Jeg er skizofren. Det er ingen hemmelighed, men jeg bryder mig bestemt ikke om ordets klang. Igennem medier, film og bøger, har skizofreni fået et dystert og makabert ansigt. Sandheden er selvfølgelig lang mere avanceret end hvad medierne skriver.
Skizofreni er en utrolig bredspektret diagnose. Indenfor skizofreni-diagnosen finder der underkategorier, som man kan placere folk i for at give et mere præcis billede af deres symptommønster. Jeg er personligt placeret i: F20.0 Paranoid Skizofreni.
Nu kommer det sjove jo; jeg kender mindst 5 andre mennesker i min omgangskreds der har samme diagnose, og vi er fuldstændig vidt forskellige i vores adfærd og symptomer. Det er netop fordi at skizofreni er så bredspektret, at der er plads til mange forskelligheder indenfor diagnosen.
Udover den håndfuld jeg kender personligt, har jeg i min tid i psykiatrien mødt et utal af mennesker, også med F20.0, som igen var mit absolutte modstykke. Det er simpelthen fordi at F20.0 indeholder så mange symptomer, og man skal jo egentlig bare opfylde så og så mange procent. Så der er jo frit valg på alle hylder, og det skaber jo en utrolig stor forskellighed blandt os med denne diagnose.
Derfor er det selvsagt blevet en pine at fortælle hvad man fejler, fordi det er sgu altid en eller anden skizofren der ugen forinden havde skudt vildt omkring sig. Så jeg gør faktisk alt hvad jeg kan, for at undgå at bruge det ord, selvom det er svært.
Jeg er skizofren.
-kan I høre det? Det er ikke fedt.
Endnu bedre bliver det jo, når man til sammenkomster bliver spurgt hvad man laver til dagligt. Mit svar lyder oftest således: "Jeg er hjemmegående pt. Jeg gik ned med stress i 2007 og kæmper stadig mine kampe for at komme op på hesten igen" -BUM! Det er som regel nok til at folk ikke spørger yderligere ind til det, og hvis de gør fortæller jeg sandfærdige ting omkring perioden op til (der skete nemlig nogle traumatiske ting, såsom selvmord i vennekredsen og modbydelig arbejdsplads), og jeg kan faktisk holde en ganske fornuftig samtale kørende på det. For ikke om jeg nogensinde vil stille mig op og sige: "Jeg er hjemmegående, fordi jeg er skizofren"
Been there, done that. Folk flygter.
Lærer jeg folk bedre at kende, bliver det lidt nemmere at forklare den fulde sandhed. Det er bare i bund og grund ikke en god isbryder at smide Skizo-ordet på bordet.
Folk der kender mig, ved jo også at jeg først og fremmest er HELLE! At jeg ikke ER min sygdom og ikke har særligt meget tilfælles med de skrækbilleder der males i medierne. Der er ingen tvivl om, at jeg lider at et svært tilfælde, men de fleste skizofrene der går amok, er altså oveni hatten også ramt af dybe psykoser og voldsomme vrangforestillinger, -noget jeg kun oplever i mindre grad.
Så, her har I mig. Jeg er ikke farlig, jeg er ikke uhyggelig, jeg er bare en af tusinde skizofrene der render rundt og "gemmer" sig i dagens Danmark.
/Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar