Min bedste veninde D har haft en hård slutning på 2013.
I løbet af fire måneder mistede hun to personer tæt på hende, til cancer. Jeg vil ikke skrive i detaljer her på siden, for det er ikke mit lod at udstille hende på nogen måde. Dog vil jeg gerne skrive lidt om hvordan det er når folk omkring en oplever tragiske ting, og man som følelsesmæssig atombombe skal forsøge at støtte op om sine kære i sådanne situationer.
Jeg har nok ikke været der så meget som jeg burde for hende. Jeg tænker tit, at jeg skulle have skrevet noget mere. Misforstå mig ikke, vi snakker sammen HVER DAG, men ikke lige om dét. Det har været svært for mig som menneske at vide, hvor meget hun egentlig havde behov for at snakke om det, men jeg forsøgte med jævne mellemrum at minde hende om at jeg stod til rådighed for en god snak, uanset emne.
Jeg er personligt glad for at snakke, men personlige og dybfølte ting har jeg svært ved at sætte ord på, og det er derfor ikke så tit at jeg får snakket med folk om de rigtig, rigtig svære ting. Derfor får jeg helt automatisk en tendens der siger mig, at andre måske er ligesådan, og så vil jeg ikke presse på for at de skal fortælle mig hver eneste lille detalje.
Jeg har gjort mit bedste for at skabe gode stunder, hyggestunder. Se hende smile.
...men hvor er det dog djævelsk svært at vide om man gør det rigtige.
Dette indlæg skal ikke forstås som en "hvor er det synd for MIG", men nærmere som en fascination, undren og bekymren for hvor svært det egentlig kan være at sætte sig i andre folks sted. Jeg tror at vi alle sammen tager os selv i udgangspunkt. Hvordan ville jeg ønske at folk var mod mig i sådan en situation? Jeg tror at vi alle også er nødt til at gøre det sådan, men jeg tror også det er vigtigt at vi holder fast i tanken om, altid at sørge for at der er en åben dør.
Jeg håber inderligt at D ved, at hun altid kan komme til mig. Jeg ville aldrig afvise hende i nødens stund. Selvom jeg har handlet meget på mine egne reflekser i denne situation, håber jeg at hun trods alt har vidst at jeg var her. At min afstand og anti-lad-os-da-tale-om-det ikke har været et personligt behov, men min naturlige reaktion og ikke en fordømmende papkasse-ipåsætning af hende behov.
/Helle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar