"Nå.. hvordan går det så?"

Argh!
Nogle gange vil jeg virkelig gerne bare blive usynlig. Ønske at folk havde T-Rex syn så jeg forsvandt fra deres synsevne, når jeg stod helt stille.

Jeg er en pivskid, I know! Men lige for tiden kan jeg slet ikke samle mig om at svare på, hvordan jeg har det. Alt er bare ramlet for vildt den seneste halvanden uge. Vaskemaskinen, mikroovnen, FLYTNINGEN FAILEDE, sengen brast sammen under mig mens jeg lå STILLE i den og dyrene er bare syge på stribe herhjemme. Jeg har gået rundt med et forkølelsessår på størrelse med Fyn pga alt det stress, og jeg kan hverken overskue at gå i bad eller rede hår, jeg er i et zombielignenede stress-stadie der er ved at blive skræmmende af helvedes til!

På med smilet og frem med: "Det går udemærket!" -eller hvad?!
Jeg kan bare ikke...

Skæbnen vil jo absolut, at selvom jeg går mine vante ruter her i området, og normalt aldrig møder folk, så er jeg bare ramlet frontalt ind i gamle bekendtskaber den sidste uge. Endda også telefonisk!

Når de så spørger, så forvandler mit ansigt sig til en sammentrukken grimasse af ubehag og indre smerte, og de første par gange svarede jeg: "Det går sådan lidt op og ned..." og så derefter forsøgte at skifte emne. I går var jeg nået dertil hvor jeg faktisk svarede: "Det orker jeg ikke at svare på, jeg har det af helvedes til og det er alt for indviklet..." og trods jeg følte mig fandens uhøflig, blev jeg faktisk mødt af en enorm forståelse og en "OK, vi snakker om noget andet, så." og så gled samtalen videre til noget mere behageligt, og jeg kunne få lindret den efterhånden fastgroede nedadvendte mundvig.

Egentlig kan jeg godt lige overkomme at snakke om alle de materielle ting der gik i stykker i løbet af tre dage. Det er trods alt meget rart at have fået noget nyt og bedre. Men for hulan da, den lejlighed jeg måtte tage afsked med... det bløder bare indeni mig ved det tab. For pokker hvor gør det ondt. Det brænder indeni mig efter at komme væk herfra, og jeg vil virkelig gøre mit ypperste, for at få det gjort!!

Så det er selvfølgelig primært stressen og nederlaget over lejlighedstabet der gør ondt, og det er sjovt nok det folk spørger mest ind til. Dog kommer der nok en dag, hvor jeg kan tale om det. Uanset hvad, så kan jeg mærke at jeg faktisk bliver nødt til at stoppe dette indlæg nu, fordi nu gør det ondt igen..

/Helle