ZzzzZzzzzzZzz...

I kan nok fornemme det på overskiften. Jeg er dødens træt.
Faktisk, ja, så har der været flere trin på den trappe..

Det startede jo med, at flytteplanerne gik i vasken. Det var virkelig, virkelig en mavepuster. Jeg havde sat mig så meget op efter det (stor fejl!) og mentalt havde jeg allerede pakket alle mine ting. Den lejlighed var PERFEKT!!

Men ja, nu sidder jeg her, og bliver her nok et stykke tid endnu. Det var modbydeligt igen at finde sig "fanget" her i kvarteret, og ikke ane sine levende råd om hvordan man skal komme væk herfra. Der skulle tages nogle tunge beslutninger og gøres noget drastisk!

Hvis man har læst mine tidligere indlæg ved man, at i forbindelse med flytningen havde vi besluttet os for at gå af med to af dyrene, for at sikre os at kunne flytte ind i den nye lejlighed uden at overtræde husdyrreglementet. Det var en beslutning der var så uendelig tung, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg ville træffe. Dog skete det.

Da lejlighedsplanen gik i vasken, stod vi med en bitter smag i munden. Javist, nu kunne vi beholde vores dyr, men ville vi nogensinde kunne kommer herfra, med alle fire? Vi tænkte længe, og i og med at vi jo faktisk allerede havde fundet det mest fantastiske nye hjem hos min venindes mor, så blev vi enige om, at se om de kunne trivedes nede hos hende. Vi så det jo faktisk ikke som en permanent løsning på vores problemer, at vi kunne beholde dem. Nej, vi så det snarere som en udskydelse på et senere problem med den næste lejlighed vi finder. Vi har derfor taget beslutningen om, at selvom vi ikke flytter lige nu og her, så flytter to af dyrene stadig ned på landet. Det bliver modbydeligt at sige farvel til dem, men det er et nødvendigt onde i kampen for at finde et bedre sted at leve.

Jeg har slet ikke lyst til at fortælle det til nogen. Folk dømmer mig så forfærdeligt. Som om jeg ikke bonker mig selv nok  i hovedet, som om det ikke gør rigeligt ondt.. nej, folk skal absolut vade rundt i min beslutning. Så det føles nemmere at tie stille, og lade dem flytte i fred og ro alligevel, men jeg skylder trods alt folk der holder af de to kræ, at de får en chance for at sige farvel.

I kølvandet på flyttefiaskoen, blev lejligheden herhjemme ubærlig at befinde sig i. Jeg følte det som, at væggene kravlede hen over mig, og kvalte mig. Hvis jeg skulle blive i den her lejlighed på ubestemt tid, måtte der gøres noget NU!

Den følgende uge blev lejligheden totalt forbedret. Jeg orker faktisk ikke at liste op her, hvad der er ordnet, men det føles faktisk i den rette vinkel som et rart sted at være. Det er dejligt.

Nu vil jeg takke af. Alle de utallige dage i IKEA, hvidevarerforretninger, byggemarkeder og diverse renderi hos sælgere på dba.dk SAMT istandsætning af lejligheden har gjort mig fuldstændig ristet i overetagen. Sov, Helle. Sov nu!

/Helle