Okey... det lyder lidt forkert i den overskrift. Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg sluger et lille stykke af hunden hver morgen, hehe.
Nej, det skal selvfølgelig forstås sådan, at trods flere års medicinering og diverse forsøg fra "kloge" hoveder der skulle fortælle mig hvordan jeg skulle gøre tingene, så skulle løsningen på mange af mine problemer være, at jeg fik min hund, Lala.
Jeg har sådan set haft hunde i mange år, faktisk siden 2004 (bum-bum, det må så være 9 år), men det har desværre langt oftere været en hæmsko, end en egentlig hjælp. Jeg elsker jo hunde, måske er jeg en tand for hunde-gal i manges øjne. Da jeg var barn, lånte jeg gang på gang bøger om hunderacer, og øvede mig i at genkende dem, og jeg vandre rundt som en anden lille nørd blandt byens hundeejere og bestemte deres hunderacer: "Hej! Er det ikke en Nova Scotia Duck Tolling Retriver??" og min mor har haft sit hyr med, at jeg skulle hilse på samtlige hunde vi passerede.
Jeg har ikke tal på hvor mange fantasi-hunde jeg har haft som barn, hvor ofte jeg har siddet og regnet mig frem til, hvor mange af mine møbler på mit værelse der skulle ud for at jeg havde plads til hundekurv og madskål. Jeg prøvede at lindre min mani, ved at samle på hunde-tøjdyr. Jeg havde mit værelse fyldt op af dem, alle havde de navne og personligheder, samt (til tider indviklede) familiebånd til hinanden.
Heldigvis var min dejligste veninde, D, ligeså dyretosset som jeg selv, og vi havde mange dage hvor vi levede os ind i vores egen fantasiverdener, fyldt med dyr.
I 2004 var jeg flyttet hjemmefra og brændte inderligt efter nu skulle jeg altså have mig min egen hund. Min daværende kæreste og jeg, havde vidt forskellig smag i hunderacer, og vi gik på kompromis og endte med en engelsk bulldog, en race jeg på mange måder både elsker og hader. Bulle-bassen viste sig jo, at have et fremragende temperament, men et utroligt dårligt helbred. Det var et værre rend frem og tilbage fra dyrlægen. Operationer og indlæggelser var hverdagskost, og han døde 5 år gammel, af en mavedrejning, i armene på mig.
Derefter fik jeg, sammen med K, to små skødehunde. Den mindste gik hen og blev mit livs lys. Han var bogstaveligt talt afhængig af mig, og jeg kunne ikke forlade hjemmet uden at hans verden ramlede sammen. Det viste sig med tiden, at han havde en alvorlig mental brist, og hans liv blev mere og mere ubærligt for ham selv, og de mindste små ting i verdenen, resulterede i panikskidning og rysteture. Dyrlægen sagde, at værdigheden var forsvundet, og han fik fred. Det var så hårdt et tab, men det var det bedste.
Så stod vi tilbage med den anden lille fyr. Utrolig sød og dejlig, men vores kemi havde aldrig rigtig været der. Det var fars hund.
Inden jeg fortsætter, skal jeg have en vigtig detalje med. Jeg skrev jo tidligere, at det ofte havde været en hæmsko at have hund, og her er hvorfor: Jeg turde ikke lufte dem!
Kvarteret vi bor i, er ganske vidst ikke synderligt rart, men om jeg så havde boet i et indhegnet parcelkvarter, havde jeg ikke turdet. Jeg var SÅ angst for alting. Jeg gik aldrig i skoven med hundene, medmindre jeg kunne få nogen med mig, for jeg turde ikke gå alene. Morgenturen blev lige akkurat klaret, men det var en meget lille tur. Jeg turde ikke rigtigt forlade lejligheden for fx. at handle, fordi jeg var bange for indbrud. Jeg ville generelt helst blive i min seng og ikke gå nogen steder. Derfor var det skisme lidt besværligt at jeg absolut skulle have hund, som skulle luftes 3-4 gange dagligt, men heldigvis hjalp K mig selvfølgelig med lufteturene.
Aftenturene var især slemme. Sommetider brød jeg ud i gråd når vi kom hjem, fordi angsten havde bygget sig ekstremt op indeni mig. Andre gange rystede jeg på hele turen. Det var så modbydeligt!
Da vi i vinters stod tilbage med den lille fyr, blev det efter en måned mig klart, at der måtte gøres noget. Jeg skulle lære det!
Mit dyreglade hjerte havde et håb. Et håb der havde været i min sjæl i flere år, og som jeg ofte havde tænkt over, uden at dele det med nogen: "Bare jeg havde en større hund, til at passe på mig..."
Jeg delte i Januar mine tanker med K, og i Marts flyttede Lala ind til os. For lige at få en dejlig detajle med, så er D vokset op på en gård hvor denne race (newf) opdrættes, og det var fra denne gård Lala er. Så udover at være min rednings-hund, er hun også relateret til min bedste veninde!
Vi havde kun haft Lala i ganske få uger, da det stod klart at verdensbilledet havde ændret sig. Jeg var ikke bange, Lala var hos mig! Jeg gik ture med hende midt om natten, jeg trodsede kvarteret på alle tider af døgnet og gik lange ture i naturen med hundene, -uden andre mennesker.
Når jeg forlader hjemmet, er jeg tryg, for Lala passer på dyrene.
Den ro jeg har fået i sjælen, den kan ikke beskrives, men jeg er hende evigt taknemmelig, og jeg er blevet et nyt menneske pga hende. Hele min barndoms absurde besættelse af hunde, har endelig fundet sin plads i mit liv, -for nu giver det mening. Det hele er faldet på plads, og Lala hjælper mig i min kamp for at lære, at verdenen altså ikke er så farlig, som jeg gør den til.
Sammen, klarer vi sgu det her.
/Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar