Et af mine allerstørste problemer her i livet er, at jeg har en utrolig god indsigt i mine egne problemer. Oh, jeg kan tale i evigheder om diverse skavanker og besværligheder, og konkludere meget beslutsomt præcis hvori mine problemer ligger. Hvorfor fa'en gør jeg så intet ved det?
Det irriterer mig grænseløst at jeg er så høj i hatten, at jeg er sådan en know-it-all omkring mine psykiske og fysiske besværligheder, men jeg tager ikke skridtet videre og håndterer problemerne, som jeg burde! Det er jo latterligt!
Man fornemmer nok et vis selvhad heri, og ja, jeg tror sgu egentlig også det er der problemet ligger. Jeg VED jeg har store problemer, og jeg VED at der findes udveje man kan forsøge sig med. Dog tøver jeg.
En af de ting der er min største byrde for tiden, er min selvskadende adfærd. Når folk hører om den tendens, tænker de fleste på cutting, men det er ikke det jeg "praktiserer". Selvskadende adfærd kommer i mange former og farver. Fælles for alle er, at resultatet giver en form for lindring i sindet.
For at forklare hvordan jeg selvskader, skal I nok lige have lidt baggrundshistorie:
Jeg lider af PCOS. En hormonsygdom der påvirker min evne til at producere levedygtige æg i æggestokkene, og jeg kan derfor ikke rigtig blive gravid. Det er desværre ikke kun det, for denne hormonsygdom er enormt styret af insulinproduktion, og som mange ved (fx i forbindelse med sukkersyge) så styres meget af vores insulinproduktion igennem det vi spiser. Derfor, når man har PCOS reagerer ens krop utroligt negativt i forbindelse med mange fødevarer, som får insulinniveauet til at stige drastisk. Heriblandt: sukker, kartofler og hvedemel. Det er selvfølgelig ikke de eneste fødevarer der er dumme, men disse er dem jeg tyer til, fordi de giver den største reaktion i kroppen.
Når jeg spiser fx kartoffel, så svulmer jeg fuldstændig op på maven. Jeg ligner en spærreballon. Oveni købet får jeg forfærdelig ondt i maven, får ofte diarré og kaster op, eller får en hovedpine så stærk at den føles som migræne. Dertil kan jeg næsten ikke få vejret når jeg går rundt omkring, fx når jeg lufter hunde.
Det er derfor tydeligt, at det er meget voldsomt for mig at spise disse ting. I starten, da jeg opdagede hvorfor jeg fik det så skidt hele tiden, da holdt jeg mig troligt væk fra disse madvarer. Jeg fandt dog med tiden en vis tilfredsstillelse i, så at sige at "flytte fokus" når jeg havde det psykisk skidt. Det var nemlig langt nemmere at forholde sig til fysisk sygdom, end at have det skidt psykisk.
I starten var den en sjælden fornøjelse, men i takt med at jeg gjorde det oftere og oftere, aftog virkningen lidt, fordi min krop vænnede sig til at have det skidt. Det sidste år har jeg gjort det hver dag. Jeg havde tabt mig næsten 40 kg, og har taget de 25 kg på igen, pga mit valg om at gøre dette.
Det der irriterer mig mest ved dette er, at jeg taler så stort og flot omkring mit problem. Jeg ved jo derfor tydeligvis godt, at jeg oprigtigt talt har et alvorligt problem, men hvorfor filan gør jeg så intet ved det?
Jeg tror at jeg vil tage problemet op med min psykiater næste gang, og spørge hende hvad hun vil anbefale mig. For det er åbenbart ikke nogen problemløsning, bare at vide man har et problem. Man skal også indse det.
/Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar