Det bliver en stor dag i morgen! I morgen skal jeg have at vide af min psyk hvad for noget medicin jeg skal skifte over på.
HOV! I må hellere få historien fra start.
Jeg har vist nævnt i et tidligere indlæg, at jeg har været decideret parkeret af systemet i mange år. En af de ting der længe har frustreret mig er, at i 2009 fik jeg at vide at jeg skulle på en ny medicin, der var en slags "sidste-udvej"-medicin. Jeg havde prøvet to andre præparater, uden succes. Dermed mente de, at nu var det tid til dette. En medicin der har ekstremt triste bivirkninger, men som er effektivt.
En af de mest trælse bivirkninger, er forhøjet risiko for hjertefejl. Når man, som jeg, i forvejen er en tyk trunte, vil man nok mene at det ikke er det smarteste at lægge ekstra lod i puljen i dét lotteri, -men det gjorde de. Jeg har derfor gået de sidste 4½ år og været utroligt ked af min medicin. Jeg har været til EKG (hjertediagram) hver 3. måned i alle disse år, for at holde øje med mit hjerte, og jeg bruger en masse energi på at bekymre mig.
For et par år siden fik jeg stærke smerter i venstre side af brystkassen. Min mor styrtede med mig på skadestuen, og jeg kom fluks ind og fik taget EKG. Alt var heldigvis i orden, det viste sig, at det var mine muskler omkring ribbenene der krampede. En "lidelse" jeg desværre oplever tit. Forestil jer at opleve disse kramper, velvidende at du spiser hjertefjendtlig medicin. Not funny!
I år gik min faste læge så på pension. Han har været min familielæge siden jeg var nyfødt, og det var noget af en omvæltning at skulle skifte læge. Jeg må dog indrømme, at min gamle læge ofte var en smule (læs: meget) overfladisk i sine behandlinger, og sjældent lagde nogen anstrengelse i at undersøge en særligt grundigt. Jeg var dog glad ved, at han altid gav mig de henvisninger jeg ønskede og var behagelig at snakke med. Han har, trods sin delvise ligegyldighed, hjulpet mig meget på min vej.
Jeg har siden Juni været nede hos mit nye lægehus tre gange, og det er jo noget helt, helt andet. De undersøger mig, stiller spørgsmål, uddyber deres spørgsmål hvis jeg ikke svarer uddybende nok selv, og de virker interesserede og engagerede. Jeg har været inde hos tre forskellige, og hver gang spørger de hvad jeg spiser af medicin. Når jeg når til min antipsykotiske medicin, får de store øjne og siger:"Hvorfor spiser du det??" og reaktionen er der bare HVER GANG. Folk med medicinsk kendskab VED BARE at det er noget værre gøjl.
I sidste uge var jeg til lægen igen, og denne gang var den søde læge igen bekymret, og sagde til mig: "Jeg synes altså du bør overveje, at snakke med din psykiater om et medicinskift". Jeg orkede det næsten ikke. Siden jeg startede på det, havde jeg flere gange udtryk ønske derom, og var hver gang blevet fejet af vejen. Dog tænkte jeg, at jeg ville give det et sidste forsøg, nu hvor det trods alt var en ny psykiater.
Hendes svar var: "JA!" Hun var jo selv overrasket over at jeg fik det, og nu kendte hun mig efterhånden godt nok til at vurdere mig i et medicinskifte-forløb. So here we go !!
Hun har i løbet af den seneste uge så fundet ud af hvilket præparat vi skal satse på, og i morgen skal vi gennemgå det og så starter vi ellers op. Der bliver selvfølgelig en overlapningsperiode hvor jeg spiser to forskellige slags. Jeg er SÅ spændt og en smule nervøs. Især fordi der aldrig er nogen garanti for hvordan man reagerer på diverse præparater. Så det er med spænding og bævren at jeg skal se hende i morgen.
Held i uheld, så ligger K syg herhjemme for tiden, og er derved herhjemme når jeg kommer hjem fra psyk, så jeg har en at snakke med om det hele.
Kryds fingre for mig!
/Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar