siger igen og igen at jeg burde have været ærlig fra start, og meldt ud overfor hende at jeg havde mine barrierer der gjorde mig til en lidt anderledes veninde. Jeg ville bare sååååå gerne være noget andet! Jeg tror egentlig at det primære problem her IKKE er hendes behov for fast struktur og faste aftaler, nej, problemet er 100% at jeg ikke fortalte hende hvordan tingene fungerede bedst for mig! Vi kunne måske være gået på kompromis. Hun kunne have sagt: "Jeg har tid hver onsdag" og jeg kunne have svaret: "Så snakkes vi ved om tirsdagen og ser om det passer!" ...bum! Nemmere kunne det ikke være! Men nej, Helle, din IDIOT.. du skulle absolut "Ja, ja, super!" og så trække dig mere og mere ind i dig selv.. fucking fucktard.

Hmf.. jeg kan jo godt mærke at jeg kører i ring lige nu. Det nytter ikke noget, det er overstået.. men for pokker, hvor jeg savner hende..

/Helle

Totalt på røven og på rulleskøjter ned af bakken!

Herre Kristus! Jeg bliver fuldstændig vanvittig af det her kaos der hersker i mit liv! Har nonstop i en måned været på kanten af alting, og det stopper simpelthen ikke!

Havde en rar samtale med min psyk, lige indtil hun blev bekymret over mine blodprøver, som viste at jeg havde for højt levertal og for lavt calcium indhold. Hun bad mig søge læge. Juhu.
Jeg har helt med vilje ikke googlet symptomer eller nærmet mig netdoktor.dk, jeg venter tålmodigt til i morgen hvor jeg skal ned til lægen og påbegynde undersøgelser. Alligevel; YES! Det tager vi sgu bare med!

Økonomien, som overskriften indikerer, hænger i den tyndeste tråd ever! Vi har været så meget på nummigøjsen, at vi umuligt har kunnet tilgodese min hormonsygdom, og menuen har stået på billig-mad ala færdigretter, nudler, toast osv. Alt sammen noget der absolut giver mig bøvl! Efter tre uger med denne kost, sank jeg sammen og kunne ikke klare det mere! Nu skal jeg simpelthen have noget ordentligt mad!! Er begyndt at spise æg igen (skal helst have meget fedt og protein, og så få kulhydrater som muligt), og har også fået spist noget af det kød vi havde i fryseren. Fx var der en aften hvor vi kun spiste stegt flæsk, fordi vi ikke havde råd til tilbehør. -Hvilket jo i bund og grund er fint for min hormonsygdom.

Min mor var forbi i dag, og afleverede en bærepose fyldt med madvarer. Det var så pænt af hende. Jeg fik både æg og bacon, majschips, fuldkornskiks, koldskål og kammerjunkere. Jeg fik også en mazarintærte, som jeg nok gemmer til næste gang mine niecer besøger mig, fordi lige nu og her skal jeg bestemt ikke have noget der gør dumt i maven. Jeg blev så glad for hendes gestus, det var sådan en sød ting at gøre.

Det var jo meningen, at vi skulle af med vores dyr til en flink gammel dame, men de sidste par ugers stress og undersøgelse af gældssituationen har gjort det klart at vi nok ikke kommer herfra indenfor et år, som vi ellers håbede. Tidshorisonten hedder lige nu 3-5 år, så nu kan vi sgu godt tillade os at beholde dem, synes jeg. Det var utroligt hårdt at skulle skrive og trække i land, har også tilbudt at dække eventuelle udgifter (EFTER den første i næste måned!) fordi jeg kan forestille mig at hun har glædet sig så meget. Men altså, kan man beholde sine dyr, så gør man det da!
I følge FaceBook blev beskeden fra mig af, læst i morges. Så hun har vished om det nu. Jeg kunne godt tænke mig noget respons, og har gået hele dagen og trippet ekstremt... føj hvor jeg hader at give triste beskeder!

Alt i alt; lort med lort på!
/Helle

Here Today, Gone Tomorrow!

Ja tak! Det ville sgu være nemt hvis det hele forsvandt i morgen som dug for solen. Al min smerte og alt mit selvpineri.
Der er sgu intet der forsvinder af sig selv, i hvert fald ikke af psykisk tunge ting, -på den ene eller anden måde, er der altid en katalysator der skubber en op over kanten igen.

Men, alligevel er der noget sandhed i dette indlægs titel. "Here today, gone tomorrow".
Hvorfor?
Jo, nu skal I høre: jeg skal nemlig til psykiater i morgen.

Jubii! Først skal det nævnes, at min psykiater er verdensklasse, men hun får ikke sådan mine problemer til at forsvinde ved et fingerknips. Nej, magien ligger simpelthen i, at jeg altid sidder dagen inden en aftale med hende, og skriver en liste over hvad jeg skal huske at nævne. Derefter tager jeg bussen ned til hende næste morgen, og puff! Problemerne er væk!

Altså, listen findes stadig, og minder mig om den forrige måneds bøvl, men som jeg sidder der i hendes stol og skal fortælle og forklare, så virker det så fjollet. Ja, FJOLLET!

Forestil jer, at skulle forklare en højtuddannet person, at hele din verden braser sammen over de mindste små ting. Hvor må det se latterligt ud, fra andres synsvinkel, den skæve tilgang man har til livet, når man er psykisk syg. Jeg sidder i hvert fald i den stol og tænker: "Arj.. det er sgu for fjollet til at fortælle om" og derved bagatelliserer jeg mine problemer og går derfra helt opløftet og føler mig rask og velfungerende.

Jeg nøjes derfor ofte med at fortælle om de virkelig tunge ting, men selv der, prøver jeg at skabe en opfriskende stemning omkring problemet, og forsøger at mildne det. Nu er min "psyk" jo ikke dum, så hun gennemskuer mig jo ofte. Det er også derfor jeg bliver ved med at gå der. Men selvfornægtelsen, den kommer sgu også med hver måned.

Nå, men jeg må hellere begynde at forberede mig på i morgen. Det bliver godt, hun hjælper mig  sgu så meget.
10-4
/Helle

"Nå.. hvordan går det så?"

Argh!
Nogle gange vil jeg virkelig gerne bare blive usynlig. Ønske at folk havde T-Rex syn så jeg forsvandt fra deres synsevne, når jeg stod helt stille.

Jeg er en pivskid, I know! Men lige for tiden kan jeg slet ikke samle mig om at svare på, hvordan jeg har det. Alt er bare ramlet for vildt den seneste halvanden uge. Vaskemaskinen, mikroovnen, FLYTNINGEN FAILEDE, sengen brast sammen under mig mens jeg lå STILLE i den og dyrene er bare syge på stribe herhjemme. Jeg har gået rundt med et forkølelsessår på størrelse med Fyn pga alt det stress, og jeg kan hverken overskue at gå i bad eller rede hår, jeg er i et zombielignenede stress-stadie der er ved at blive skræmmende af helvedes til!

På med smilet og frem med: "Det går udemærket!" -eller hvad?!
Jeg kan bare ikke...

Skæbnen vil jo absolut, at selvom jeg går mine vante ruter her i området, og normalt aldrig møder folk, så er jeg bare ramlet frontalt ind i gamle bekendtskaber den sidste uge. Endda også telefonisk!

Når de så spørger, så forvandler mit ansigt sig til en sammentrukken grimasse af ubehag og indre smerte, og de første par gange svarede jeg: "Det går sådan lidt op og ned..." og så derefter forsøgte at skifte emne. I går var jeg nået dertil hvor jeg faktisk svarede: "Det orker jeg ikke at svare på, jeg har det af helvedes til og det er alt for indviklet..." og trods jeg følte mig fandens uhøflig, blev jeg faktisk mødt af en enorm forståelse og en "OK, vi snakker om noget andet, så." og så gled samtalen videre til noget mere behageligt, og jeg kunne få lindret den efterhånden fastgroede nedadvendte mundvig.

Egentlig kan jeg godt lige overkomme at snakke om alle de materielle ting der gik i stykker i løbet af tre dage. Det er trods alt meget rart at have fået noget nyt og bedre. Men for hulan da, den lejlighed jeg måtte tage afsked med... det bløder bare indeni mig ved det tab. For pokker hvor gør det ondt. Det brænder indeni mig efter at komme væk herfra, og jeg vil virkelig gøre mit ypperste, for at få det gjort!!

Så det er selvfølgelig primært stressen og nederlaget over lejlighedstabet der gør ondt, og det er sjovt nok det folk spørger mest ind til. Dog kommer der nok en dag, hvor jeg kan tale om det. Uanset hvad, så kan jeg mærke at jeg faktisk bliver nødt til at stoppe dette indlæg nu, fordi nu gør det ondt igen..

/Helle

Min hund er min bedste medicin!

Okey... det lyder lidt forkert i den overskrift. Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg sluger et lille stykke af hunden hver morgen, hehe.

Nej, det skal selvfølgelig forstås sådan, at trods flere års medicinering og diverse forsøg fra "kloge" hoveder der skulle fortælle mig hvordan jeg skulle gøre tingene, så skulle løsningen på mange af mine problemer være, at jeg fik min hund, Lala.

Jeg har sådan set haft hunde i mange år, faktisk siden 2004 (bum-bum, det må så være 9 år), men det har desværre langt oftere været en hæmsko, end en egentlig hjælp. Jeg elsker jo hunde, måske er jeg en tand for hunde-gal i manges øjne. Da jeg var barn, lånte jeg gang på gang bøger om hunderacer, og øvede mig i at genkende dem, og jeg vandre rundt som en anden lille nørd blandt byens hundeejere og bestemte deres hunderacer: "Hej! Er det ikke en Nova Scotia Duck Tolling Retriver??" og min mor har haft sit hyr med, at jeg skulle hilse på samtlige hunde vi passerede.
Jeg har ikke tal på hvor mange fantasi-hunde jeg har haft som barn, hvor ofte jeg har siddet og regnet mig frem til, hvor mange af mine møbler på mit værelse der skulle ud for at jeg havde plads til hundekurv og madskål. Jeg prøvede at lindre min mani, ved at samle på hunde-tøjdyr. Jeg havde mit værelse fyldt op af dem, alle havde de navne og personligheder, samt (til tider indviklede) familiebånd til hinanden.

Heldigvis var min dejligste veninde, D, ligeså dyretosset som jeg selv, og vi havde mange dage hvor vi levede os ind i vores egen fantasiverdener, fyldt med dyr.

I 2004 var jeg flyttet hjemmefra og brændte inderligt efter nu skulle jeg altså have mig min egen hund. Min daværende kæreste og jeg, havde vidt forskellig smag i hunderacer, og vi gik på kompromis og endte med en engelsk bulldog, en race jeg på mange måder både elsker og hader. Bulle-bassen viste sig jo, at have et fremragende temperament, men et utroligt dårligt helbred. Det var et værre rend frem og tilbage fra dyrlægen. Operationer og indlæggelser var hverdagskost, og han døde 5 år gammel, af en mavedrejning, i armene på mig.

Derefter fik jeg, sammen med K, to små skødehunde. Den mindste gik hen og blev mit livs lys. Han var bogstaveligt talt afhængig af mig, og jeg kunne ikke forlade hjemmet uden at hans verden ramlede sammen. Det viste sig med tiden, at han havde en alvorlig mental brist, og hans liv blev mere og mere ubærligt for ham selv, og de mindste små ting i verdenen, resulterede i panikskidning og rysteture. Dyrlægen sagde, at værdigheden var forsvundet, og han fik fred. Det var så hårdt et tab, men det var det bedste.

Så stod vi tilbage med den anden lille fyr. Utrolig sød og dejlig, men vores kemi havde aldrig rigtig været der. Det var fars hund.

Inden jeg fortsætter, skal jeg have en vigtig detalje med. Jeg skrev jo tidligere, at det ofte havde været en hæmsko at have hund, og her er hvorfor: Jeg turde ikke lufte dem!

Kvarteret vi bor i, er ganske vidst ikke synderligt rart, men om jeg så havde boet i et indhegnet parcelkvarter, havde jeg ikke turdet. Jeg var SÅ angst for alting. Jeg gik aldrig i skoven med hundene, medmindre jeg kunne få nogen med mig, for jeg turde ikke gå alene. Morgenturen blev lige akkurat klaret, men det var en meget lille tur. Jeg turde ikke rigtigt forlade lejligheden for fx. at handle, fordi jeg var bange for indbrud. Jeg ville generelt helst blive i min seng og ikke gå nogen steder. Derfor var det skisme lidt besværligt at jeg absolut skulle have hund, som skulle luftes 3-4 gange dagligt, men heldigvis hjalp K mig selvfølgelig med lufteturene.

Aftenturene var især slemme. Sommetider brød jeg ud i gråd når vi kom hjem, fordi angsten havde bygget sig ekstremt op indeni mig. Andre gange rystede jeg på hele turen. Det var så modbydeligt!

Da vi i vinters stod tilbage med den lille fyr, blev det efter en måned mig klart, at der måtte gøres noget. Jeg skulle lære det!
Mit dyreglade hjerte havde et håb. Et håb der havde  været i min sjæl i flere år, og som jeg ofte havde tænkt over, uden at dele det med nogen: "Bare jeg havde en større hund, til at passe på mig..."

Jeg delte i Januar mine tanker med K, og i Marts flyttede Lala ind til os. For lige at få en dejlig detajle med, så er D vokset op på en gård hvor denne race (newf) opdrættes, og det var fra denne gård Lala er. Så udover at være min rednings-hund, er hun også relateret til min bedste veninde!

Vi havde kun haft Lala i ganske få uger, da det stod klart at verdensbilledet havde ændret sig. Jeg var ikke bange, Lala var hos mig! Jeg gik ture med hende midt om natten, jeg trodsede kvarteret på alle tider af døgnet og gik lange ture i naturen med hundene, -uden andre mennesker.
Når jeg forlader hjemmet, er jeg tryg, for Lala passer på dyrene.

Den ro jeg har fået i sjælen, den kan ikke beskrives, men jeg er hende evigt taknemmelig, og jeg er blevet et nyt menneske pga hende. Hele min barndoms absurde besættelse af hunde, har endelig fundet sin plads i mit liv, -for nu giver det mening. Det hele er faldet på plads, og Lala hjælper mig i min kamp for at lære, at verdenen altså ikke er så farlig, som jeg gør den til.

Sammen, klarer vi sgu det her.
/Helle

Når man ved man er selvskader, men ikke vil indse det.

Et af mine allerstørste problemer her i livet er, at jeg har en utrolig god indsigt i mine egne problemer. Oh, jeg kan tale i evigheder om diverse skavanker og besværligheder, og konkludere meget beslutsomt præcis hvori mine problemer ligger. Hvorfor fa'en gør jeg så intet ved det?

Det irriterer mig grænseløst at jeg er så høj i hatten, at jeg er sådan en know-it-all omkring mine psykiske og fysiske besværligheder, men jeg tager ikke skridtet videre og håndterer problemerne, som jeg burde! Det er jo latterligt!

Man fornemmer nok et vis selvhad heri, og ja, jeg tror sgu egentlig også det er der problemet ligger. Jeg VED jeg har store problemer, og jeg VED at der findes udveje man kan forsøge sig med. Dog tøver jeg.

En af de ting der er min største byrde for tiden, er min selvskadende adfærd. Når folk hører om den tendens, tænker de fleste på cutting, men det er ikke det jeg "praktiserer". Selvskadende adfærd kommer i mange former og farver. Fælles for alle er, at resultatet giver en form for lindring i sindet.

For at forklare hvordan jeg selvskader, skal I nok lige have lidt baggrundshistorie:

Jeg lider af PCOS. En hormonsygdom der påvirker min evne til at producere levedygtige æg i æggestokkene, og jeg kan derfor ikke rigtig blive gravid. Det er desværre ikke kun det, for denne hormonsygdom er enormt styret af insulinproduktion, og som mange ved (fx i forbindelse med sukkersyge) så styres meget af vores insulinproduktion igennem det vi spiser. Derfor, når man har PCOS reagerer ens krop utroligt negativt i forbindelse med mange fødevarer, som får insulinniveauet til at stige drastisk. Heriblandt: sukker, kartofler og hvedemel. Det er selvfølgelig ikke de eneste fødevarer der er dumme, men disse er dem jeg tyer til, fordi de giver den største reaktion i kroppen.

Når jeg spiser fx kartoffel, så svulmer jeg fuldstændig op på maven. Jeg ligner en spærreballon. Oveni købet får jeg forfærdelig ondt i maven, får ofte diarré og kaster op, eller får en hovedpine så stærk at den føles som migræne. Dertil kan jeg næsten ikke få vejret når jeg går rundt omkring, fx når jeg lufter hunde.

Det er derfor tydeligt, at det er meget voldsomt for mig at spise disse ting. I starten, da jeg opdagede hvorfor jeg fik det så skidt hele tiden, da holdt jeg mig troligt væk fra disse madvarer. Jeg fandt dog med tiden en vis tilfredsstillelse i, så at sige at "flytte fokus" når jeg havde det psykisk skidt. Det var nemlig langt nemmere at forholde sig til fysisk sygdom, end at have det skidt psykisk.

I starten var den en sjælden fornøjelse, men i takt med at jeg gjorde det oftere og oftere, aftog virkningen lidt, fordi min krop vænnede sig til at have det skidt. Det sidste år har jeg gjort det hver dag. Jeg havde tabt mig næsten 40 kg, og har taget de 25 kg på igen, pga mit valg om at gøre dette.

Det der irriterer mig mest ved dette er, at jeg taler så stort og flot omkring mit problem. Jeg ved jo derfor tydeligvis godt, at jeg oprigtigt talt har et alvorligt problem, men hvorfor filan gør jeg så intet ved det?

Jeg tror at jeg vil tage problemet op med min psykiater næste gang, og spørge hende hvad hun vil anbefale mig. For det er åbenbart ikke nogen problemløsning, bare at vide man har et problem. Man skal også indse det.

/Helle

ZzzzZzzzzzZzz...

I kan nok fornemme det på overskiften. Jeg er dødens træt.
Faktisk, ja, så har der været flere trin på den trappe..

Det startede jo med, at flytteplanerne gik i vasken. Det var virkelig, virkelig en mavepuster. Jeg havde sat mig så meget op efter det (stor fejl!) og mentalt havde jeg allerede pakket alle mine ting. Den lejlighed var PERFEKT!!

Men ja, nu sidder jeg her, og bliver her nok et stykke tid endnu. Det var modbydeligt igen at finde sig "fanget" her i kvarteret, og ikke ane sine levende råd om hvordan man skal komme væk herfra. Der skulle tages nogle tunge beslutninger og gøres noget drastisk!

Hvis man har læst mine tidligere indlæg ved man, at i forbindelse med flytningen havde vi besluttet os for at gå af med to af dyrene, for at sikre os at kunne flytte ind i den nye lejlighed uden at overtræde husdyrreglementet. Det var en beslutning der var så uendelig tung, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg ville træffe. Dog skete det.

Da lejlighedsplanen gik i vasken, stod vi med en bitter smag i munden. Javist, nu kunne vi beholde vores dyr, men ville vi nogensinde kunne kommer herfra, med alle fire? Vi tænkte længe, og i og med at vi jo faktisk allerede havde fundet det mest fantastiske nye hjem hos min venindes mor, så blev vi enige om, at se om de kunne trivedes nede hos hende. Vi så det jo faktisk ikke som en permanent løsning på vores problemer, at vi kunne beholde dem. Nej, vi så det snarere som en udskydelse på et senere problem med den næste lejlighed vi finder. Vi har derfor taget beslutningen om, at selvom vi ikke flytter lige nu og her, så flytter to af dyrene stadig ned på landet. Det bliver modbydeligt at sige farvel til dem, men det er et nødvendigt onde i kampen for at finde et bedre sted at leve.

Jeg har slet ikke lyst til at fortælle det til nogen. Folk dømmer mig så forfærdeligt. Som om jeg ikke bonker mig selv nok  i hovedet, som om det ikke gør rigeligt ondt.. nej, folk skal absolut vade rundt i min beslutning. Så det føles nemmere at tie stille, og lade dem flytte i fred og ro alligevel, men jeg skylder trods alt folk der holder af de to kræ, at de får en chance for at sige farvel.

I kølvandet på flyttefiaskoen, blev lejligheden herhjemme ubærlig at befinde sig i. Jeg følte det som, at væggene kravlede hen over mig, og kvalte mig. Hvis jeg skulle blive i den her lejlighed på ubestemt tid, måtte der gøres noget NU!

Den følgende uge blev lejligheden totalt forbedret. Jeg orker faktisk ikke at liste op her, hvad der er ordnet, men det føles faktisk i den rette vinkel som et rart sted at være. Det er dejligt.

Nu vil jeg takke af. Alle de utallige dage i IKEA, hvidevarerforretninger, byggemarkeder og diverse renderi hos sælgere på dba.dk SAMT istandsætning af lejligheden har gjort mig fuldstændig ristet i overetagen. Sov, Helle. Sov nu!

/Helle

Det er faktisk så svært, Krumme!

Føj for søren, hvor kan jeg føle mig multihandikappet på travle dage. Stress og jag - neeeeej! Jeg bliver fuldstændig ristet i hovedet, kan ikke forstå hvad folk siger til mig, og jeg går totalt i overgear og mister enhver form for overblik.

Der er med garanti mange der har det sådan, men jeg sad lige og tænkte på Krumme's sang:
"Det er ikke så svært, når man først får det lært. Man kan gøre hvad man vil."

AAARGH! Jo, Krumme, det er fandme svært nogle gange!
Pyha, det er sgu rart at afreagere lidt på en fiktiv personlighed, og nu vil jeg komme videre med dagens program mens jeg deler mentale tæsk ud til den flabede 11-årig, der jo så tydeligvis burde komme herhjem og ordne alt mit bøvl, når nu det slet ikke er så svært.

/Helle

"Hvad laver du så til dagligt?"

Jeg er skizofren. Det er ingen hemmelighed, men jeg bryder mig bestemt ikke om ordets klang. Igennem medier, film og bøger, har skizofreni fået et dystert og makabert ansigt. Sandheden er selvfølgelig lang mere avanceret end hvad medierne skriver.

Skizofreni er en utrolig bredspektret diagnose. Indenfor skizofreni-diagnosen finder der underkategorier, som man kan placere folk i for at give et mere præcis billede af deres symptommønster. Jeg er personligt placeret i: F20.0 Paranoid Skizofreni.

Nu kommer det sjove jo; jeg kender mindst 5 andre mennesker i min omgangskreds der har samme diagnose, og vi er fuldstændig vidt forskellige i vores adfærd og symptomer. Det er netop fordi at skizofreni er så bredspektret, at der er plads til mange forskelligheder indenfor diagnosen.

Udover den håndfuld jeg kender personligt, har jeg i min tid i psykiatrien mødt et utal af mennesker, også med F20.0, som igen var mit absolutte modstykke. Det er simpelthen fordi at F20.0 indeholder så mange symptomer, og man skal jo egentlig bare opfylde så og så mange procent. Så der er jo frit valg på alle hylder, og det skaber jo en utrolig stor forskellighed blandt os med denne diagnose.

Derfor er det selvsagt blevet en pine at fortælle hvad man fejler, fordi det er sgu altid en eller anden skizofren der ugen forinden havde skudt vildt omkring sig. Så jeg gør faktisk alt hvad jeg kan, for at undgå at bruge det ord, selvom det er svært.


Jeg er skizofren.
-kan I  høre det? Det er ikke fedt.

Endnu bedre bliver det jo, når man til sammenkomster bliver spurgt hvad man laver til dagligt. Mit svar lyder oftest således: "Jeg er hjemmegående pt. Jeg gik ned med stress i 2007 og kæmper stadig mine kampe for at komme op på hesten igen" -BUM! Det er som regel nok til at folk ikke spørger yderligere ind til det, og hvis de gør fortæller jeg sandfærdige ting omkring perioden op til (der skete nemlig nogle traumatiske ting, såsom selvmord i vennekredsen og modbydelig arbejdsplads), og jeg kan faktisk holde en ganske fornuftig samtale kørende på det. For ikke om jeg nogensinde vil stille mig op og sige: "Jeg er hjemmegående, fordi jeg er skizofren"
Been there, done that. Folk flygter.

Lærer jeg folk bedre at kende, bliver det lidt nemmere at forklare den fulde sandhed. Det er bare i bund og grund ikke en god isbryder at smide Skizo-ordet på bordet.

Folk der kender mig, ved jo også at jeg først og fremmest er HELLE! At jeg ikke ER min sygdom og ikke har særligt meget tilfælles med de skrækbilleder der males i medierne. Der er ingen tvivl om, at jeg lider at et svært tilfælde, men de fleste skizofrene der går amok, er altså oveni hatten også ramt af dybe psykoser og  voldsomme vrangforestillinger, -noget jeg kun oplever i mindre grad. 

Så, her har I mig. Jeg er ikke farlig, jeg er ikke uhyggelig, jeg er bare en af tusinde skizofrene der render rundt og "gemmer" sig i dagens Danmark.

/Helle
 

At tro på noget mere, men ikke alt..

Lige siden jeg var ganske ung, har jeg troet på det overnaturlige og det sårbare her i verdenen.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at der var mere mellem himmel og jord end øjet så, og jeg har altid været overbevist om at jeg selv mærkede det omkring mig.

Jeg fik helt lyst til at skrive dette blogindlæg, netop fordi jeg skrev i mit tidligere indlæg, at jeg var blevet små-religiøs. Da jeg havde postet det tænkte jeg: "Er jeg ikke altid det?!" ...og sørme om der ikke ½ time senere ringer den sødeste koreanske pige på, for at prædke om "Mother God".

Når man er en nysgerrig sjæl, lukker man ikke bare døren i hovedet på folk der kommer med nye synspunkter. Jeg har haft lange snakke med Jehovas Vidner, Scientology o.a. men er endnu ikke blevet overbevist om at kalde mig noget specielt endnu. Denne søde pige, Grace, spurgte om hun måtte stjæle tre minutter af min tid.

Trods hun var svær i engelsk, lavede hun en fremragende og rørende præsentation af flere bibelvers, der omhandlede Guds feminine modstykke. Fx "The wife of the Lamb" og "The Holy Spirit and his Bride", og tog spørgsmålet op omkring det, at vi ikke kun havde God Father, men også en God Mother.

Det var utroligt interessant, og hvis jeg ikke havde travlt med at rydde op i alt muligt inde i stuen, havde jeg bestemt snakket med hende længere tid endnu. Jeg sagde til hende, at hun var velkommen en anden gang, og jeg har bestemt tænkt mig at læse den folder hun gav mig.

Nogle vil måske mene, at det er tarveligt at vise interesse, hvis man ikke har oprigtige intentioner, men når man som jeg ikke rigtig kan finde mit ståsted, og samtidig har denne søgen efter "mere", så er det altid mægtigt interessant at høre om forskellige menneskers spirituelle værested. En ting jeg nemlig beundrer ved, religion er den ildhu og opofrelse folk har i livet. Det, der i andres øjne virker fanatisk og tåbeligt, ser i mine øjne ud som noget fantastisk, fordi folk har denne indre ro. "Mit liv er i Guds hænder".

Måske er det egentlig dét som jeg savner, -at kunne fralægge mig ansvaret fuldstændig. Uanset hvad, så har jeg endnu ikke kunnet hellige mig en religion. Trods bibelklub i Gymnasiet og en iver efter at lære om andre religioner, har jeg endnu ikke fundet mit ståsted på det religiøse punkt, og har efterhånden indset at jeg nok ikke finder det.

Jeg tror dog fuldt og fast på at der er "noget", og i realiteten burde det vel egentlig ikke være nødvendigt at presse sig selv ned i en kasse og sætte label på sig selv. Er det ikke nok, at jeg mærker min omverden? Behøver jeg også at have en forklaring på den?

/Helle

Status: Flytning annulleret!

Dybt suk! Man tror sgu man har fod på tingene, og så sidder man nede hos sin bankrådgiver og taber kæben. Javist, sommetider bør man nok forberede sig en lille smule, men altså..

Det viser sig tydeligvis, at for at banken vil låne en bare fem flade ører, skal man have et helt absurd højt rådighedsbeløb efter regninger hver måned. Jeg forstår egentlig godt princippet. Men, wow!

Jeg havde lige akkurat IKKE nok!
Det virker bare så fjollet.. at man sætter en standart for hvordan folk skal bruge deres penge, for hvor meget de bruger i dagligdagen på diverse ting. Jeg forstår godt at man har været nødt til at sætte nogen rammer, men det føles så fuldstændig åndssvagt at sidde nede i banken med sit budget, og have den indstilling at der bliver masser af penge til overs hver måned, og så siger ens bankrådgiver: "Det er jo dyrt at leve i Danmark.."

Javel.

Jeg må nu give hende ret; jeg har ikke altid selv været den mest fornuftige. Er det til tider stadig ikke, og er nok rigeligt spontan når jeg handler ind. Men det er sguda også fordi jeg kan tillade mig det! Jeg har jo de penge jeg ved jeg har, og jeg har aldrig været god til at spare hvis der ikke var en decideret ting jeg sparede op til. Så har jeg lidt ekstra penge ved hånden, så spiser jeg sgu god mad i den måned.

Uanset hvad, så mindede min moster mig om, at det nok var et tegn om at det ikke var skæbnen at det blev lige denne gang at vi flyttede. Så, jeg er blevet små-religiøs og har konkluderet at kharma nok har fingrene i mig, og at der nok kommer en anden gang.

Så.... jeg er her endnu.
/Helle

Når man mister venner, fordi man er et skvat!

Jeg har før skrevet herinde om det faktum, at jeg er en kæmpe torsk når det kommer til at vedligeholde venskaber.

Som regel er jeg ret afklaret med det, og holder mig på afstand af folk. Primært for ikke at såre dem.
Ja, ja, nu lyder det som om mit bekendtskab er så fantastisk at folk får tårer i øjnene hvis jeg ikke tager telefonen, men det er selvfølgelig ikke dét jeg mener.

Jeg har bare gentagende gange gjort folk rigtig, rigtig, rigtig kede af det, fordi jeg er sådan en røv. Så det er blevet nemmere med tiden, bare at forsøge at holde en tilpas afstand, sådan så folk ikke får et for stærkt tilhørsforhold til én.

For nyligt gik det dog helt galt, og det sidder stadig som en klump i halsen på mig, når jeg tænker på det.

Jeg mødte en af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Hun var skør,  sjov og havde en fantastisk indsigt i livet. Det var som at få endnu en søster.

Alligevel gik det galt. Jeg trak mig væk, som hun havde allermest brug for mig.

Da jeg stod i situationen, var jeg utroligt gal på mig selv, over at jeg havde kørt den så langt. Hun havde brug for mig.
Folk skal bare ikke have brug for mig.. jeg er ikke en man kan regne med, fordi jeg er så ustabil i krop og sind. Men åh. Jeg ville SÅ gerne være hendes veninde, og jeg ville så gerne være der for hende. Det gik bare så galt, fordi jeg igen ikke tog hensyn til folk og ikke var ærlig omkring mig selv.

Havde jeg nu bare været ærlig fra start. Havde jeg fortalt hende om mine op- og nedture. Men nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er et fjols.
Det kunne jo godt være, at hun havde accepteret mig, og ikke havde haft noget imod at jeg er som jeg er. Men det finder jeg jo aldrig ud af nu.

Det sker, som skrevet, tit at jeg mister bekendtskaber. Som regel har jeg dog en nem tilgang til afstand overfor det, sådan at jeg ikke går og hænger over det faktum at jeg igen har klokket i det. Men hende her, hun var bare så speciel.

Jeg tror ikke at hun læser min blog. Det tror jeg faktisk ikke rigtigt at der er nogen der gør.. men jeg håber at hun ved at jeg aldrig mente hende ondt.

Man må nok indstille sig på, at det ikke er sidste gang jeg oplever det her, men føj, hvor gør det ondt at gøre folk så kede af det.
Undskyld!

/Helle