torsdag den 27. juni 2013

Præsentation!

Hej folkens! 

Jeg tror jeg vil starte mit første indlæg ud, med en lille præsentation. 
Jeg er en 26-årig tøs, med store fødder og lille selvværd. En dårlig kombi, som jeg helst så ombyttet. 
Meningen med den her blog er egentlig ikke det mest banebrydende, jeg tror simpelthen bare jeg vil forsøge at bruge bloggen til at få lidt tanker ned på skrift, og på at få lidt afløb for det mylder der altid er i mit hoved.

Jeg er hjemmegående på førtidspension. En meget splittende tilstand at være i, i så ung en alder. En del af mig er taknemmelig for, at jeg lever i et samfund hvor der tages så stort hensyn til folk som mig, og en del af mig er grædefærdig over at alle de kloge hoveder har stemplet mig som uarbejdsdygtig. Sidstnævnte del, er selvfølgelig min destruktive og negative følgesvend, som jeg slæber med mig overalt. 

Jeg er generelt en meget splittet person. Ikke sådan at jeg har flere personligheder, men jeg har svært ved at finde faste holdepunkter her i livet og er konstant i bevægelse for at finde mig til rette her i livet, -hvilket kan være svært, når man som jeg er mentalt ude af balance i mange aspekter. Det gør rigtig mange ting svært for mig, især fordi jeg netop pga min psykiske sårbarhed ville have godt af faste rutiner og planlagte ugeskemaer, -det holder bare ikke særligt længe af gangen her. Jeg starter altid med store ambitioner og gode intentioner, men... 

Jeg bor sammen med min kæreste, K. Han er min klippe, min støtte, mit alting! Så kort kan det siges. 

Jeg har en kæmpe interesse for dyr! Så er det sagt, nu er det ude! Folk der kender mig ved, at den har været lige lovligt dominerende i mit liv. Jeg havde for nogle år siden et absurd dyrehold i min lille lejlighed, med både tamrotter, hamstere, mus, dværgmus, ørkenspringmus, marsvin, kanin, hund og kat... gisp! Når jeg tænker tilbage, får jeg helt åndenød! Det var sådan et kæmpe arbejde og stortset hver eneste ledige krone i budgettet gik til dyrlægen eller foder. Det var vildt! Jeg er kommet ned på et langt mere velfungerende dyrehold lige nu. 

Derudover har jeg en kæmpe interesse i neglelak. 
Når man kigger på mig, eller ser mig på gaden, kan man måske undres lidt over denne interesse. Jeg er noget af en sjuskedorthe, går ikke op i tøjet, håret og bruger sjældent sminke. Jeg går ofte ud af døren og handler ind, uden at tænke på at jeg måske lige skulle have fnugget kattehårene af blusen først. Men så kommer jeg med de negle. Suk. Bliver helt manisk hvis mine hænder er udtørrede eller neglebåndene flosser. Altid er de velplejede og velpolerede. Bum. Jeg giver ikke mening, -det har jeg for længst indset! Jeg har en alt for stor samling neglelakker, der til stadighed vokser, men er der noget der kan berolige mig, er det at lægge neglelak, -ligeså vel som det kan hidse mig op hvis jeg forsøger med fancy nail art, så det stoppede jeg hurtigt med. At sidde og lakere i en lækker farve, kan dog bringe mig en hel indre ro. Det' sgu dejligt!

Nu ved I lidt om mig. Det må være en start. Håber jeg kan få gang i det her bloggeri, det kunne da være hyggeligt. 

/Helle





Ingen kommentarer:

Send en kommentar