Langdistance-venskab?

Folk der kender mig ved udemærket godt, at det der sociale aspekt i livet, som mange nyder utroligt meget, det er en kæphest i mit liv.
Jeg kan sagtens hygge mig sammen med folk, og nyde deres selskab. Dog bliver det hurtigt svært for mig.

En gang sagde jeg til min kontaktperson: "At møde folk på gaden og small talke, det er det værste jeg ved!"
....men nu har jeg faktisk fundet ud af, at det er det eneste der rent faktisk virkelig fungerer for mig.

Det drejer sig nemlig i sådanne tilfælde om 2-5 minutter hvor jeg skal virke frisk, glad og optimistisk. Bagefter kan jeg gå hjem i min beskidte lejlighed og trøstespise over min selvforskyldte elendighed. Skal jeg derimod være sammen med de sammen folk ofte, af længere varighed, så skal jeg også opretholde min glade facade så meget mere intens, -og så går det galt.

Den kloge læser tænker: "Facade?! Hvorfor?!" og jeg er så enig hele vejen! Facader er noget lort! Jeg kan simpelthen bare ikke holde ud at skulle fortælle folk jeg holder af om, hvor skidt jeg egentlig har det. Hvor ondt det gør indeni mig hver dag. Men hvorfor?

FORDI: Prøv at forklare folk, at en komplet vanvittig, nærmest psykotisk, DIMS indeni dit hoved, fordrejer alting der foregår omkring dig. Jeg er så ekstremt påvirkelig overfor mine omgivelser. Jeg lever livet i konstant yderlighed og sårbarhed. Både på godt og ondt. De små bitte ting som andre slet ikke tænker over, de fylder så meget i mit liv.

Jeg græd en gang af glæde, fordi jeg syntes at min instant kaffe var så uendelig smuk at se på.
Jeg kan sidde og fange luft med fingrene, og nyde følelsen af mine fingerspidser der rammer hinanden, fordi det er som at få energi-stød af sig selv. Jeg kan stoppe op midt i en sætning, og stirre helt betaget på en sky, fordi den minder mig om noget rart. Det bedste jeg ved, er at træde på grankogler om sommeren, når de er rigtig sprøde og knaser. Når det regner kan jeg godt lide fornemmelsen af at stikke det yderste af skoen ned i en vandpyt, og se ringene brede sig i vandet.

Det lyder jo ganske uskyldigt, men hvis det nu bare var dét!

Jeg har jo også den negative side af mig selv, jeg tænker nemlig så ofte dumme tanker som gør ondt helt ind i brystkassen. Jeg vil helst ikke skrive for meget i detaljer om dem, da det er en meget privat og forfærdelig del af mig selv. Men kan prøve at beskrive at ligeså vel som jeg kan have en uskyldig, barnlig tilgang til tingene, så kan jeg også have en meget mørk og dyster tilgang. Selv små ubetydelige ting som folk der passerer mig på gaden, kan være noget af det mest modbydelige. Uff..

Det resulterer i, at jeg har det lang bedre med omgivelser der IKKE giver respons. Gav det mening?

Lad mig prøve at forklare:
Det er svært for mig at være så overfølsom omkring alting, og derfor er det svært for mig at være sammen med mennesker, fordi jeg konstant skal forholde mig til ord, ansigtsudtryk, kropssprog og jeg kan aldrig forudse hvad deres næste sætning bliver eller hvordan de reagerer på de ting jeg siger. Det giver mig en kæmpe utryghed og usikkerhed, og jeg ender ofte med at opføre mig komplet keglet fordi jeg ikke kan håndtere det. Great.

Derfor foretrækker jeg langt oftere at begrænse min menneskelige kontakt til omverdenen. Måske er det derfor jeg er så glad for de dyr. De er meget mere ligetil.

Hvor åndssvagt er det egentlig ikke, at jeg er dårlig til menneskekontakt? Det er jo egentlig skabet og latterligt, især fordi det går ud over folk jeg faktisk holder utroligt meget af. På det punkt er jeg glad for facebook og andre sociale medier, for så kan jeg stadig være en del af folks liv, uden rent faktisk at deltage aktivt (som jo netop er det jeg har svært ved). Jeg er vel en form for tæt-på-langdistance-ven?

Jeg har faktisk af samme grund ikke rigtigt nogen venner. Jeg forstår godt folk. Kæft, jeg er svær at være ven med.
Det gør mig lidt ked af, at jeg har den her evne til at ødelægge alle mine venskaber, for jeg har ofte mødt helt fantastiske personligheder, men jeg bebrejder kun mig selv over, at det aldrig holder i længden. Jeg går fuldstændig i baglås og kan ikke vedligeholde kontakten. De fleste har beskrevet, at jeg langsomt glider ud i baggrunden og bliver inaktiv og usynlig i dagligdagen. Faktum er jo, at det ikke er fordi jeg ikke kan lide personen, jeg overbelaster bare for nemt mig selv og trækker mig (måske lidt for hurtigt) tilbage engang imellem. 

Jeg har dog, midt i al den her elendighed, en veninde. Nemlig,  D.
Hun har holdt mig ud lige siden børnehaven, og fundet sig i alle mine op- og nedture. Hun presser mig ikke til kontakt, hun lader mig ånde, lader mig være i baggrunden, og vigtigst af alt: hun føler sig ikke overset, hvis jeg i en (ofte lang) periode bruger al min tid på at være sammen med alle mulige andre. Jeg tror simpelthen at det bunder ud i, at D ved præcis hvor hun har mig. Hun ved, at skulle hun efter ½ års tavshed høre fra mig, så har vi hverken været uvenner eller "ikke-på-talefod", vi har simpelthen bare haft travlt med hver vores her og nu-sysler. Hun ved, at hun når som helst kan ringe, og så vil jeg være der for hende, og det er fordi at vi er i balance. Vi når ikke den der "Gaaah, vi har været sammen HVER DAG i en uge!"-ting, fordi vi formår at "dosere" vores venskab i en tilpas mængde. Hun har været min allerbedste veninde i tusindvis af år, og hun vil forhåbentlig altid være det. Hun forstår mit sociale behov, jeg forstår hendes, og heldigvis er vi temmelig ens.

Så selvom jeg i dette indlæg har beskrevet en masse øvsenbøvsen, så er det rart at kunne slutte af med at beskrive, at selv social klaptorsk som jeg selv, kan have en sjælefrænde af en veninde.

/Helle