Argh! Min bus går om 10 minutter!
Jeg når den jo selvfølgelig, men argh! Jeg har overhovedet ikke styr på alle de ting jeg skal snakke med lægen om. Hmfr.
Har lavet en liste på min mobil med ting jeg skal huske at nævne, og i bussen derned skal jeg lige briefe K også, så han kan fungerer som støtte-husker.
Må bare gøre en solid indsats! Hvis jeg skal til at være forældre så må jeg fandme også til at nosse mig sammen og få styr på sådan noget her pjat.
JAH!
fredag den 24. januar 2014
torsdag den 23. januar 2014
Neglelak og passioner!
Ååååh jeg eeelsker neglelak! Jeg har en 1½ meter lang hylde hængene i stuen med mine babyer, i dobbeltlag! Eller hvad det nu hedder når de står i to rækkker på hylden.
Jeg sad lige her ved computeren og stirrede hen på hylden. Kiggede så ned på mine negle, der bærer tydeligt præg af den sidste uges heftige hurlemhej. Jeg har simpelthen blokeret tanken om neglelak totalt, og har nu fundet mig selv med negle der ligner lort. Min neglelak er flygtet! I flager! Og har efterladt sølle efterladenskaber der vidner om en storhedstid der gik i forfald med et brag. Bah... det er synd for Orly Pink Pixel at blive sat i så dårligt et lys. En så smuk neglelak burde altid vises som det den er, -gudesmuk!
Jeg vil ikke tale en masse om mærker, farver og typer. Dog vil jeg gerne tale lidt om det der med at have en hobby.
Det er så skægt, at mennesket kan fascineres af de små ting. Jeg ved ikke om jeg har snakket om det før, men jeg er sygeligt vild med entusiasme. Det er ren humørporno! Folk der oser langt væk af entusiasme, kan betage mig så meget at jeg står som en død fisk og labber ALT i mig som der fortælles om. Men nej... ofte forstår jeg det ikke, ofte har jeg glemt detaljerne om aftenen, og ofte hører jeg slet ikke efter i så stor en grad som jeg burde. Argh, men at se mennesker på den måde, det giver mig bare lyst til at ruske i dem og bede dem fortsætte! MERE, TAK!
Min storebror gik i skole med en fantastisk fyr på Gymnasiet. Jeg fandt senere ud af, at min daværende kæreste havde gået i folkeskole med ham endda. Det gav mig pludselig to mægtig gode grunde til at "connecte" med ham. Jeg var vidst lidt forelsket i ham *flov*, men nu hvor jeg ser tilbage, var det ikke fordi han som personlighed i sig selv interesserede mig. Vi var aldrig blevet et velfungerende par. Men den passion.... den evindelige passion han udstrålede, hans engagement, hans entusiastiske væsen og hans enorme behov for at indleve andre mennesker i hans verden... åååååh... jeg har stået i timevis i sneen, når jeg mødte ham under en hunde-luftetur, og hørt ham tale om fysik og naturlove, matematik og indviklede udregninger.. for helvede hvor var det fedt! Jeg var totalt høj hver gang, når jeg gik derfra!
Jeg har faktisk, ved nærmere eftertanke haft en del små crush på den slags mennesker. Min latinlærer i gymnasiet var samme type menneske. Fyldt op af kærlighed og passion for sit fag. Jeg husker en dag hvor jeg spurgte ham, om han havde andre hobbyer end at studere latin, hvortil han svarede: "Det skulle da lige være når jeg studerer det græske sprog!" og kastede sig ud i en længere monolog... han var ret lækker.
Hvordan bringer neglelak mig hen til dette? Jo! Neglelak er en af mine passioner! Jeg har talt meget om mine dyr, men neglelak er også en kæmpe passion. Jeg snakker ikke om det uafbrudt, men spørger min familie ind til det, er jeg (indrømmet) nok lidt svær at stoppe igen. Når de spørger hvor mange lakker jeg har, og svarer: "mellem 100 og 150" ser de med store øjne på mig og ser imponerede ud, mens at jeg indeni tænker: "DET ER BARE FOR LIDT!!!" hahaha.
Jeg ved godt, at det ikke er alle folk der er som mig, og synes entusiasme og passioner er dybt fascinerende, men jeg håber at jeg aldrig løber tør for passion omkring mig. I need it! Hvis jeg ikke selv oplever det, så elsker jeg bare, at så mange af mine venner og veninder, både de tætte og de bekendte, har så mange interesser og hobbyer, som jeg kan sidde og lytte til eller iagtage.
Passion er en dyb drivkraft. Jeg tror på, at de lykkeligste mennesker er dem der udlever deres passioner. Der er selvfølgelig nogle passioner der er knap så berigende for samfundet, men i bund og grund (med nogle undtagelser naturligvis) ville jeg gerne se flere mennesker der turde mærke lidt efter deres passioner. Finde grobund for deres egen lille indre fanklub, grave en masse entusiasme frem og opbygge evnen til at engagere sig totalt i noget. Jeg tror det er gavnligt for sjælen.
...medmindre man er pædofil eller seriemorder. Sådan slutter man et positivt og dybfølt indlæg af på den mest nederen måde, bum.
/Helle
Jeg sad lige her ved computeren og stirrede hen på hylden. Kiggede så ned på mine negle, der bærer tydeligt præg af den sidste uges heftige hurlemhej. Jeg har simpelthen blokeret tanken om neglelak totalt, og har nu fundet mig selv med negle der ligner lort. Min neglelak er flygtet! I flager! Og har efterladt sølle efterladenskaber der vidner om en storhedstid der gik i forfald med et brag. Bah... det er synd for Orly Pink Pixel at blive sat i så dårligt et lys. En så smuk neglelak burde altid vises som det den er, -gudesmuk!
Jeg vil ikke tale en masse om mærker, farver og typer. Dog vil jeg gerne tale lidt om det der med at have en hobby.
Det er så skægt, at mennesket kan fascineres af de små ting. Jeg ved ikke om jeg har snakket om det før, men jeg er sygeligt vild med entusiasme. Det er ren humørporno! Folk der oser langt væk af entusiasme, kan betage mig så meget at jeg står som en død fisk og labber ALT i mig som der fortælles om. Men nej... ofte forstår jeg det ikke, ofte har jeg glemt detaljerne om aftenen, og ofte hører jeg slet ikke efter i så stor en grad som jeg burde. Argh, men at se mennesker på den måde, det giver mig bare lyst til at ruske i dem og bede dem fortsætte! MERE, TAK!
Min storebror gik i skole med en fantastisk fyr på Gymnasiet. Jeg fandt senere ud af, at min daværende kæreste havde gået i folkeskole med ham endda. Det gav mig pludselig to mægtig gode grunde til at "connecte" med ham. Jeg var vidst lidt forelsket i ham *flov*, men nu hvor jeg ser tilbage, var det ikke fordi han som personlighed i sig selv interesserede mig. Vi var aldrig blevet et velfungerende par. Men den passion.... den evindelige passion han udstrålede, hans engagement, hans entusiastiske væsen og hans enorme behov for at indleve andre mennesker i hans verden... åååååh... jeg har stået i timevis i sneen, når jeg mødte ham under en hunde-luftetur, og hørt ham tale om fysik og naturlove, matematik og indviklede udregninger.. for helvede hvor var det fedt! Jeg var totalt høj hver gang, når jeg gik derfra!
Jeg har faktisk, ved nærmere eftertanke haft en del små crush på den slags mennesker. Min latinlærer i gymnasiet var samme type menneske. Fyldt op af kærlighed og passion for sit fag. Jeg husker en dag hvor jeg spurgte ham, om han havde andre hobbyer end at studere latin, hvortil han svarede: "Det skulle da lige være når jeg studerer det græske sprog!" og kastede sig ud i en længere monolog... han var ret lækker.
Hvordan bringer neglelak mig hen til dette? Jo! Neglelak er en af mine passioner! Jeg har talt meget om mine dyr, men neglelak er også en kæmpe passion. Jeg snakker ikke om det uafbrudt, men spørger min familie ind til det, er jeg (indrømmet) nok lidt svær at stoppe igen. Når de spørger hvor mange lakker jeg har, og svarer: "mellem 100 og 150" ser de med store øjne på mig og ser imponerede ud, mens at jeg indeni tænker: "DET ER BARE FOR LIDT!!!" hahaha.
Jeg ved godt, at det ikke er alle folk der er som mig, og synes entusiasme og passioner er dybt fascinerende, men jeg håber at jeg aldrig løber tør for passion omkring mig. I need it! Hvis jeg ikke selv oplever det, så elsker jeg bare, at så mange af mine venner og veninder, både de tætte og de bekendte, har så mange interesser og hobbyer, som jeg kan sidde og lytte til eller iagtage.
Passion er en dyb drivkraft. Jeg tror på, at de lykkeligste mennesker er dem der udlever deres passioner. Der er selvfølgelig nogle passioner der er knap så berigende for samfundet, men i bund og grund (med nogle undtagelser naturligvis) ville jeg gerne se flere mennesker der turde mærke lidt efter deres passioner. Finde grobund for deres egen lille indre fanklub, grave en masse entusiasme frem og opbygge evnen til at engagere sig totalt i noget. Jeg tror det er gavnligt for sjælen.
...medmindre man er pædofil eller seriemorder. Sådan slutter man et positivt og dybfølt indlæg af på den mest nederen måde, bum.
/Helle
tirsdag den 21. januar 2014
Kontanthjælpsreform *vræl*
For pokker da, hvor er det modbydeligt og ulideligt at vi i dag skriver d. 21. Januar 2014, og vi aner ikke hvad vi har af penge i næste måned pga den nye kontanthjælpsreform.
Een ting er at de trækker folk, men det er simpelthen umenneskeligt at trække pinen på den måde. Folk har ikke en jordisk chance for at forberede sig! Man kan ikke engang få et ordentligt indblik via diverse kommuners hjemmesider + beskæftigelsesministeriet, for reglerne bliver tolket lidt som vinden blæser.
Allerede nu er jeg medlem af en gruppe på Facebook hvor jeg dagligt læser om flere klagesager der allerede er startet, fordi kommunerne fejlberegner folks kontanthjælp eller beder om personlige papirer som de ikke har ret til.
Jeg hader det! Håber inderligt at K snart kan bliver udredt og vide hvad han står med af fremtidsudsigter. Men først og fremmest ønsker jeg mig et brev fra kommunen, så jeg ved hvordan vores kommende måneder ser ud. Vræler bare indvendigt allerede, over hele den her reform som rammer så mange mennesker...
Een ting er at de trækker folk, men det er simpelthen umenneskeligt at trække pinen på den måde. Folk har ikke en jordisk chance for at forberede sig! Man kan ikke engang få et ordentligt indblik via diverse kommuners hjemmesider + beskæftigelsesministeriet, for reglerne bliver tolket lidt som vinden blæser.
Allerede nu er jeg medlem af en gruppe på Facebook hvor jeg dagligt læser om flere klagesager der allerede er startet, fordi kommunerne fejlberegner folks kontanthjælp eller beder om personlige papirer som de ikke har ret til.
Jeg hader det! Håber inderligt at K snart kan bliver udredt og vide hvad han står med af fremtidsudsigter. Men først og fremmest ønsker jeg mig et brev fra kommunen, så jeg ved hvordan vores kommende måneder ser ud. Vræler bare indvendigt allerede, over hele den her reform som rammer så mange mennesker...
mandag den 20. januar 2014
Besættelsens mange ansigter!
Jeg har startet en lavine. Pyha.
Min moder-åbenbaring har sparket gang i en snebold, der allerede har trillet sig stor som et hus. Dog er det da ikke det værste der kunne ske.
Det fik mig til at tænke på hvor ofte og nemt jeg bliver besat. Ofte er det ganske kortvarigt, og aldrig før har det været et inderligt kald, som nu, men blot en interesse der har været populær i min hverdag et par uger.
...og hvor har besættelsen mange ansigter! Det har jo været alt fra blomstersorter til seriemordere som jeg har svælget mig i. *dybt suk*
Jeg mistænker lidt at det er en form for aktivering af mit sløve sind, der eksploderer i en ugelang stimulering af hjernen, med dyb koncentration og opslugende læsning.
Jeg kan sjældent holde foredrag efter en sådan besættelse, men der er altid de der små ligegyldige fakta som har sneget sig ind på harddisken og som dukker op længe senere i en helt anden sammenhæng. Det er bare så fedt og fascinerende!
Den eneste nævneværdige forskel fra denne lavine og mine andre små besættelser er, at jeg har besluttet mig for at holde kortene lidt tæt ind til kroppen denne gang. Altså, folk må da gerne vide at jeg er begyndt at ændre mit liv til fordel for livet som mor, men jeg vil helst ikke have hele familien med ind i konsultationen på fertilitetsklinikken. Det ved jeg allerede nu. Rejsens op- og nedture må være forbeholdt de allernærmeste, og når man så en gang er stensikker og er svulmet op over det hele og intet kan skjule, så kan man begynde at flashe strækmærker og billeder af måltidssammensætninger som får selv Mr. Creosote til at takke nej!
Jeg glæder mig!
Min moder-åbenbaring har sparket gang i en snebold, der allerede har trillet sig stor som et hus. Dog er det da ikke det værste der kunne ske.
Det fik mig til at tænke på hvor ofte og nemt jeg bliver besat. Ofte er det ganske kortvarigt, og aldrig før har det været et inderligt kald, som nu, men blot en interesse der har været populær i min hverdag et par uger.
...og hvor har besættelsen mange ansigter! Det har jo været alt fra blomstersorter til seriemordere som jeg har svælget mig i. *dybt suk*
Jeg mistænker lidt at det er en form for aktivering af mit sløve sind, der eksploderer i en ugelang stimulering af hjernen, med dyb koncentration og opslugende læsning.
Jeg kan sjældent holde foredrag efter en sådan besættelse, men der er altid de der små ligegyldige fakta som har sneget sig ind på harddisken og som dukker op længe senere i en helt anden sammenhæng. Det er bare så fedt og fascinerende!
Den eneste nævneværdige forskel fra denne lavine og mine andre små besættelser er, at jeg har besluttet mig for at holde kortene lidt tæt ind til kroppen denne gang. Altså, folk må da gerne vide at jeg er begyndt at ændre mit liv til fordel for livet som mor, men jeg vil helst ikke have hele familien med ind i konsultationen på fertilitetsklinikken. Det ved jeg allerede nu. Rejsens op- og nedture må være forbeholdt de allernærmeste, og når man så en gang er stensikker og er svulmet op over det hele og intet kan skjule, så kan man begynde at flashe strækmærker og billeder af måltidssammensætninger som får selv Mr. Creosote til at takke nej!
Jeg glæder mig!
lørdag den 18. januar 2014
Baby...?
Jeg har ramt en mur. En solid, kæmpestor mur.
Bag ved muren ligger der et barn. Et lille barn... mit barn.
Jeg tror sgu pludselig det skete, at jeg ville være mor. Nej, jeg har altid gerne ville være mor. Men det river i mig nu. Det er ikke længere et ønske, det er et uomtvisteligt behov der skal indfries. Jeg. Vil. Være. Mor.
Jeg har bare en mur foran målet. En mur bygget op af mursten, mursten rummende svære personlige hurdles der skal overvindes, før jeg kan løbe hen til mit barn og omfavne det. Jeg kan godt! Jeg SKAL! Det er som en indre eksplosion, mit indre kald der endelig forløses. Som om alting giver mening. Som om de stråler et lys indeni mig, som brænder vildt ved tanken. Som om alle mine urinstinker har ventet på dette tidspunkt, hvor hele min krop ville skrige efter det.. Jeg vil gøre hvad som helst, hvad som helst!
Trin 1)
Undersøg mulighederne for fertilitetsbehandling ifm PCOS
Trin 2)
Snak med psykiater om graviditetsvenlig medicin og ønske om at blive stærk nok til at blive HELT medicinfri inden jeg starter projekt baby!
Trin 3)
Start EVIG kostomlægning og få styr på insulinniveauet!
Trin 4)
Tab alle de kg jeg kan undvære, så krop er bedst mulig udrustet til 9 mdrs graviditet og at være en super skøn og aktiv moderfigur.
Trin 4)
Vær glad, se fremad, forvent intet, håb en masse, fokusér på det positive, lær af erfaringer (både gode og bitre), husk dit mål, realiser dine drømme!
Bag ved muren ligger der et barn. Et lille barn... mit barn.
Jeg tror sgu pludselig det skete, at jeg ville være mor. Nej, jeg har altid gerne ville være mor. Men det river i mig nu. Det er ikke længere et ønske, det er et uomtvisteligt behov der skal indfries. Jeg. Vil. Være. Mor.
Jeg har bare en mur foran målet. En mur bygget op af mursten, mursten rummende svære personlige hurdles der skal overvindes, før jeg kan løbe hen til mit barn og omfavne det. Jeg kan godt! Jeg SKAL! Det er som en indre eksplosion, mit indre kald der endelig forløses. Som om alting giver mening. Som om de stråler et lys indeni mig, som brænder vildt ved tanken. Som om alle mine urinstinker har ventet på dette tidspunkt, hvor hele min krop ville skrige efter det.. Jeg vil gøre hvad som helst, hvad som helst!
Trin 1)
Undersøg mulighederne for fertilitetsbehandling ifm PCOS
Trin 2)
Snak med psykiater om graviditetsvenlig medicin og ønske om at blive stærk nok til at blive HELT medicinfri inden jeg starter projekt baby!
Trin 3)
Start EVIG kostomlægning og få styr på insulinniveauet!
Trin 4)
Tab alle de kg jeg kan undvære, så krop er bedst mulig udrustet til 9 mdrs graviditet og at være en super skøn og aktiv moderfigur.
Trin 4)
Vær glad, se fremad, forvent intet, håb en masse, fokusér på det positive, lær af erfaringer (både gode og bitre), husk dit mål, realiser dine drømme!
tirsdag den 14. januar 2014
At stå på sidelinjen til menneskelige tragedier...
Min bedste veninde D har haft en hård slutning på 2013.
I løbet af fire måneder mistede hun to personer tæt på hende, til cancer. Jeg vil ikke skrive i detaljer her på siden, for det er ikke mit lod at udstille hende på nogen måde. Dog vil jeg gerne skrive lidt om hvordan det er når folk omkring en oplever tragiske ting, og man som følelsesmæssig atombombe skal forsøge at støtte op om sine kære i sådanne situationer.
Jeg har nok ikke været der så meget som jeg burde for hende. Jeg tænker tit, at jeg skulle have skrevet noget mere. Misforstå mig ikke, vi snakker sammen HVER DAG, men ikke lige om dét. Det har været svært for mig som menneske at vide, hvor meget hun egentlig havde behov for at snakke om det, men jeg forsøgte med jævne mellemrum at minde hende om at jeg stod til rådighed for en god snak, uanset emne.
Jeg er personligt glad for at snakke, men personlige og dybfølte ting har jeg svært ved at sætte ord på, og det er derfor ikke så tit at jeg får snakket med folk om de rigtig, rigtig svære ting. Derfor får jeg helt automatisk en tendens der siger mig, at andre måske er ligesådan, og så vil jeg ikke presse på for at de skal fortælle mig hver eneste lille detalje.
Jeg har gjort mit bedste for at skabe gode stunder, hyggestunder. Se hende smile.
...men hvor er det dog djævelsk svært at vide om man gør det rigtige.
Dette indlæg skal ikke forstås som en "hvor er det synd for MIG", men nærmere som en fascination, undren og bekymren for hvor svært det egentlig kan være at sætte sig i andre folks sted. Jeg tror at vi alle sammen tager os selv i udgangspunkt. Hvordan ville jeg ønske at folk var mod mig i sådan en situation? Jeg tror at vi alle også er nødt til at gøre det sådan, men jeg tror også det er vigtigt at vi holder fast i tanken om, altid at sørge for at der er en åben dør.
Jeg håber inderligt at D ved, at hun altid kan komme til mig. Jeg ville aldrig afvise hende i nødens stund. Selvom jeg har handlet meget på mine egne reflekser i denne situation, håber jeg at hun trods alt har vidst at jeg var her. At min afstand og anti-lad-os-da-tale-om-det ikke har været et personligt behov, men min naturlige reaktion og ikke en fordømmende papkasse-ipåsætning af hende behov.
/Helle
I løbet af fire måneder mistede hun to personer tæt på hende, til cancer. Jeg vil ikke skrive i detaljer her på siden, for det er ikke mit lod at udstille hende på nogen måde. Dog vil jeg gerne skrive lidt om hvordan det er når folk omkring en oplever tragiske ting, og man som følelsesmæssig atombombe skal forsøge at støtte op om sine kære i sådanne situationer.
Jeg har nok ikke været der så meget som jeg burde for hende. Jeg tænker tit, at jeg skulle have skrevet noget mere. Misforstå mig ikke, vi snakker sammen HVER DAG, men ikke lige om dét. Det har været svært for mig som menneske at vide, hvor meget hun egentlig havde behov for at snakke om det, men jeg forsøgte med jævne mellemrum at minde hende om at jeg stod til rådighed for en god snak, uanset emne.
Jeg er personligt glad for at snakke, men personlige og dybfølte ting har jeg svært ved at sætte ord på, og det er derfor ikke så tit at jeg får snakket med folk om de rigtig, rigtig svære ting. Derfor får jeg helt automatisk en tendens der siger mig, at andre måske er ligesådan, og så vil jeg ikke presse på for at de skal fortælle mig hver eneste lille detalje.
Jeg har gjort mit bedste for at skabe gode stunder, hyggestunder. Se hende smile.
...men hvor er det dog djævelsk svært at vide om man gør det rigtige.
Dette indlæg skal ikke forstås som en "hvor er det synd for MIG", men nærmere som en fascination, undren og bekymren for hvor svært det egentlig kan være at sætte sig i andre folks sted. Jeg tror at vi alle sammen tager os selv i udgangspunkt. Hvordan ville jeg ønske at folk var mod mig i sådan en situation? Jeg tror at vi alle også er nødt til at gøre det sådan, men jeg tror også det er vigtigt at vi holder fast i tanken om, altid at sørge for at der er en åben dør.
Jeg håber inderligt at D ved, at hun altid kan komme til mig. Jeg ville aldrig afvise hende i nødens stund. Selvom jeg har handlet meget på mine egne reflekser i denne situation, håber jeg at hun trods alt har vidst at jeg var her. At min afstand og anti-lad-os-da-tale-om-det ikke har været et personligt behov, men min naturlige reaktion og ikke en fordømmende papkasse-ipåsætning af hende behov.
/Helle
mandag den 13. januar 2014
Skrabet smør!
Urgh... det føles som evigheder siden jeg sidst har blogget. Jeg har flere gange villet, fundet siden frem, tænkt over indhold af blogindlæg. Dog flyder det ikke så nemt for tiden.
Jeg ved heller ikke hvor jeg skal starte eller slutte. Så mange ting fylder mit hovede.
Min "ignore"-knap er kommet på overarbejde. Meh. Jeg er bare nødt til at ignorerer mange tanker, følelser og behov, for efter jeg er gået ned i medicin føles alting meget stærkere. Små følelser som før var ubetydelige, er som eksplosioner i mit indre. Derfor har min ignore-knap været flittigt brugt.
Jeg vil forsøge at fortælle lidt om det der er sket.
Som nævnt i Oktober, gik jeg 25% ned i medicin. Selvom jeg ikke har været i plus på overskudskontoen, oplevede jeg overhovedet ingen bivirkninger. Ingen psykotiske symptomer eller tilbagefald. Derfor tog vi en chance.
Min psykiater frarådede at vi startede op på ny medicin her i vintermånederne, da ens humør ofte er meget påvirket af det omskiftelige vejr og mørket. ....men hun kunne da godt tænke sig at spørge om jeg ville forsøge en yderligere nedtrapning. Jeg sagde JA!
8. November gik jeg derfor ned på halv dosis af oprindelig. Det er derfor over 2 mdr siden nu, og der er stadig ingen tilbagefald eller psykotiske symptomer. Yay!
Dog er det hårdt. Det er virkelig hårdt at mærke alle ens følelser igen, men jeg VIL lære at håndtere det. Jeg VIL vænne mig til det. Jeg har levet sådan her de første 19 år af mit liv, jeg må simpelthen bare blive i det.
Jeg føler mig dog, som Bilbo Baggins udtrykte det, "som smør skrabet ud over for meget brød". Jeg er tyndslidt og føler mig opbrugt. Det er dog mig en uendelig glæde at jeg kan føle, mærke og fornemme alt dette, uden at få deciderede tilbagefald. Jeg vil nemlig rigtig gerne igen være menneske, med alt hvad det medbringer!
Nå, jeg kan mærke at jeg ikke kan skrive mere lige nu. Jeg håber at jeg snart kan genvinde min blog igen med fornyet styrke. Dog kæmper jeg meget med ømme fingre disse dage, så jeg kæmper med at skrive på computeren. Det må være nok for nu.
/Helle
Jeg ved heller ikke hvor jeg skal starte eller slutte. Så mange ting fylder mit hovede.
Min "ignore"-knap er kommet på overarbejde. Meh. Jeg er bare nødt til at ignorerer mange tanker, følelser og behov, for efter jeg er gået ned i medicin føles alting meget stærkere. Små følelser som før var ubetydelige, er som eksplosioner i mit indre. Derfor har min ignore-knap været flittigt brugt.
Jeg vil forsøge at fortælle lidt om det der er sket.
Som nævnt i Oktober, gik jeg 25% ned i medicin. Selvom jeg ikke har været i plus på overskudskontoen, oplevede jeg overhovedet ingen bivirkninger. Ingen psykotiske symptomer eller tilbagefald. Derfor tog vi en chance.
Min psykiater frarådede at vi startede op på ny medicin her i vintermånederne, da ens humør ofte er meget påvirket af det omskiftelige vejr og mørket. ....men hun kunne da godt tænke sig at spørge om jeg ville forsøge en yderligere nedtrapning. Jeg sagde JA!
8. November gik jeg derfor ned på halv dosis af oprindelig. Det er derfor over 2 mdr siden nu, og der er stadig ingen tilbagefald eller psykotiske symptomer. Yay!
Dog er det hårdt. Det er virkelig hårdt at mærke alle ens følelser igen, men jeg VIL lære at håndtere det. Jeg VIL vænne mig til det. Jeg har levet sådan her de første 19 år af mit liv, jeg må simpelthen bare blive i det.
Jeg føler mig dog, som Bilbo Baggins udtrykte det, "som smør skrabet ud over for meget brød". Jeg er tyndslidt og føler mig opbrugt. Det er dog mig en uendelig glæde at jeg kan føle, mærke og fornemme alt dette, uden at få deciderede tilbagefald. Jeg vil nemlig rigtig gerne igen være menneske, med alt hvad det medbringer!
Nå, jeg kan mærke at jeg ikke kan skrive mere lige nu. Jeg håber at jeg snart kan genvinde min blog igen med fornyet styrke. Dog kæmper jeg meget med ømme fingre disse dage, så jeg kæmper med at skrive på computeren. Det må være nok for nu.
/Helle
Abonner på:
Opslag (Atom)