Jeg har før skrevet herinde om det faktum, at jeg er en kæmpe torsk når det kommer til at vedligeholde venskaber.
Som regel er jeg ret afklaret med det, og holder mig på afstand af folk. Primært for ikke at såre dem.
Ja, ja, nu lyder det som om mit bekendtskab er så fantastisk at folk får tårer i øjnene hvis jeg ikke tager telefonen, men det er selvfølgelig ikke dét jeg mener.
Jeg har bare gentagende gange gjort folk rigtig, rigtig, rigtig kede af det, fordi jeg er sådan en røv. Så det er blevet nemmere med tiden, bare at forsøge at holde en tilpas afstand, sådan så folk ikke får et for stærkt tilhørsforhold til én.
For nyligt gik det dog helt galt, og det sidder stadig som en klump i halsen på mig, når jeg tænker på det.
Jeg mødte en af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Hun var skør, sjov og havde en fantastisk indsigt i livet. Det var som at få endnu en søster.
Alligevel gik det galt. Jeg trak mig væk, som hun havde allermest brug for mig.
Da jeg stod i situationen, var jeg utroligt gal på mig selv, over at jeg havde kørt den så langt. Hun havde brug for mig.
Folk skal bare ikke have brug for mig.. jeg er ikke en man kan regne med, fordi jeg er så ustabil i krop og sind. Men åh. Jeg ville SÅ gerne være hendes veninde, og jeg ville så gerne være der for hende. Det gik bare så galt, fordi jeg igen ikke tog hensyn til folk og ikke var ærlig omkring mig selv.
Havde jeg nu bare været ærlig fra start. Havde jeg fortalt hende om mine op- og nedture. Men nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er et fjols.
Det kunne jo godt være, at hun havde accepteret mig, og ikke havde haft noget imod at jeg er som jeg er. Men det finder jeg jo aldrig ud af nu.
Det sker, som skrevet, tit at jeg mister bekendtskaber. Som regel har jeg dog en nem tilgang til afstand overfor det, sådan at jeg ikke går og hænger over det faktum at jeg igen har klokket i det. Men hende her, hun var bare så speciel.
Jeg tror ikke at hun læser min blog. Det tror jeg faktisk ikke rigtigt at der er nogen der gør.. men jeg håber at hun ved at jeg aldrig mente hende ondt.
Man må nok indstille sig på, at det ikke er sidste gang jeg oplever det her, men føj, hvor gør det ondt at gøre folk så kede af det.
Undskyld!
/Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar