Det bliver en stor dag i morgen! I morgen skal jeg have at vide af min psyk hvad for noget medicin jeg skal skifte over på.
HOV! I må hellere få historien fra start.
Jeg har vist nævnt i et tidligere indlæg, at jeg har været decideret parkeret af systemet i mange år. En af de ting der længe har frustreret mig er, at i 2009 fik jeg at vide at jeg skulle på en ny medicin, der var en slags "sidste-udvej"-medicin. Jeg havde prøvet to andre præparater, uden succes. Dermed mente de, at nu var det tid til dette. En medicin der har ekstremt triste bivirkninger, men som er effektivt.
En af de mest trælse bivirkninger, er forhøjet risiko for hjertefejl. Når man, som jeg, i forvejen er en tyk trunte, vil man nok mene at det ikke er det smarteste at lægge ekstra lod i puljen i dét lotteri, -men det gjorde de. Jeg har derfor gået de sidste 4½ år og været utroligt ked af min medicin. Jeg har været til EKG (hjertediagram) hver 3. måned i alle disse år, for at holde øje med mit hjerte, og jeg bruger en masse energi på at bekymre mig.
For et par år siden fik jeg stærke smerter i venstre side af brystkassen. Min mor styrtede med mig på skadestuen, og jeg kom fluks ind og fik taget EKG. Alt var heldigvis i orden, det viste sig, at det var mine muskler omkring ribbenene der krampede. En "lidelse" jeg desværre oplever tit. Forestil jer at opleve disse kramper, velvidende at du spiser hjertefjendtlig medicin. Not funny!
I år gik min faste læge så på pension. Han har været min familielæge siden jeg var nyfødt, og det var noget af en omvæltning at skulle skifte læge. Jeg må dog indrømme, at min gamle læge ofte var en smule (læs: meget) overfladisk i sine behandlinger, og sjældent lagde nogen anstrengelse i at undersøge en særligt grundigt. Jeg var dog glad ved, at han altid gav mig de henvisninger jeg ønskede og var behagelig at snakke med. Han har, trods sin delvise ligegyldighed, hjulpet mig meget på min vej.
Jeg har siden Juni været nede hos mit nye lægehus tre gange, og det er jo noget helt, helt andet. De undersøger mig, stiller spørgsmål, uddyber deres spørgsmål hvis jeg ikke svarer uddybende nok selv, og de virker interesserede og engagerede. Jeg har været inde hos tre forskellige, og hver gang spørger de hvad jeg spiser af medicin. Når jeg når til min antipsykotiske medicin, får de store øjne og siger:"Hvorfor spiser du det??" og reaktionen er der bare HVER GANG. Folk med medicinsk kendskab VED BARE at det er noget værre gøjl.
I sidste uge var jeg til lægen igen, og denne gang var den søde læge igen bekymret, og sagde til mig: "Jeg synes altså du bør overveje, at snakke med din psykiater om et medicinskift". Jeg orkede det næsten ikke. Siden jeg startede på det, havde jeg flere gange udtryk ønske derom, og var hver gang blevet fejet af vejen. Dog tænkte jeg, at jeg ville give det et sidste forsøg, nu hvor det trods alt var en ny psykiater.
Hendes svar var: "JA!" Hun var jo selv overrasket over at jeg fik det, og nu kendte hun mig efterhånden godt nok til at vurdere mig i et medicinskifte-forløb. So here we go !!
Hun har i løbet af den seneste uge så fundet ud af hvilket præparat vi skal satse på, og i morgen skal vi gennemgå det og så starter vi ellers op. Der bliver selvfølgelig en overlapningsperiode hvor jeg spiser to forskellige slags. Jeg er SÅ spændt og en smule nervøs. Især fordi der aldrig er nogen garanti for hvordan man reagerer på diverse præparater. Så det er med spænding og bævren at jeg skal se hende i morgen.
Held i uheld, så ligger K syg herhjemme for tiden, og er derved herhjemme når jeg kommer hjem fra psyk, så jeg har en at snakke med om det hele.
Kryds fingre for mig!
/Helle
torsdag den 5. september 2013
tirsdag den 3. september 2013
dyr... dyr... DYR !!
Jeg ved det, alle ved det, det er ingen hemmelighed! Jeg er besat af dyr!
Siden jeg var barn, har jeg haft en enorm fascination af dyr. Især hunde og gnavere har altid været my thing. Som barn omgav jeg mig med tøjdyr, der alle havde inviklede familiebånd, de havde navne, aldre, racebestemmelser osv. Der var pinligt styr på det hele, og de var mit kæreste eje.
Jeg brugte timer på at læse i bøger om dyr. Jeg kunne nævne hunderacer i flæng, og var det der lille nørdede barn der sagde: "Må jeg klappe din golden retriver?" i stedet for "må jeg klappe din hund", haha.
Jeg har undervejs i min barndom også haft lidt forskellige dyr, men det er aldrig helt gået efter planen. Problemet har nok været, at jeg har været så fandens overbevisende overfor min kære moder, at jeg ofte selv har stået med ansvaret, trods min alder. Min mor har aldrig haft interessen, men jeg har tydeligvis talt min sag, og har fået et kæledyr i ny og næ. Det var dog ofte et for stort ansvar, med en kedelig udgang i sidste ende, og mange af mine dyr er forsvundet mens jeg har været i skole, da min mor ville skåne mig for afskeden, -noget jeg i dag er meget ked af, jeg ville nok selv have grebet det anderledes an som mor, men jeg kan ikke bebrejde hende, for hun har gjort det i bedste mening.
Efterhånden som jeg blev ældre blev det nemmere for mig at passe på mine dyr. Jeg tog mere ansvar og var mere bevidst omkring dem, men der var stadig nogle gevaldige upsere, som jeg må indrømme byggede på uvidenhed. Fx fik mine kaniner ikke hø eller tilstrækkelig plads og motion.
Da jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, havde jeg sammen med min daværende kæreste nogle tamrotter, og et år senere fik jeg mit første helt egen hund. I en lang periode havde vi kun hunden, efterhånden faldt tamrotterne jo fra, og det var egentlig ganske udemærket for mig i den periode, for jeg havde travlt med uddannelse og arbejde. Der var simpelthen ikke tiden til mere.
Som 20-årig går jeg ned psykisk. Jeg bliver indlagt på et dagscenter og stoppede med at arbejde. Jeg fik derfor lov af min kæreste til at anskaffe mig et kæledyr til, og valget faldt på tamrotter. Et år efter går mig og min daværende kæreste fra hinanden, og da står jeg med hunden stadigvæk (som hverken var hans eller min, vi deltes om ansvaret og skiftedes til at passe ham) og 7 tamrotter.
Det eksploderer lige pludselig! Mit dyrehold udvider sig ekstremt, og jeg kommer ind i en sygelig periode der varer flere år, hvor det eneste jeg tænker på er FLERE DYR! I løbet af sommeren møder jeg K, og flytter sammen med ham et halv år senere. Han har selv en ordentlig r*vfuld dyr, blandt andet tamrotter, pigmus, buskhalemus, ørkenspringmus, natalmus og alm. mus. Vores nye lejlighed er bombet med bure, og hver eneste ledige krone går til pasning og pleje af vores sygelige besættelse.
Vi begynder at tilføje flere dyrearter, og skal pludselig også have hamstere (både dværg- og guldhamstere) og selvom nogle andre dyrearter falder fra, får vi bare flere og flere bure fordi vi udvider bestanden af de andre dyrearter. På et tidspunkt har vi næsten 80 tamrotter.
Økonomisk var det en dødssejler. Vi brugte alle vores penge på det, og havde knap råd til mad til os selv. Til gengæld havde dyrene alt de skulle bruge, -og mere til. Vi kan simpelthen ikke stoppe. Vi er begge hjemmegående (mig pga det psykiske, K pga ryggen) og får dagen til at gå med at passe på vores skønne dyr. Vi ELSKER dem! Vi kan ikke forestille os den tomhed der ville fylde os, hvis vi ikke havde vores dyr!
Men... det sker jo selvfølgelig. Vi når bunden! De negative ting ved et stort dyrehold, begynder at presse sig på. Jo flere dyr, jo oftere oplever du sygdom, dødsfald osv. Vi ryger ind i en stime med uheld og vi føler vi drukner i ulemper og har svært ved at holde gejsten oppe. På daværende tidspunkt har vi ikke så mange dyrearter tilbage, men har stadig knap 80 tamrotter der fylder og lugter i hele lejligheden med deres kæmpe bure. Vi træffer en beslutning: vi stopper vores opdræt og stopper indtag af nye tamrotter! De følgende to år er hårde, det er svært at lægge det hele fra sig, det er blevet en vane at leve som vi gør.
Sommeren 2013 er vi nu nede på 4 aktive bure. Et med tamrotter (7 stk, -wow!), et med slanger, et med tre ørkenspringmus og et kaninbur. Det er vidunderligt!! Virkelig, simpelthen, befriende vidunderlig!!
Når man har haft så mange dyr som vi, og mærket på krop og sjæl hvor meget mental energi det sluger når tingene ikke funker, så lærer man det på den hårde måde. Aldrig nogensinde skal vi have så mange dyr igen. Aldrig.
Nu må jeg så selvfølgelig være ærlig og indrømme, at der dog er tre ekstra bure på vej, men to af dem fylder ikke særligt meget. Jeg får snart opfyldt en drøm om at få fedthalemus! Det har længe været en drøm at forsøge mig med en simpel, eksotisk gnaverart, og fedthalemus er bare det oplagte valg. Jeg skal hente dem til Oktober. Derudover skal jeg have en lille trio af egyptiske gerbiler. Igen en simpel eksotisk gnaverart der er ligetil. Begge arter er hverken lugtende eller svinene, -eller dyre i drift. Jeg ser det ikke som at jeg er på vej tilbage til min gamle sti, da dette er meget velovervejet og planlagt.
Det tredje bur er søde K, der gerne vil have en kornsnog. Den skal have et terrarie på 100x50 cm, så det fylder lidt. Men K er for nyligt begyndt at interessere sig meget for krybdyr, så det er jo selvfølgelig noget han skal have lov til.
Det vigtigste for mig er, at det ikke tager overhånd igen. Jeg tror at både K og jeg har haft nogle personlige hurdles der har skabt et enormt behov for at have noget at lave konstant. Men nu hvor K er startet i skole, og jeg har fundet nogle personlige interesser også, så ser det hele mere lyst ud.
/Helle
Siden jeg var barn, har jeg haft en enorm fascination af dyr. Især hunde og gnavere har altid været my thing. Som barn omgav jeg mig med tøjdyr, der alle havde inviklede familiebånd, de havde navne, aldre, racebestemmelser osv. Der var pinligt styr på det hele, og de var mit kæreste eje.
Jeg brugte timer på at læse i bøger om dyr. Jeg kunne nævne hunderacer i flæng, og var det der lille nørdede barn der sagde: "Må jeg klappe din golden retriver?" i stedet for "må jeg klappe din hund", haha.
Jeg har undervejs i min barndom også haft lidt forskellige dyr, men det er aldrig helt gået efter planen. Problemet har nok været, at jeg har været så fandens overbevisende overfor min kære moder, at jeg ofte selv har stået med ansvaret, trods min alder. Min mor har aldrig haft interessen, men jeg har tydeligvis talt min sag, og har fået et kæledyr i ny og næ. Det var dog ofte et for stort ansvar, med en kedelig udgang i sidste ende, og mange af mine dyr er forsvundet mens jeg har været i skole, da min mor ville skåne mig for afskeden, -noget jeg i dag er meget ked af, jeg ville nok selv have grebet det anderledes an som mor, men jeg kan ikke bebrejde hende, for hun har gjort det i bedste mening.
Efterhånden som jeg blev ældre blev det nemmere for mig at passe på mine dyr. Jeg tog mere ansvar og var mere bevidst omkring dem, men der var stadig nogle gevaldige upsere, som jeg må indrømme byggede på uvidenhed. Fx fik mine kaniner ikke hø eller tilstrækkelig plads og motion.
Da jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, havde jeg sammen med min daværende kæreste nogle tamrotter, og et år senere fik jeg mit første helt egen hund. I en lang periode havde vi kun hunden, efterhånden faldt tamrotterne jo fra, og det var egentlig ganske udemærket for mig i den periode, for jeg havde travlt med uddannelse og arbejde. Der var simpelthen ikke tiden til mere.
Som 20-årig går jeg ned psykisk. Jeg bliver indlagt på et dagscenter og stoppede med at arbejde. Jeg fik derfor lov af min kæreste til at anskaffe mig et kæledyr til, og valget faldt på tamrotter. Et år efter går mig og min daværende kæreste fra hinanden, og da står jeg med hunden stadigvæk (som hverken var hans eller min, vi deltes om ansvaret og skiftedes til at passe ham) og 7 tamrotter.
Det eksploderer lige pludselig! Mit dyrehold udvider sig ekstremt, og jeg kommer ind i en sygelig periode der varer flere år, hvor det eneste jeg tænker på er FLERE DYR! I løbet af sommeren møder jeg K, og flytter sammen med ham et halv år senere. Han har selv en ordentlig r*vfuld dyr, blandt andet tamrotter, pigmus, buskhalemus, ørkenspringmus, natalmus og alm. mus. Vores nye lejlighed er bombet med bure, og hver eneste ledige krone går til pasning og pleje af vores sygelige besættelse.
Vi begynder at tilføje flere dyrearter, og skal pludselig også have hamstere (både dværg- og guldhamstere) og selvom nogle andre dyrearter falder fra, får vi bare flere og flere bure fordi vi udvider bestanden af de andre dyrearter. På et tidspunkt har vi næsten 80 tamrotter.
Økonomisk var det en dødssejler. Vi brugte alle vores penge på det, og havde knap råd til mad til os selv. Til gengæld havde dyrene alt de skulle bruge, -og mere til. Vi kan simpelthen ikke stoppe. Vi er begge hjemmegående (mig pga det psykiske, K pga ryggen) og får dagen til at gå med at passe på vores skønne dyr. Vi ELSKER dem! Vi kan ikke forestille os den tomhed der ville fylde os, hvis vi ikke havde vores dyr!
Men... det sker jo selvfølgelig. Vi når bunden! De negative ting ved et stort dyrehold, begynder at presse sig på. Jo flere dyr, jo oftere oplever du sygdom, dødsfald osv. Vi ryger ind i en stime med uheld og vi føler vi drukner i ulemper og har svært ved at holde gejsten oppe. På daværende tidspunkt har vi ikke så mange dyrearter tilbage, men har stadig knap 80 tamrotter der fylder og lugter i hele lejligheden med deres kæmpe bure. Vi træffer en beslutning: vi stopper vores opdræt og stopper indtag af nye tamrotter! De følgende to år er hårde, det er svært at lægge det hele fra sig, det er blevet en vane at leve som vi gør.
Sommeren 2013 er vi nu nede på 4 aktive bure. Et med tamrotter (7 stk, -wow!), et med slanger, et med tre ørkenspringmus og et kaninbur. Det er vidunderligt!! Virkelig, simpelthen, befriende vidunderlig!!
Når man har haft så mange dyr som vi, og mærket på krop og sjæl hvor meget mental energi det sluger når tingene ikke funker, så lærer man det på den hårde måde. Aldrig nogensinde skal vi have så mange dyr igen. Aldrig.
Nu må jeg så selvfølgelig være ærlig og indrømme, at der dog er tre ekstra bure på vej, men to af dem fylder ikke særligt meget. Jeg får snart opfyldt en drøm om at få fedthalemus! Det har længe været en drøm at forsøge mig med en simpel, eksotisk gnaverart, og fedthalemus er bare det oplagte valg. Jeg skal hente dem til Oktober. Derudover skal jeg have en lille trio af egyptiske gerbiler. Igen en simpel eksotisk gnaverart der er ligetil. Begge arter er hverken lugtende eller svinene, -eller dyre i drift. Jeg ser det ikke som at jeg er på vej tilbage til min gamle sti, da dette er meget velovervejet og planlagt.
Det tredje bur er søde K, der gerne vil have en kornsnog. Den skal have et terrarie på 100x50 cm, så det fylder lidt. Men K er for nyligt begyndt at interessere sig meget for krybdyr, så det er jo selvfølgelig noget han skal have lov til.
Det vigtigste for mig er, at det ikke tager overhånd igen. Jeg tror at både K og jeg har haft nogle personlige hurdles der har skabt et enormt behov for at have noget at lave konstant. Men nu hvor K er startet i skole, og jeg har fundet nogle personlige interesser også, så ser det hele mere lyst ud.
/Helle
Abonner på:
Opslag (Atom)